Orkesterprøve – DEN FJERNE KLANG
Det Kongelige Kapel med chefdirigent Marie Jacquot i spidsen inviterer til orkesterprøve på musikken til Franz Schrekers opera Den fjerne klang, som havde premiere på Oper Frankfurt i 1912. I operaen følger vi komponisten Fritz, der desperat prøver at genfinde ‘den fjerne klang’, én eller anden form for klangmæssig fuldkommenhed, som han mener at have kunnet høre klart og tydeligt for år tilbage. Han opgiver alt, også sit livs kærlighed Grete, og rejser ud i verden i sin søgen — for blot at finde, at klangen synes at aftage, jo længere væk han kommer.
Ikke overraskende beskrives klangen i Schrekers musik som en karakter i egen ret: farverig, nuanceret og hele tiden i bevægelse. Det musikalske særkende i denne opera — og i meget af Schrekers øvrige musik — består i mindre grad af klart afgrænsede og tilbagevendende temaer og mere af et allestedsnærværende klangtæppe med konstante skift i afstand, intensitet, farve og tekstur.
Læs mere om forestillingen på Det Kongelige Teaters hjemmeside.
Log ind for at tilmelde dig.









