KLOKKERNE KOMMER
Klokkerne er skabt til at fuldende lydbilledet i tredje akt af Puccinis opera Tosca. Fra toppen af Engelsborg hører den dødsdømte Cavaradossi de tidlige morgenklokker fra forskellige kirker rundt om den store borg i Rom. 11 klokker i alt med Peterskirkens store klokke som den største og dybeste. Klokkerne kan imidlertid også bruges i mange andre forestillinger og symfonikoncerter.
Foreningen brugte det meste af 2022 på fundraising hos fondene og fik stor støtte af Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Beckett-Fonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
I december 2022 var beløbet på 1,1 mio. kr. sikret, og kontrakten med leverandøren kunne underskrives.
Støbningen fandt sted i marts-april på det berømte klokkestøberi Koninklijke Eijsbouts Klokkengieterij i Asten, Holland. Foreningens formand, Poul Elming, og idémanden bag hele projektet, janitsharen Mads Drewsen fra Det Kongelige Kapel, tog til Asten den 26.-27. marts 2023 og overværede de første støbninger. Med dem var den daværende kapelchef Jesper Rützow.
Fondene fik indgraveret deres navne i hver sine klokker som tak for den økonomiske støtte til projektet.
Den 5. september 2023 ankom de færdige klokker til Operaen. 1,8 tons bronze. Den største klokke vejer 545 kg. Den næste 457 kg. og gradvist nedad i vægt til den mindste på 29 kg.
Den store overrækkelse og demonstrationen af klokkernes magt i fuld funktion i tredje akt af Tosca fandt sted ved nytårskoncerten den 30. december 2023, hvor Poul Elming holdt en lille overrækkelsestale, og teaterchef Kasper Holten takkede for gaven på Det Kongelig Teaters vegne.