Solofløjtenist BRIT HALVORSEN

Af Poul Elming, formand for Det Kongelige Kapels Venner

Mit næste interview-”offer” er solofløjtenist Brit Halvorsen. Hun er norsk og kommer fra en lille by i Gudbrandsdalen.

Brit har fået sin uddannelse dels på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, dels på Conservatoire National Supérieure Musique et Danse de Lyon og dels på Carnegie Mellon University i Pittsburg, Pennsylvania.

Hvorfor skiftede du uddannelsessted? Var der bestemte lærere, som du gerne ville arbejde med?
Ja! Jeg begyndte på Det Kongelig Danske Musikkonservatorium, men fik et udvekslingsår, hvor jeg valgte at studere hos Philippe Bernold i Lyon. Derefter kom jeg til Pittsburg, også på grund af en lærer, Jeanne Baxtresser, mangeårig solofløjtenist i New York Philharmonic.

Inden for messingblæsere er der en amerikansk ”skole” og en europæisk, hvor der igen er forskel på tysk, fransk og engelsk messing. Er der tilsvarende forskelle mellem kontinenterne, når vi taler fløjte?
Ja, men ikke i så høj grad som hos messingblæserne – i hvert fald ikke mere. Musikere emigrerer, og det udvisker forskellene.

Er det trist, er noget gået tabt?
Jeg lader mig inspirere af de mennesker, jeg arbejder sammen med, mere end holder på, at det skal være sådan og sådan!

Ligger forskellen i klangen, frasering eller..?
Klangen ja og også den måde, man bruger vibrato. Hvis man hører ældre indspilninger, vil man høre stor forskel på, hvordan man bruger vibrato.

Jeg har aldrig tænkt på, at der er vibrato hos fløjtenister!
Det er der meget, men det er jo godt, for så har det været en naturlig ting. Du har hørt dygtige fløjtenister.

Du er medlem nr1062. Hvornår blev du medlem af Kapellet?
Jeg begyndte i 2013 på prøve. Jeg blev så fastansat i februar 2014.

Har jeg forstået det ret, at du som solofløjte ikke skal spille piccolofløjte?
Det er næsten rigtigt!! Der er en ansat til specifikt at spille piccolo, og der burde være to, men den ene plads er ikke besat. Gruppen burde være på fem fløjtenister, men vi er kun fire! Vi har ikke været fuldt besat i 8-9 år!! Men vi har brug for alle fem. Med det repertoire, vi spiller, er der så
meget piccolo, at vi har brug for de to piccoloer.
Og så må du spille piccolo?
Ja, en sjælden gang i et værk, og hvor det er ”skiftestemmer” – en piccolostemme er tit en skiftestemme, hvor man spiller en hel del på fløjte, og hvor der er passager, hvor man skifter til piccolo, og det kan forekomme både i første-fløjten og i anden-fløjten, som så skal skifte til piccolo.
Det står angivet i partituret?
Ja, når det er partiturbestemt, det vil sige, de gange, hvor der står piccolo i 1. fløjtestemmen, så har vi pligt til at spille det.  Og jeg spiller naturligvis alle værker med piccolo, men det er sjældent, der står piccolo i min stemme, men f.eks. i Carmen er der en passage for to piccolofløjter, og den opera er skrevet for to fløjter.

Hvad er solofløjtespillerens opgave i forhold til gruppen? Du er jo gruppeleder!
Det er jo flere opgaver. Det er ikke som i violinerne, der skal koordinere strøg. Vi har jo hver vores individuelle stemme, og jeg skal ikke fortælle de andre, hvordan de skal spille deres stemme. Vi har jo en slags hierarki, kan man sige – ikke sådan fra oven og ned, men hvis der er noget i træblæserne, der ikke helt fungerer – f. eks. intonation eller frasering, så er jeg den, der sidder tættest på de andre gruppeledere – første obo sidder til venstre, første klarinet sidder lige bag mig og første fagot sidder lige ved siden af førsteklarinetten.

Så der er sådan nærmest en ”brain-trust” samlet i midten af træblæserne
Ja, og min opgave er både at videreformidle den kontakt mellem solospillerne, både hvis jeg kan høre, at der noget, som vi laver, som ikke passer sammen med det, de andre laver, og jeg har også ansvar for at vise vores timing, fysisk med min måde at spille på, min måde at trække vejret, vores ansatser – hvornår starter vi osv.

Så der ER lidt ligesom strøg hos strygerne?
Nej, det er jo ikke noget, jeg kan skrive ind i stemmerne. Jeg må opleve, hvordan det fungerer i praksis. Så det er både noget med mit spil, men også hvordan jeg bruger min fysik til at vise: nu gør vi sådan her, men også den verbale kommunikation – ”er der nogen herovre, der siger noget, som jeg skal kommunikere videre!” Men vi er gode i vores orkester til at sørge for, vi er ligestillede.
Men f.eks. i kommunikation med dirigenten er det mest praktisk, hvis vi har et problem, at det så er førstefløjten, der tager den snak.

Du nævner på Kapellets hjemmeside dine yndlingsværker: Rosenkavaleren, Die Frau ohne Schatten, Brahms´ symfonier, 2. sats af Prokofjevs violinkoncert nr. 2 og Sjostakovitjs 8. og 9. symfoni. Der er ikke en eneste fløjtekoncert! Hvorfor lige Prokofjevs violinkoncert?
I dag ville jeg nok nævne andre og flere yndlingsværker, men Prokofjevs Violinkoncert har en speciel plads hos mig. Min mand og jeg blev gift i 2011, og vi dansede faktisk brudevals til netop dette stykke musik.

Du er gift. Er din mand også norsk?
Ja.

Og hvad laver han?
Han er fagottist i Radiosymfoniorkestret.

I interviewet på Kapellets hjemmeside fortæller du, at din datter er næsten et år gammel. Hvor gammel er hun nu?
Hun er otte år!! Og der er også en lillebror, som er tre år!

Du fortæller, at din største musikalske oplevelse var en koncert med Schuberts oktet til kammermusikfestivalen i Stavanger. ”Schuberts musik fortættet i kraft og udtryk. Jeg blev fuldstændig blæst omkuld”! Spillede du selv med?
Nej!

Hvorfor ikke?
Der er ikke fløjte i det værk (touché)! Men der er en fagotstemme, og min mand spillede med. Jeg var tilhører, men det var en meget personlig fortolkning og en helt særlig kontakt mellem musikerne.
Vi havde også en meget speciel koncert med Kapellet i 2018 i Moskva med vores nu afdøde chefdirigent, Vedernikov, hvor vi spillede Brahms´ 4. Symfoni og Saint Saëns cellokoncert. Koncerten var måske ikke helt politisk korrekt, idet den var finansieret og arrangeret af en rig oligark, men rent musikalsk var det stort. Og det var min aller-allersidste koncert med Kapellet, fordi vi havde besluttet at flytte hjem til Norge, min mand, vores datter og jeg. Jeg havde søgt et job i Norge. Jeg fik orlov fra Kapellet og fik en stilling i Kringkastingsorkestret i Oslo. Og vi tænkte, at nu skulle vi hjem, og vi sagde farvel til alt her i Danmark, og fordi det så var min sidste koncert med Kapellet og ikke mindst på grund af Vedernikov, var det en meget speciel koncert. Vedernikov kunne virkelig samle os, når vi SKULLE samles, og det gjorde han til den koncert.

Hvor længe blev du så i Kringkastingsorkestret?
Vi blev der kun én sæson.

Hvorfor ikke længere?
Det er et godt spørgsmål. Der var flere årsager.

Savnede du Kapellet?
Ja!

Og din mand savnede Radioorkestret?
Han havde ikke et orkesterjob deroppe. Han havde et undervisningsjob og spillede freelance, så han savnede det meget, men vi skulle prøve det. Det havde vi talt om lige fra vi mødtes – i Malmö, hvor jeg spillede i Symfoniorkestret i fem år, inden jeg begyndte i Kapellet.

Du siger, at din mest mindeværdige oplevelse var Die Frau ohne Schatten på Operaen i København, hvor du var med, FØR du blev ansat, og at du blev betaget af den stærke energi i graven og af det at spille opera. Havde du ikke spillet opera tidligere?
I min studietid havde jeg vikarieret, men det at sidde midt i noget, som et tandhjul i et stort maskineri, var helt specielt.
Men det er det jo også, når du spiller symfonikoncert?
Ja, men det er ikke helt så stort – der foregår jo noget på scenen, som man også har kontakt til, og du sidder i graven, og publikum er meget tæt på. Vi sidder jo af og til lidt forskelligt i graven, men i netop Die Frau ohne Schatten sad vi lige midt i det hele.

Hvor kommer du fra i Norge?
Fra Gudbrandsdalen, en lille bitte by, som hedder Vågå med færre end 4000 indbyggere.

Hvorfor begynder du at spille fløjte?
Der startede en musikskole. I 1992 blev der indført en lov, som sagde at alle kommuner skulle have en musikskole. Nu kaldes det kulturskoler, med skuespil, dans osv., men dengang var det musikskoler.
Vi havde derhjemme et hammondorgel, som min ældre søster havde spillet på. Da jeg var en fem-seks år gammel, begyndte jeg at spille på orglet. Da jeg var ni år gammel, begyndte musikskolen, og jeg søgte orgel, for det var det, jeg kunne. Jeg søgte også ind på klaver og som tredje fag valgte jeg fløjte. Der var ikke nok, der havde søgt orgel, så det blev der slet ikke noget af. Klaver var der FOR mange, der havde søgt, så jeg fik ikke plads, og så måtte jeg koncentrere mig om fløjten. Så jeg startede på fløjte det første år. Efter et år fik jeg plads på klaver, men spillede fløjte parallelt, men jeg var blevet grebet af at spille fløjte, og så blev det jo sådan.

Hvad er en god dirigent?

Åh! (lang pause).
Måske kan du slet ikke svare på det?
Jo, det er faktisk noget, jeg tænker meget over. En rigtig god dirigent har den udstråling, personlighed og musikalske vilje, der kan løfte hele orkestret. Det handler ikke om håndværk, om slagteknik. Det er mere et spørgsmål om personlighed. Det er et meget interessant spørgsmål, et spørgsmål, vi diskuterer meget blandt kollegerne. Og der er mange meninger om det. Det handler også om, ”er det her en dirigent, der taler til mig” – og det er der andre, der ikke oplever på samme måde, men sjovt nok, når der kommer en dirigent, der har den der udstråling, så er vi fuldstændig enige.
Der kan være dirigenter, der er virkeligt tydelige, og som man føler sig helt tryg ved, hvor man kan læse alt og forstå alt, men så kan der mangle den der personlighed.

Hvilke dirigenter vil du fremhæve?

Michael Boder, som var chefdirigent for Kapellet havde en brændende vilje. Og det var ikke hans kropssprog. Men jeg husker specielt hans Katja Kabanova som helt enestående.
Hvis der står en dirigent, som har evnen til at løfte orkestret, så tænker man ikke over, hvad det er, der sker. Men derimod hvis vedkommende ikke har ”det der”, så hænger man sig meget i, ”hvordan slog han eller hun”. Så kan man ikke bare flyde med. Og så bliver det slagtekniske pludseligt meget vigtigt.

Er det Kongelige Kapel/Det Kongelige Teater en god arbejdsplads?

Ja. Kapellet er en god arbejdsplads.
Ikke det kgl. Teater?
Både og. Vi er jo en del af et stort maskineri, og det er måske ikke altid, der kan tages de hensyn, som er til det bedste for os.

Hvorfor spiller du ikke på Operaen i Oslo.

Altså for det første har der ikke været en stilling på operaen i Oslo, men tænk på det år, hvor vi flyttede hjem til Norge og prøvede at være norske igen.

Så savnede du et eller andet her?
Ja, selvom forskellene er meget små. Jeg har jo boet over halvdelen af mit liv i København og føler mig halvt dansk. Men jeg blev først klar over det, da jeg flyttede hjem og prøvede at være norsk igen. Så savnede jeg et eller andet her. Men vi tager hjem til Norge, så tit vi kan, dels på grund af familie, men også den store norske natur med bjerge. Og jeg har brug for at kommer derop.
Men du er glad for at spille i Kapellet?
Ja!

Vi har i Venneforeningen en fornemmelse af, at I er voldsomt pressede arbejdsmæssigt. Er det også tilfældet set fra din position?

For min position er det ikke som for mange andre. Jeg har jo en solostilling, og den deles med en anden fløjtenist. Vi er to, der sidder på ”samme stol”. Så jeg har jo ikke det samme antal tjenester, som eksempelvis en tuttiviolin.
Men hvis der opstår sygdom, skal du jo stå klar til at træde til?
Ja, det skal jeg, og når jeg ikke har tjeneste, skal jeg øve. Jeg har jo ansvaret alene for min stemme, som jo er meget eksponeret. Jeg skal holde mig i form og jeg skal forberede de næste opgaver. Vi ER jo presset. Vi arbejder meget, og vi er alt for få musikere.

Hvad giver det at spille kammermusik? Er det et godt supplement til at spille i orkester?

Altså det, vi gør i orkestret, er også meget kammermusikalsk, så det er på mange måder et supplement eller forlængelse af det, vi gør i orkestret. Hvis man spiller kammermusik med andre musikere fra Kapellet, så kan man lære dem endnu bedre at kende, til gavn for dagligdagen i Kapellet.

Sidste spørgsmål! Dit instrument? Hvad er forskellen på en guldfløjte og en sølvfløjte? Er det klangen? En guldfløjte er jo ikke lavet af guld. Det er vel en guldlegering? Den er jo ikke lavet af 24 karat guld!

Jo! Det er den!! Min fløjte er ikke 24 karat, men min kollega Nikolais fløjte er 24 karat. Min er 18 karat. Læbestykket er 18 karat og klapperne er 9 karat. En 24 karat fløjte er tungere end en 18 karat. Der er en klanglig forskel på en guld- og en sølvfløjte, men fysikere vil hævde, at der ikke er forskel. Blindtests peger på, at der ikke er forskel på klangen. Den fløjte, jeg har nu, fik jeg for et par år siden. Det er et tjenesteinstrument, altså Kapellets instrument. Den er af mærket Muramatsu og koster ca. 500.000 kr. Jeg prøvede flere forskellige instrumenter, før jeg fik denne fløjte. Jeg – og andre fløjtenister vil sige, at en sølvfløjte klinger lysere end en guldfløjte og jo højere guldkarat jo mørkere klang, men en fysiker vil sige, at det ikke passer, men når jeg spiller på de forskellige fløjter, oplever jeg en forskel, og så spiller jeg også på forskellig måde.
Skal du betale forsikring af din fløjte, hvis du ikke spiller hjemme eller på teatret?
Ja. Det skal jeg.

 

Tusind tak til Brit Halvorsen for et spændende interview, som i hvert fald gav mig en masse informationer om at være norsk og at være solofløjte i Det Kongelige Kapel.