Tirsdag d. 3. september havde Det Kongelig Kapels Venner sæsonens første medlemsarrangement. Vi havde inviteret Det Kongelige Teaters nye chefdirigent, Marie Jacquot, til en hyggelig snak om hende, om teatret, om opera og musik i bred almindelighed.

Lad det være sagt med det samme: Marie Jacquot er et usædvanligt charmerende, venligt og imødekommende menneske, som gav os en aften, vi sent vil glemme.

Vi talte om den netop overståede Kapelkoncert, og som formodet var det bagvedliggende tema Yngre Komponister. Wolfgang Amadeus Mozart var under tyve, da han skrev violinkoncerten i D-dur, vi hørte. Erich Wolfgang Korngold var 15, da han skrev sin Sinfonietta, og selvom Richard Strauss var tæt på 30 år gammel, da han skrev Till Eulenspiegel, så kom han med i dette ungdommelige selskab som alderspræsident, muligvis fordi Richard Strauss viser sig at være hendes yndlingskomponist (Hun vil meget gerne dirigere Rosenkavaleren!!).

På spørgsmålet, om hun havde mødt modstand på grund af sit køn (dirigentfaget har trods alt i århundreder været udelukkende for mænd) kunne hun svare benægtende. Hedes alder havde i højere grad givet hende problemer – ikke så meget fra dirigentkolleger, men fra ældre musikere – specielt kvindelige musikere(!).

Vi talte lidt om hendes karriere som tennisspiller, og undertegnede anbefalede hende (og andre) at læse Timothy Gallweys klassiske tennisbog, The Inner Game of Tennis, som ikke kun er en bog om tennis, men som har været næsten en bibel for musikere til at overvinde nervøsitet og præstationsangst.

Marie Jacquot rejser jo meget, og jeg spurgte, hvordan hendes privatliv harmonerer med hendes arbejdsliv, og hun kunne berette, at hun for nyligt er blevet gift. Stort Til Lykke!

Vi talte også om, at hun på et tidspunkt spillede basun, og at hun faktisk havde spillet i et symfoniorkester – ikke et professionelt orkester, men hun har dog oplevet at være en af dem, der skulle følge en dirigent. Tre ”danske” dirigenter, David Riddle, Jesper Juul og Giordano Bellincampi var, eller er stadig, basunister – mon der er en sammenhæng? Hun tænkte lidt over det, og mente, at det måske havde noget at gøre med, at man som basunist bruger megen tid på at ”tælle takter”!

På spørgsmålet, om man på et tidspunkt ville opleve hende dirigere Wagner, forstod man, at hun langsomt bevæger sig ind i denne komponists komplekse verden. Hun tilbragte for nyligt en hel sommerferie med at lytte alle Wagners operaer igennem, og man fik indtrykket, at hun bestemt fandt det spændende. We can hardly wait!! Hun fortalte, at hun var blevet tilbudt at dirigere Tannhäuser i Bayreuth, men at hun takkede nej. Hun fandt, at det var for tidligt i hendes og Wagners ”forhold”!

Hun har også dirigeret ballet, og som Michael Schønwandt påpegede, da han gæstede os, så er tempo i ballet ikke noget, man kan tage let på. Jacquot har oplevet, at der i den samme ballet kunne være forskel på danserne, og dermed små tempovariationer, samt at ”problemet” er, at man som balletdirigent ideelt set bør sidde ved samtlige prøver, selvom der for dirigenten egentlig ikke er så meget at lave på disse prøver.

Til vor store glæde, er hun optaget af, at alle faggrupper, sceneteknik, administration og ledelse og alle kunstarter, ballet, opera og koncert udvikler sig og får de bedst mulige forhold– helt klart ud fra tesen om, at man yder mere og bedre, hvis man er tilfreds med arbejdsbetingelserne. Så mangler vi bare, at politikerne finder lidt flere penge til teatret i almindelighed og Kapellet i særdeleshed!!!

Særligt ønskede hun for Kapellet, at det ville blive muligt at turnere en gang i mellem. Men det kræver et større orkester, så der kan afholdes forestillinger, mens størstedelen er på turné. Kapellet har ikke den størrelse, det burde have, til at klare den ambitiøse strategi på teatret. Ej heller er det økonomisk muligt at leve op til de lønmæssige krav ved rekruttering af solospillere i fremtiden. Marie ønskede at arbejde for, at forbedre vilkårene for orkestret.

Et andet emner er de mange historiske tjenesteinstrumenter, som ikke egner sig til moderne orkesterspil, men som kunne indbringe mange penge på det internationale marked. Det ville kunne finansiere indkøb af instrumenter, som Kapellets musikere rent faktisk kunne få glæde af.

Fleksibilitet er nok det, som hun – ud over orkestrets klang, først og fremmest strygerklang – sætter størst pris på ved Der Kongelige Kapel.

Efter en lille pause var det de talstærkt fremmødte medlemmer, som stillede spørgsmål om alt muligt. Der blev bl.a. spurt til, om hun ville gøre en indsats i forhold til børn og unge. Det er absolut et område, som interesserer hende, men hun mente, at der allerede gøres en meget stor indsats fra teatrets side, netop for vore yngre medborgere.
Inden vi havde set os om, var der gået tæt på to timer, og vi måtte slutte denne spændende og udbytterige aften. Marie Jacquot scorede en sal fyldt med fans denne aften. Vi er alle fortrøstningsfulde mht. fremtiden for Det Kongelige Kapel og for Det Kongelige Teater med hende som chefdirigent.

Stor tak til Marie Jacquot for at tage sig tid midt i et travlt forløb på operaen til at tale med venneforeningens medlemmer.

 

Poul Elming
Formand DKKV