Tobias Durholm i samtale med Poul Elming

Et symfoniorkester bliver nemt opfattet som en stor gruppe, hvor de enkelte musikeres personlighed, familiære og uddannelsesmæssige baggrund, deres holdning til livet og til musikken er ukendt for os som publikum. I mit forsøg på at gøre medlemmerne af et Kongelige Kapels medlemmer mere synlige for os som tilhørere, er jeg nu nået til interview nr. 2. Igen har jeg trukket lod, og valget faldt på koncertmester Tobias Durholm, kapelnummer 978.

Jeg havde en særdeles behagelig og interessant snak med Tobias. Han er et overordentligt behageligt menneske at være sammen med, og han er meget reflekteret om det at spille i orkester, spille kammermusik og i det hele taget alt det, som er vigtigt for en musiker, og som er med til at give os en helt speciel oplevelse, hver gang Kapellet spiller.

Han er gift og har to børn, en pige på 19 fra første ægteskab og en lille sprællevende knægt på tre. At være koncertmester og far er en stor logistisk øvelse, men det giver Tobias enorm glæde og tilfredsstillelse.

Han er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, på Manhattan School of Music og på Oberlin College i Ohio. Han forklarede, at han på DKDM havde haft den fremragende violinist og underviser, Milan Vitek som lærer. Efter afslutning af konservatorieuddannelsen mente Milan, at han skulle tage timer hos Sylvia Rosenberg på Manhattan School of Music. Det var imidlertid ikke noget lykkeligt samarbejde, og Tobias ringede til Milan, som var flyttet til Oberlin College i Ohio. Tobias fik ved Milans mellemkomst kontakt med det legendariske violinægtepar, Roland og Almita Vamos. Stor succes!

I 1995 rejste Tobias tilbage til København og vandt en stilling i Kapellet som tuttispiller og startede d. 15/5. Senere var der en intern konkurrence i Kapellet, hvor han fik en position som solospiller, og fra 1997 har han været koncertmester.

Vi talte en del om koncertmesterens opgaver, pligter og position i orkestret. Vi talte bl.a. om strøg! Er alle klar over, at det er resultatet af mange forudgående overvejelser og anvisninger fra – normalt – koncertmesteren, at alle spiller med samme strøg – altså at ingen stryger ned med buen, når de andre stryger op? Indimellem kommer der anvisninger fra en dirigent, som ved noget om strøg – eller (Tobias´ formulering!) tror, han ved noget om det!! ”Et godt strøg betyder noget for en frases forløb, og hvordan det lyder.” ”Der er tusind meninger om strøg, men i sidste instans er det koncertmesteren – måske sammen med dirigenten, som træffer den endelige beslutning.
Desuden er koncertmesteren orkestrets mand i kommunikationen mellem orkester og dirigent, og til forestillinger sidder den samme koncertmester på 1. stol på 1. pult. En af de øvrige koncertmestre sidder på 2. stol og kan veksle fra aften til aften.

Tobias elsker at spille strygekvartet. Han har siden 2008 spillet i Arild Kvartetten. At spille kvartet er vigtigt for Tobias.

”Jeg har behov for at høre mig selv, hvilket er noget helt andet i en kvartet end i et orkester, men at spille i orkester er jo også i realiteten at spille kammermusik”.

Tobias føler, at han bliver en bedre orkestermusiker af at spille strygekvartet. Kammermusik er også en måde at finpudse de musikalske og instrumentale evner.

En af de helt store oplevelser for Tobias var, da Simon Rattle i 2013 fik Sonning-prisen og dirigerede Kapellet i en mastodont-koncert: Sibelius’ 7. symfoni, Hans Abrahamsens Dobbeltkoncert for violin, klaver og strygeorkester, Carl Nielsens 4. Symfoni og som ekstranummer Dvoraks Slavisk Dans op. 72. ”I må have været trætte bagefter?” spurgte jeg. ”Nej ikke trætte. Man er høj!”

Interessant var det, at selvom Rattle ikke var til mange prøver med orkestret, klang det pludseligt helt anderledes. Hvorfor klinger et orkester forskelligt med forskellige dirigenter? Det filosoferede vi en del over, men kom ikke frem til en entydig forklaring. Nogle dirigenter inviterer/inkluderer, og nogle dirigenter får musikerne til at spænde af og andre absolut ikke! Spændende emne.

Tobias fremhævede også jubilæumskoncertens dirigent, Gabor Takács-Nagy, som Tobias håber at se på Kapellets podie igen. Takács-Nagy er selv en erfaren kvartetspiller, så måske netop derfor er kemien mellem de to helt i top?

På Kapellets hjemmeside så jeg, at Tobias, når han ikke spiller i orkestret, ud over at spille kvartet sejler Hobie Cat!! Det er en ret lille lynhurtig katamaran. Desværre har Tobias ikke tid til den syssel mere, men han elsker at sejle. Jeg ville høre, om ikke det er farligt for en violinist at sejle – man kan få en finger i klemme, eller forstrække en muskel. Tobias mener ikke, det er farligere end at køre på cykel!

”Hvad er en god dirigent?”. Vi har været omkring det, men kort sagt, en dirigent, der viser tillid og ikke vil kontrollere for meget, som ”inviterer” og inkluderer.

”Hvilke dirigenter ud over Rattle vil du fremhæve, og hvorfor?” Paolo Garignani er den Kapellet har set mest til på det seneste, og der er tydeligvis en gensidig respekt. ”Han har i realiteten været chef for Kapellet”. Vi håber alle, at han bliver hos os.

”Er Kapellet/DKT en god arbejdsplads?”

”JA! På 29. år er jeg glad for at være her.”

”Vi har i Venneforeningen en fornemmelse af, at I er voldsomt pressede arbejdsmæssigt. Er det også tilfældet set fra din position?” Det kunne Tobias bekræfte. Der er perioder, hvor man ikke ser meget til sin familie. I Kapellet ser man meget frem til samarbejdet med den nyansatte musikdirektør, Martin Brommann. Med hans kendskab til arbejdet i Kapellet (han har tidligere spillet obo i Kapellet) er der en forhåbning om, at med Brommann som medlem af ledelsen vil man kunne undgå de værste planlægningsblamager, så man ikke skal spille mange store produktioner samtidigt.

Til slut bad jeg Tobias fortælle om sin violin. Tidligere havde han spillet på Kapellets Stradivarius. På mange måder et enestående instrument, lidt pågående i klangen – man måtte hele tiden passe på, at den klangligt ikke blev for pågående, men til gengæld var der en klar følelse af, at instrumentet kunne høres i alle dynamikker, selv de allersvageste. Problemet var, at når man som Tobias spiller koncerter uden for teatret, må han selv forsikre violinen, et beløb på 60.000 – 65.000 om året, hvilket oplagt er meget voldsomt.
Til gengæld har han overtaget sin fars franske Lupot-violin. Tobias´ far, Mogens Durholm var selv et højt estimeret medlem af Det Kongelige Kapel.

Et spændende og – for mig – udbytterigt interview var til ende. Tak til Tobias for at stille sig til disposition midt i en travl tid med forestillinger, kammermusik og barnepasning.

Poul Elming
Formand DKKV

Hvis du vil høre en sats fra Beethovens Opus 135, så klik her.