Af Poul Elming

Et symfoniorkester bliver nemt opfattet som en stor gruppe, hvor de enkelte musikeres personlighed, familiære og uddannelsesmæssige baggrund og deres holdning til livet og til musikken er ukendt for os som publikum. I mit forsøg på at gøre medlemmerne af Det Kongelige Kapels medlemmer mere synlige for os som tilhørere er jeg nu nået til interview nr. 3. Igen har jeg trukket lod, og valget faldt på bratschisten Anne Lindeskov, som i øvrigt er medlem af bestyrelsen for Det Kongelige Kapels Venneforening. Anne er kapelmedlem nr. 990 og har været ansat siden 1997.

Annes første musikundervisning var som 7-årig på blokfløjte hos Michala Petri og varede et par år. Hun begyndte at spille violin som 12-årig hos Flemming Christensen, daværende solobratschist i Kapellet. Da hun var 16 år prøvede hun hans bratsch – spillede på den dybe C-streng og følte, hvordan vibrationerne forplantede sig i skulderen og helt ned i kroppen. ”Så var jeg solgt til stanglakrids og begyndte virkeligt at øve mig.”

Anne gik et par år efter til optagelse til konservatoriet og fortæller, at hun studerede på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Josef Kodousek fra 1990 til 1994. Da han gik på pension, søgte hun til Hochschule für Musik und Theater i Hannover for at studere hos professor Hatto Beyerle, stiftende medlem af Alban Berg Kvartetten. Hun havde hørt om ham, da hun var medlem af EUYO (European Community Youth Orchestra, dengang EF-Orkestret). Beyerle var en skrap lærer, som arbejdede koncentreret på at bygge teknikken op, træne muskulaturen og skabe bevidsthed om alle de forskellige strøgarter. ”Det dræber jo magien, men langsomt fandt jeg ud af, at det for mig var forudsætningen. Han gav mig nogle øvelser, som jeg stadig har stor glæde af.”

I 1996 tog hun kort tilbage til København og tog diplomeksamen som privatist, men fortsatte i Hannover til 97.

Anne har ikke spillet i andre orkestre, før hun kom til Kapellet, men i 2001 fik hun orlov fra Kapellet og spillede et par år i Helsingborgs symfoniorkester som alternerende solobratschist. På dette tidspunkt havde Anne fået sin ældste datter, og mindes de tunge overvejelser da hun skulle vælge, om hun ville blive i Helsingborg.

“Det er et skønt orkester, og jeg var meget glad for at være der. Der er også store fordele ved at spille i et symfoniorkester fremfor et operaorkester, når man har små børn. Der er mange aftener væk hjemmefra i Kapellet. Men i sidste ende valgte jeg altså at returnere til Kapellet. De gode kolleger og det skønne instrument, som teatret stiller til rådighed, var tungtvejende grunde”.

Anne er også Kapellets viola d´amore-spiller og taler meget varmt om det instrument; men det kræver tid og fokus, hvis der skal spilles større afsnit på instrumentet. I Janáčeks Katja Kabanova, er der en stor viola d´amore-stemme, hvilket

Anne først opdagede i sommerferien, få uger før premieren, hvor hun i realiteten prøvede at restituere efter en lang og anstrengende sæson. ”Det ville have krævet alt for meget af mig, så det måtte jeg desværre opgive. Men jeg ærgrer mig stadig.”

På Kapellets hjemmeside hævder Anne, at hendes yndlingsværk er Madame Butterfly, men hun korrigerer sig selv: ”Mit yndlingsværk er det, jeg er fordybet i lige nu. Så i dag ville jeg nok sige Tristan”.

Anne taler – ligesom Marcus Wall og Tobias Durholm – meget varmt om Paolo Carrigiani. ”Han er meget følsom, han elsker orkestret og han elsker at musicere. Jeg nyder at spille med ham. Jeg håber han bliver her.”

Anne bor i Søborg med sin mand og to piger, 25 og 20 år gamle (de er egentlig mere eller mindre begge flyttet hjemmefra). De spiller begge. ”Den ældste spiller mange instrumenter, klaver, cello, bratsch og mandolin, og hun har en vidunderlig sangstemme og søger ind på universitetet på arkæologi. Den yngste spiller klaver og en meget lækker og funky el-bas. Hun går på Musikvidenskab.”

Når Anne ikke spiller i Kapellet har hun brug for at strikke og hækle. ”Håndarbejde, det repetitive, er min stressventil! Det er meget afslappende. Og desuden elsker jeg at lave mad!”

En anden stor interesse er astrofysik. “Jeg er meget fascineret af universet og beundrer de mennesker, der har den matematiske tæft, der skal til for at forstå fysikken bag alle formlerne”.

Annes mest mindeværdige oplevelse med Kapellet var en koncert i Ribe Domkirke i 2017, hvor de bl.a. spillede forspillet til Wagners Parsifal. Michael Boder dirigerede og Parsifal har altid haft en helt speciel plads hos Anne, så det står for hende som en helt speciel oplevelse. Særligt på grund af den skønne akustik i kirken.
Desuden Schuberts C-Dur symfoni med Paavo Berglund i Tivolis Koncertsal, dengang Kapellets koncerter var i Tivoli.

”Pt. fylder kammermusik ikke så meget for mig. Det er svært at få tid og kræfter til det. Men i ca. 10 år har jeg instrueret kammermusik på Askov Højskoles Kor- og Kammermusikkursus en uge hver sommer. Det er meget inspirerende at opleve kursisternes entusiasme og spilleglæde.”

”Hvad er en god dirigent?” Anne griner og siger, ”Det er en, som ikke er i vejen, som vil noget, og som kommer med en masse godt. Hvis dirigenter spænder, kommer jeg også til at spænde. Jeg kan komme til at løfte skuldrene, hvis dirigenten gør det.”

Af specielt markante dirigenter fremhæver Anne Paavo Berglund, Simon Rattle, Jiri Kout, Friedemann Leier og Dietfried Bernet. Sidstnævnte dirigerede en del i begyndelsen af Annes tid i Kapellet. Anne sætter pris på dirigenter, som kan underbygge Kapellets klang, og her kommer dirigenten fra den nyligt afholdte succesrige Kapelkoncert, Osmo Vänskä ind i billedet. Og der er mange, mange andre skønne dirigenter.

Hun glæder sig også meget til samarbejdet med Kapellets kommende chefdirigent Marie Jacquot.

”Er Kapellet/DKT en god arbejdsplads?”

”Grundlæggende ja. Jeg føler mig privilegeret over at sidde i en flok af gode kolleger. Jeg beundrer dem alle sammen.” Anne fremhæver i øvrigt arbejdsklimaet og korpsånden i Kapellet som noget helt enestående.

”Men kapellet er for lille i forhold til arbejdspresset. Jeg har ondt i hele kroppen efter en uge med kapelkoncert, to balletforestillinger og i aftes Tristan! Man er dybt fokuseret på at komme igennem uden skader.”

Anne deler Tobias Durholms forhåbning om, at Martin Brommann vil få en positiv indvirkning på planlægningen. ”Som det er nu, kan jeg godt blive lidt bange for at blive kørt i sænk, og blive “spyttet ud” hvis fysikken en dag ikke holder”.

”Jeg har brugt megen tid på at få en god teknik – også en god ”siddeteknik”. Vi sidder ikke ned, vi ”sidder op”. Anne har haft stort udbytte af at arbejde med Ellen Müller-Preis, tysk olympisk fægter (!), som senere underviste i kropsholdning. Anne har fået mange øvelser af hende, øvelser, som egentlig er sangerøvelser, men som også andre kan have stort udbytte af.

Når Anne spiller f.eks. Tristan og Isolde er hun overrasket over, hvor hurtigt fem timer og et kvarter går. ”Når man begynder forspillet til Tristan, skal man ikke tænke over, alt det, man skal igennem. Den er hård at spille, men det er så fantastisk musik. Aftenen flyver af sted – åh, her kommer det tema og det tema og den klang.” ”Dagen efter har man ondt i hele kroppen, og ens hoved er også på arbejde på en helt anden måde.” Det tager tid at falde ned. Man kan ikke bare gå hjem og børste tænder og lægge sig ned og sove. Der er for meget adrenalin i systemet.”

Annes bratsch er et tysk Jacob Meinertzen-instrument. ”Den er meget høj og lidt ”rundmavset”, men smal. Den har nogle lidt specielle dimensioner. Et dejligt instrument.” Den har tilhørt teatret i mange år, men under ombygningen i 80’erne forsvandt lister med oversigt over instrumenterne, og hvem der har spillet på dem, så man ved ikke præcis, hvor længe den har været i Kapellets eje. Man mener, at den har være teatrets siden en gang i starten af 1700-tallet.

Og den har formodentlig været med til danmarkspremiererne på Mozarts operaer.

Anne spiller på det samme instrument også uden for huset og betaler selv forsikringen, som dog ikke er så høj som for en Stradivarius!

Tak til Anne for en spændende snak om alt muligt.