Lars Holmgaard og tubaen

Den 11. april inden den åbne prøve på Tristan og Isolde havde Kapellets tubaist, Lars Holmgaard, givet sig tid til at demonstrere sit instrument for os fra foreningen.

Lars er en virkelig god formidler og havde med billeder på mobilen og mange demonstrationer af instrumentets egenskaber – både teknisk og musikalsk – os tilhørere i sin hule hånd.

Han fortalte om tubaens historie som et relativt nyt kapitel i symfoniorkestrets historie, da den først i slutningen af 1800-tallet begyndte at gøre sig gældende som den dybe, varme, bund for messingblæserne og også for hele orkestret (sammen med kontrabasserne). Tubaen findes som bastuba (stemt i F eller Es) og som kontrabastuba (stemt i C eller B). Der findes også de mindre tenortubaer, eller euphonium.

Lars havde både sin Es-tuba og dens dybere storebror, C-tubaen, med og demonstrerede både deres højde og deres imponerende dybde. I den video, billedet herunder er linket til, fik fotografen skåret den allersidste og allerdybeste tone fra (og ærgrer sig stadig), men dybden af instrumentet fremgår alligevel klart. Og som Lars siger i videoen, er det alligevel en tone, kun elefanter kan høre.

Lars viste os hele den sindrige konstruktion med ventiler og rørføringer, der var nødvendige at opfinde, for at tubaen kunne få den rolle som både bund i orkestret og også som solistinstrument i egne koncerter.

Et virvar, men et smukt ordnet virvar, af rør og ventiler sætter i kombination med de forskellige naturtoner, tubaen har, tubaisten i stand til  at udføre musik i alle tonearter. Men som Lars forklarede, der skal øves hver dag, og intonation er altid noget, der trænes.

Tubaen er en ordentlig kleppert. Tubaisten løfter sit instrument på 10 kilo op fra gulvet og sætter det ned igen mange gange til hver prøve og hver koncert eller forestilling. Det kræver biceps.

En tuba kræver mere luft end noget andet blæseinstrument i symfoniorkestret. Bare den kop, som læberne skal sættes mod og forme tonen i, er noget af en tekop. Det betyder, at tubaisten må tilrettelægge sit spil, så der kan placeres flere hurtige vejrtrækninger, end de andre behøver, og alligevel få det til at lyde flydende og legato.

Lars sluttede af med at fortælle om tubaistens arbejde i orkestret, og hvad der gør det sjovt at være tubaist. Bl.a. når Prokofjevs Romeo og Julie er på programmet.

Tak for en spændende introduktion til fundamentet for det hele.