Mit interview med Kapellets solooboist Joakim Dam Thomsen førte mig igen hen i et hjørne af Operaen, som jeg ikke tidligere havde besøgt, nemlig oboværelset! Et ganske lille beskedent rum på samme niveau som prøvesalen i -5. Men der var to stole og et bord, netop hvad vi behøvede.

Joakim bor i Danmark, er gift, og har tre børn.

Joakims far var violinist og forstander for Frederiksberg Musikhøjskole. Da Joakim var en seks – syv år gammel, sagde hans far, at han skulle gå i skole på Zahles, selvom det lå ganske langt fra hjemmet på Frederiksberg. ”Deres musiklærer hedder Minna Hess Thaysen. Hun holder korprøve hvert spisefrikvarter. Ta´ nu derover.”
”Og jeg var flov og ville ikke noget som helst. Jeg tog derover og fik kylet en stak noder i hovedet. Man strømmede ind i festsalen, og så kom Minna og råbte alt muligt, og så havde hun en stak noder i et chartek, som hun bare kastede ud, og så greb man bare et eller andet. Så gik hun i gang ved flyglet, og så var det bare om at brumme med. Og jeg tænkte, at nej, det kan jeg ikke det her. Jeg stod lidt omme bagved og tænkte, nej ellers tak. Jeg syntes, hun var sjov, men jeg turde ikke rigtigt. Da jeg så var en 11-12 år, fik jeg en obo, og så gik der ikke mere end et halv år, så fik jeg lov at være med. Minna fik hurtigt øje på mig, og der fik jeg virkeligt ”vind i sejlene”. Jeg tror, at jeg måske har spillet 200 koncerter med Minna. Det var en vridemaskine, som også andre i Kapellet har været igennem. Hvis hun levede i dag, ville jeg fortælle hende, hvor meget hun har betydet for mig. Årets begivenhed var de der Røde Kors koncerter i Trinitatis.

 

 

Hvorfor begyndte du at spille obo?

Min far havde et kor på Musikhøjskolen, og de skulle lave G-dur Messen af Bach. Der var jo tit musik på stereoanlægget dengang. Jeg lyttede mest til ABBA og levede som enhver anden dreng på 10 år. Jeg syntes, det var meget kedeligt at være med til min fars koncerter. Jeg syntes, det var håbløst, og ville alt muligt andet. Men da jeg hørte G-dur Messen, var det som at blive ramt af Amors pil. Jeg hører de der to oboer, der ligger og spiller i tertser i en bestemt korsats, som jeg stadig husker fuldstændigt. Det ramte mig som en hammer. Og så plagede jeg mine forældre et års tid for at få en obo. Det er jo et lidt eksotisk instrument, og på det tidspunkt ville jeg alt muligt. Den ene dag ville jeg spille fodbold, den næste dag ville jeg have kaniner, så guldfisk og en kat, og jeg ville gå til karate – og nu ville jeg også have en obo. Da der så var gået et år, og jeg stadig plagede, så fandt de i Rødovre på musikskolen en mulighed for, at jeg kunne få lov at prøve en obo, og jeg fik en meget sød obolærerinde, som hed Kirsten Jacobsen, gift med Per Jacobsen, solohornist i DR Symfoniorkestret. De lavede også et lille bitte orkester, hvor jeg kom med og vi spillede lidt forskelligt. Så en dag kom deres violinlærer. ”Jeg har den her ejendommelige knægt, som jeg lige tager med. Han er lige begyndt. Han har kun spillet tre uger, men jeg har aldrig hørt noget lignende.” Og så kommer den der lille dreng. Helt vild og utæmmet, for han kunne jo slet ikke spille, for det var helt nyt. Men han kunne lave en tone, og man tænkte, hvad sker der? Og det var Nikolaj Szeps-Znaider. Jeg tror, jeg var 12 og han var vel 9 år Så vi stod der og tyggede tyggegummi og drak kakaomælk og lavede musik, og jeg var jo ikke på Nikolajs niveau, men jeg fandt ud af at lave en smuk tone. Jeg manglede al teknik og erfaring, men kunne ligesom finde en klang, og jeg havde en indre opfattelse af, hvordan jeg syntes, en obo skulle lyde, og så var det ikke svært at finde motivationen. Jeg blev vildt forelsket i det der instrument, og i hele min teenage-tid sad jeg bare og hyggede mig med oboen, mens alle de andre gik på diskotek og dummede sig.

Jeg har to helt specifikke obo-spørgsmål. For det første: hvorfor er det oboen, der giver kammertonen, når orkestret skal stemme?

Jeg tror, at det er fordi, at oboen sådan set ikke skal stemmes. Det der rørblad, det trykker du bare helt ned i oboen, og så skal det være der. Vi har jo ingen skruer eller bøjler, som visse andre instrumenter, men måske er det også fordi oboen har en meget tæt og overtonerig lyd, og hvis det er en anstændig oboist, så kan du høre kærnen i tonen. Andre instrumenter har en overtonerække, som er anderledes, og derfor kan det være vanskeligere at høre kærnen. Anden forklaring kan jeg ikke give.

For det andet: Fortæl lidt om alle oboisters tilbagevendende udfordring (mareridt!): røret. Og hvordan forholdt en dreng på 12 år sig til det?

Altså i starten fik man jo et rør fra sin lærer, og det var, som det var. Halvdelen af tonerne kom ikke, og resten de knækkede, eller sagde PIV, og så indimellem var der et eller andet, der lykkedes. Det første rør jeg havde, spillede jeg vel på et halvt år.

Og det er meget?

Det er sindssygt meget. Det var ikke godt, men jeg havde så meget at lære, så jeg vidste ikke, at det ikke var godt. Men der kom en lyd! Så er spørgsmålet, hvad det er for en lyd! Altså det er et mareridt. Du kan være verdens bedste oboist, men hvis ikke du har et rør, så kan du ingenting. Det er desværre en parameter, man må forholde sig til. Man kan ikke bare sige, at jeg bare vil øve mig og gider ikke forholde mig til røret. Det bliver man nødt til. Man kan sige meget dårligt om det. Det ene er, at det er enormt tidskrævende at lave et rør.

Der er ca. en times arbejde på et rør, fra man starter, til man er et sted, hvor man kan bedømme, om det bliver godt. Og så er det et ud af ti rør, som opnår status af at være ”måske brugbart”!!

Altså hvis man laver det fra grunden, som jeg har lært, og som jeg stadig gør, så er der ca. en times arbejde på et rør, fra man starter, til man er et sted, hvor man kan bedømme, om det bliver godt. Og så er det et ud af ti rør, som opnår status af at være ”måske brugbart”!! Man er jo altid afhængig af træets kvalitet. Det er ligesom druen til vinen. Det er bambus, og det kan være ufleksibelt, det kan være hårdt, det kan være blødt, det kan være tungt. Vi får det fra en leverandør i Sydfrankrig, en leverandør, som vi ikke ved, hvem er. Vi ringer bare og beder ham sende noget op, og så sender han noget. Vi har ingen indflydelse på det. Det er med ”bind for øjnene”! Der er rigtig mange, som ikke bliver til noget. Som ryger i skraldespanden. Det gør ikke noget, at de ryger i skraldespanden midt i en sommerferie, men hvis det er, mens man spiller Parsifal eller Rosenkavaleren, så har man det rigtig skidt, fordi man har så mange af de der afgørende øjeblikke på en obo.

Men har du ikke en tre-fire reserverør liggende?

Jeg har jo altid et eller andet. Hvis man har et godt rør, så spiller man måske ret længe på det. Når man så ved, at det har toppet, så kan man godt sige, at nu lægger jeg det væk. Det her rør kan blive det, der redder mig, hvis ”lokummet brænder”. Så ved jeg, at jeg har det og kan tage det frem. På et tidspunkt dør det også, og så skal der være en ny generation. Man lægger det aldrig rigtig fra sig. Det gode er, at hvis man har et rigtig godt rør, så giver det inspiration.
En fløjte er et dyrt instrument, som altid er, som det er, og har sig selv som reference. Ligesom en sanger, der har sin stemme og sin krop og sin fysik. Vi har hele tiden en parameter udenfor, som vi kan støde hovedet imod, eller som vi kan blomstre ved. Det er en meget anden hverdag, vi har. Jeg forholder mig ikke til, om humøret er godt eller skidt, om min krop er træt, om mine læber er tørre – det er jo sådan noget, som messingblæsere kæmper med. Men røret – RØRET. Er du gal! Og når det så endelig er godt, så er det jo på ”lånt tid”.

Er der ikke nogen, som opfinder noget smart – et engangsrør, der kan buges uendeligt.

Det har man forsøgt, men problemet er, at der er meget lille tolerance. I modsætning til klarinetten har oboen jo to blade, som skal svinge – fagotten har også to blade, men de er meget større. Oboens rør er lille og har en meget hård kompression, og der kommet meget lidt luft igennem. Det er bl.a. derfor, vi kan holde en tone et minut. Vores eneste problem er, at vi dør af iltmangel. Det er ikke luften, vi løber tør for. Det er jo sådan, at hvis vi skal spille en lang frase, så skal vi starte med at puste luften ud. Det er noget med, at vi bruger en liter på en 30-40 sekunder, og vi har en lungekapacitet på 5-6 liter og så kan vi ikke komme af med luften, men skal puste ud, før vi begynder. Men altså: Man har forsøgt at laser printe et rør, men det er ikke godt nok.

Man må ikke spise kiks eller knækbrød. Det ødelægger ikke tonen – der kommer ikke en lyd ud af oboen, hvis noget smutter ned i røret.

Jeg fortalte Joakim om en oboist, som havde spist rundstykker med birkes til morgenmad, og da han skulle spille til en prøve, var der en birkes, som røg ned i røret, og der kom ikke en lyd ud af oboen. Det kunne Joakim bifalde. Man må ikke spise kiks eller knækbrød. Det ødelægger ikke tonen – der kommer ikke en lyd ud af oboen, hvis noget smutter ned i røret.

Nu har vi talt om oboen. Nu skal vi tale om dig: Der står på Kapellets hjemmeside, at du er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Royal Academy of Music i London. Kan du uddybe det? Hvem var din lærer osv.?

Jeg gik hos professor Jørgen Hammergaard, som alle andre. Han var en pragtfuld personlighed.

Spillede han i et orkester?

Han havde i mange år spillet i Radiosymfoniorkestret. En god tid med Celibidache. Han var på ingen måde intellektuel, men en god musiker, med masser af øl, som det var dengang. Så blev han professor på konservatoriet, og det er mig en gåde. Jeg læste korrektur på hans indlæg fra rådsmøder osv., for han kunne jo ikke skrive. Men de skulle vel bruge en solooboist, og udvalget var måske ikke så stort. Men han var min professor, og det gik rigtig fint. Og de fleste oboister af min generation har været ”i kløerne” på ham. Sidenhen var jeg også hos Bjørn Carl Nielsen.

Jeg var inde i en god stime. Alt, hvad jeg rørte ved, lykkedes. Jeg var kommet med i EU’s Ungdomsorkester. Dengang var det helt vildt, hvad vi lavede: Claudio Abbado dirigerede og Jessie Norman sang. Det var helt enormt fine ting, vi oplevede.
Da jeg var 18 år, gik jeg til konkurrence i radioen og vandt en plads, og fik fastansættelse. Men det var et hårdt miljø, og jeg havde svært ved at falde til. Radioorkestret har ændret sig og er et helt andet sted i dag, men dengang var det barskt. Og jeg var så ung og havde så mange forhåbninger og forventninger til, hvordan det hele skulle være, og jeg gik fuldstændig ned. Desuden skete der i den periode forskellige andre ting, som medførte, at jeg blev voldsomt nedtrykt, så jeg tænkte, at jeg enten måtte sige op, eller jeg kunne søge orlov og komme ud og komme væk.
Jeg fik orlov, og de sagde ”Selvfølgelig skal du ud og studere. Du er så ung!” Så tog jeg til Royal Academy i London, men da jeg kom hjem, tænkte jeg ”Jeg kan ikke begynde i Radioen igen ” Jeg havde slet ikke lyst til at komme tilbage! Jeg kom hjem fra London i sommerferien og skulle egentlig starte til august.

Fik du løn, mens du var på orlov?

Nej.

Så du skyldte dem ikke at komme tilbage!

Nej, men nu skulle jeg jo ikke studere mere, så aftalen var, at jeg skulle tilbage, men så var jeg fræk og ringede til min lærer, dengang Niels Eje, som var gode venner med Henrik Goldschmidt, som var solooboist i Kapellet. Vi spurgte, om der var brug for noget assistance, jeg kunne ikke holde ud at skulle tilbage til DR. Og så var der brug for en assistent herinde! Så i 1991 startede jeg som nr. 2 ved siden af Ole Henrik Dahl som soloobo. Efter tre måneder måtte jeg konstatere, at orkestrets kvalitet var meget svingende. Det kunne være ganske godt på en god operaaften, og en god Kapelkoncert kunne bestemt være fremragende. Vi fik jo meget fine dirigenter indimellem, men en dårlig balletaften, det var ”så afgrunden åbnede sig”!  Og der var masser af bajere herinde, og jeg syntes ikke, at mine egen gruppe havde det samme niveau som det, jeg kom fra på DR. Så jeg var sådan underligt forvirret over hele situationen, men så på et tidspunkt var der noget med en lille balletpige, som jeg blev interesseret i, og samtidig havde jeg jo fået en masse kammerater herinde – folk på min egen alder, og jeg var på et sted, hvor det ikke var forbudt at være entusiast.

Og det var heller ikke forbudt ikke at bælle bajere fra morgenstunden!

Nej, præcis. Du kunne gøre det, hvis du havde lyst, men vi var rigtig mange, der ikke gjorde det, eller i hvert fald først bagefter.

 Jeg var på et sted, hvor det ikke var forbudt at være entusiast.

Jeg fik så enormt mange gode venner både i Kapellet og i Teatret i det hele taget. Vi var jo under samme tag dengang. Jeg lærte folk at kende fra alle afdelinger, og jeg blev dybt forelsket i det her sted, og jeg ”øvede armene af” for at vinde det prøvespil, der kom, og heldigvis vandt jeg, kom på prøve og blev fastansat i 1993.

Du er medlem nr. 963. Der står på jeres hjemmeside, at dit yndlingsværk er Wagners ”Parsifal” – Hvorfor det? Ikke at jeg ikke kan forstå det, men ?

Jeg kan ikke i dag kategorisk sige, at det er Parsifal. Efter en god ”Tosca” tænker man, at der vel ikke er noget, der overgår det her, det skulle da lige være en god Mozart-aften eller en fantastisk Verdi-aften, men jeg er utroligt glad for at spille Wagner. Jeg elsker dybsindigheden og de der meget lange stræk, hvor det hele går i stå, og når det bliver så ”omfattende” som Wagner, så går det jo ikke bare ”ligeud”, man har jo ”ups and downs” i løbet af sådan en lang forestilling. Der er ikke noget der bare går godt, man laver ikke bare en super Parsifal. Der er jo det der tidspunkt efter tre og en halv time!! Selvom det går godt, med røret, og instrumentet arter sig. På et tidspunkt så bliver man bare træt.

Jeg ved, at i Bayreuth skifter man visse instrumentgrupper mellem anden og tredje akt.

Det gjorde vi også i Mestersangerne, for der spiller vi hele tiden i modsætning til Wagners andre operaer. Der er simpelthen så mange noder. Parsifal er jo bare sådan en lille tynd bog (!), men Mestersangerne er en ordentlig moppedreng. Da vi spillede den sidste år, spillede jeg den hele, så jeg kunne sige ”check” til det. Jeg spillede tre. Den første var sjov! Den anden var ikke sjov og den tredje var – ”nu har jeg gjort det!”. Det er virkelig hårdt.

Så står der her: min største musikalske oplevelse var en kammerkoncert i Spoleto i Italien for mange år siden! Fortæl. Fortæl!

Det var mens jeg spillede i EU Ungdomsorkesteret, hvor vi rejste med de der store navne. Der er ingen begrænsninger. Der bliver  holdt uendeligt mange prøver. Og når alt så sidder, som en laserkirurg kunne have lagt det, så kommer topdirigenten og sætter kronen på værket. Så vi spillede jo koncerter på et utroligt højt niveau. Det er svært at efterkomme i dag, fordi der er overenskomster, og børnene skal hentes osv, og du skal også spille i aften. Men de begrænsninger var der ikke, og der havde jeg en god aften dernede, hvor jeg tænkte, ”det her, det er bare….”!

Kan du huske, hvad I spillede?

Vi spillede Blæserserenade af Dvořák. Jeg har stadig et kassettebåndet derhjemme. Jeg tror faktisk, at hvis jeg hørte det i dag, ville jeg synes, det var ret godt. Det var bare en aften, hvor alt flaskede sig. Og masser af venner.

Så står der her, at når du ikke spiller i Kapellet, tilbringer du tid med din familie, og du underviser. Det er på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Underviser du andre steder?

Nej det er nok udelukkende der, og så hvis nogen vil have privatundervisning.

Nogle af dine kolleger fortæller, at så ror de kajak, og så er de ude for at fælde træer. Men du tilbringer tid med din familie.

Jeg kan faktisk godt lide at fælde et træ engang imellem, men obospillet er både min levevej og min hobby.

Og det er jo godt at have en familie at komme hjem til. Et åndehul.

Jeg må så sige, at dette sted i mange perioder har udgjort det for en familie. For jeg har jo også været her før, jeg fik familie.

Man har indtryk af, at der er et godt kammeratskab i Kapellet.

Jeg tror, at folk, der ender med at blive i Kapellet, er folk, der godt kan lide ”den ledsagende funktion” til scenen.

 Kapellet er ikke et orkester, der består af 96 ”konger”, som bare skal frem i spotlightet. Så ville man vælge et symfoniorkester.

Det er ikke et orkester, der består af 96 ”konger”, som bare skal frem i spotlightet. Så ville man vælge et symfoniorkester. Så et operaorkester er nok lidt mere godmodigt.

Godmodigt på hvilken måde?

Et godt eksempel er, når vi spiller opera, så ser vi jo tit en maestro slå ned – og så sker der ikke noget!! Så kan man sige, at OK vi kunne godt spille, når de slår ned. Men vi spiller ikke, før de er klar på scenen. Så hvis vi spiller nu, så kommer vi for tidligt. Hvis man ikke gider finde sig i det, kan man jo bare spille på nedslaget og sige ”Du slår ned. Jeg spiller!” Men det giver ingen mening. Vi har jo en følelse af, at ”We are in this together!”. Det skal være i orden. De allermest privilegerede tider er forbi, så der skal hele tiden leveres. Vi skal hele tiden kunne retfærdiggøre vores eksistens. Kapellet har jo også været truet. For ti år siden foregik der jo ting, som man ikke troede muligt. En sammenlægning af Kapellet og Radiosymfoniorkestret var på tapetet.  Det var godt for begge orkestre, at det ikke skete. Det var endt i ingenting.

I rubrikken ”Min mest mindeværdige/sjoveste/mærkeligste oplevelse i Kapellet” har du ikke svaret noget, så jeg tænker, at du må have haft det kedeligt i Kapellet?

Du ved jo. Der er mange! Hold kæft, hvor har det været sjovt af og til. Jo! Den sjoveste forestilling, eller det mest mindeværdige, jeg har været med til, det var engang til Prokofjevs ”Romeo og Julie”. Romeos gode  ven, Mercurtio, blev danset af Alexander Kølpin, men han landede forkert på et tidspunkt i første akt, og han lå ude i kulissen og kunne ikke danse mere, og tæppet gik ned!! Ingen vidste, hvorfor, og ingen forstod noget. Der gik lang tid,  så ringede telefonen, som hænger ved siden af dirigenten. Den havde ALDRIG NOGENSINDE ringet før! Og dirigenten, Harry Damgaard lader som om, han ikke hører den. Han er ved at dø af skræk! Så rejste koncertmesteren, Mogens Durholm, Tobias’ far sig og tager telefonen. ”Det er til Dem”, siger han til Damgaard. Beskeden var, at der skulle springes 285 takter!! Det spredte sig i orkestret, tæppet gik op og vi sprang 285 takter! Og så var der pause – en meget lang pause! Jeg tænkte, at det var da noget sjovt noget det her. Gud ved, hvad der er sket? Vi havde jo ikke hørt noget som helst andet, end at vi skulle springe alle de der takter. I pausen mødte jeg en fra balletten, som forklarede, at Mercurtio var gået helt ned, og der er ikke nogen, der kan hans parti. Men balletchef Frank Andersen sad oppe på balkonen og havde set forestillingen. Han havde ikke danset i 14 år og var måske blevet lidt større og var ikke helt i træning, men han kunne partiet! Så de syede kostumet om til ham i pausen. Så kom han ind og dansede. Jeg har aldrig set en mand være så desperat. Han skulle jo bære de andre ”drenge”, og selvfølgelig var han stærk fra gammel tid, men alligevel, og jeg sad der og ”fik det hele med”. Til sidst så han ud til at være ved at eksplodere. Så kommer duelscenen, hvor han bliver stukket af Tybalt – men han (Mercurtio) slår det hen – ”Det er bare en rift, det er ikke så alvorligt, jeg skal nok klare det”, så han er lidt nonchalant med den der kårde, og så svinger han den over hovedet, og den ryger ud af hånden på ham, og den sejler simpelthen på tværs af scenen og hamrer ind i kulissen lige hen over en af statisternes hoved. Den kunne være røget ud i salen. Det et jo et rigtigt våben.

Eller ned i graven.

Ja, eller ned i graven. Og publikum var begejstrede, ”Nej , hvor er de dygtige. Tænk, at de kan kaste sådan rundt med det hele. Og tænk, at han kan alt det der.” Min mor var inde til forestillingen, og syntes bare, at det var SÅ godt. Og jeg tænkte, at det her er bedre end lørdag aften i TV. Bedre bliver underholdningen ikke.
Men der har jo været mange andre ting. Sidst vi spillede Valkyrien, fik vi Wotans spyd ned i orkestergraven, og det ramte mig og min navnebror, fløjtenisten Joachim Becerra Thomsen på skulderen, mens vi sad og spillede. Pludseligt kommer der et stort træspyd ned i orkestergraven!! Jo. Man oplever meget.

Nu kommer et spørgsmål, som jeg har stillet alle: Hvad er en god dirigent?

Lang tænkepause!
En dirigent kan være god på mange måder! For Kapellet er en god dirigent en, der får det bedste frem i os. Og min erfaring med Kapellet er, at de gode dirigenter er dem, som naturligvis har overblikket, men som ikke er ALT for tydelige! De står ikke og mirco-manager det hele. Jeg kan godt lide, når en dirigent giver os ”større ører”. Hvis det bliver en lille smule ”hvad laver han deroppe? og dirigenten så kan ”suge os” ind i sin egen koncentration, så begynder vi at lytte mere til hinanden. Og så pludseligt finder vi ud af det, kollektivt!

Min teori er jo, at en vigtig ting for Kapellets høje kvalitet er, at I i høj grad spiller kammermusik!

Vi lærer jo at lytte til hinanden og til scenen. Hvis vi ikke lytter til scenen, så fungerer det ikke. Og det nytter ikke at sige, at sangerinden
kommer for sent. Hun står måske 14 meter tilbage på scenen og har måske ikke så megen erfaring, så hun lyder ”sent”. Sådan er det bare. Find ud af det. Alle i orkestret er indstillet på, at vi skal finde ud af det. Vi skal ”lande” det her. Vi er aldrig helt sammen. Vi oplever altid en forskydning. Og det er ligegyldigt, om det er rigtigt eller forkert. Det er bare sådan, fordi vi har den der ”afstands-ting”. Eller hvis der står et kor på bagscenen. Vi hører dem jo ”en halv time” efter, de har sunget. Kapellet består jo af musikere, som har accepteret den præmis, det kompromis. Et operahus er jo ét stort kompromis.

Hvem kan du specielt fremhæve af de dirigenter, du har arbejdet med, og hvorfor?

Vi havde et nært samarbejde med Paavo Berglund i gamle-gamle dage. Han var en indpisker, som trimmede orkestret. Kapellet er ikke et trimmet orkester. Det er et meget ”blødt” orkester. Det sovser jo rundt! Det er vi gode til, og vi får det alligevel til at lande. Vi er ikke sådan et Ninja-orkester eller et amerikansk power-orkester. Og når han kom, så var det godt. Tag jer nu sammen. Så svært er det heller ikke. Da jeg var helt ung, var Solti forbi. Det var også helt fantastisk. Jeg kan godt lide den kvindelige dirigent, Yi-Chen Lin, som dirigerer Rigoletto. Hun har virkelig fået sindene op at koge. Men hun sagde nogle rigtig gode ting. Hende kan jeg godt lide. Hun mangler erfaring, men hun  har noget rigtig godt. Generelt er det meget sjældent, at vi har en dirigent, som får mig til at tabe næse og mund, for de er ikke til at betale i dag. Og det er også svært at få dem til at komme, fordi de skal være her så længe til prøver og mange forestillinger.

Er Kapellet og Det Kongelige Teater en god arbejdsplads?

For mig er det en fantastisk arbejdsplads. Jeg har altid haft det godt. Når jeg ikke har haft det godt, kan det relatere sig til ting, som ikke har noget med arbejdspladsen at gøre.

  For mig er Kapellet og Det Kongelige Teater en fantastisk arbejdsplads.

I perioder har jeg savnet lidt mere ledelse. For teaterchefen er Kapellet en meget stor personalegruppe. Og vi er dyre!

I er også gode!!

Ja. Det kan vi være, men vi er samtidig ikke hovedpersonen.

Men hvis I strejkede, ville der jo ikke være noget!!

Jeg har noteret mig, at det ikke er os, der bliver prioriteret højest. Men hvis vi bliver alt for sure, så bliver man nervøse. For det går ikke, hvis Kapellet ikke er indstillet på at tage et nap. Jeg synes jo, at vi det meste af tiden går rundt og passer os selv – måske også for meget. Heldigvis har  Kapellets egen bestyrelse altid fungeret godt.

Vi føler i Venneforeningen, at I arbejdsmæssigt er meget pressede. Hvordan ser det ud fra din position?

Det er jo et pres at være soloobo!! Men det er som regel afhængigt af, hvordan mine rør er, men hvis der går Svanesøen fem gange på en uge, så er man virkelig træt. Naturligvis mærker jeg, når arbejdsbelastningen er høj herinde. Men det er som regel noget andet, der gør, at jeg føler mig presset. Jeg er sjældent så påvirket af, hvordan det er herinde. Og jeg elsker at arbejde meget.

Hvad kan du fortælle om dit instrument? Er det din egen obo?

Ja, det er min obo, ikke teatrets. En obo er jo ikke så kostbar som visse andre instrumenter, men det er da en udskrivning at købe en ny obo. Jeg er faktisk ikke så glad for mit instrument, men det er den, jeg har! Og jeg kender den som min egen bukselomme. Problemet er at få en ny obo, som udvikler sig godt, og som man lærer at holde af. Jeg har haft mange instrumenter, og lige nu er jeg inde i en periode, hvor jeg tænker, at jeg bare skal lade det være. Jeg kan nok få en ny obo, inden jeg stopper herinde. En obo holder måske ti år, hvis den er god. Det er noget helt andet end en violin. En obo er meget sart. Den er lavet af træ. Men der er over 500 dele i en obo!! Små fjedre, skruer og klapper. Det kan alt sammen blive slidt, og hvis det ikke er justeret rigtigt, så kan den ingenting. Det er jo påvirket af vind og vejr. Lige nu har vi vel en fugtighedsprocent på 30, og min obo vil gerne have, at den ligger på 90! Sådan en obo er en rigtig diva, en lille primadonna!

Så der er ikke så meget at sige om din obo. Du er ikke helt vild med den, men du lever med den.

Selvfølgelig har jeg et forhold til den, men det er ikke helt, som jeg gerne vil. Vi er ikke så gode venner, som jeg godt kunne tænke mig.

Har du haft en obo, du var rigtig gode venner med?

Ja, det har jeg, men de bliver jo ”spillet ned”! Det er ligesom et par sko, som bare er  yndlingsskoene, og på et tidspunkt er man næsten gået igennem sålen, men det er stadig yndlingsskoene. Det er den, man kender, og så ved man faktisk ikke, at den ikke er god. Man tror, den er god, fordi det er mine sko/min obo, og så får man et lidt forkert forhold til, hvordan det er. Så derfor er jeg bevidst om, at den skal på pension, længe før den er pensionsmoden. Så er det ”ud”. Jeg spiller på en obo, som er lidt mærkelig! Den er lavet af en mand i Luxemburg, en mand, som har nogle lidt specielle holdninger, og han er meget besværlig – men han laver et instrument, som i hvert fald passer til mig. Jeg har lige købt en ny obo af ham. Den ligger derhjemme, og den skal frem, når vejret bliver lidt bedre. Det er lidt for koldt nu.

Sådan en obo skal vel ”spilles til”, og hvad sker der i den tilspilningsperiode?

Først og fremmest at instrumentet revner, og det er det mest besværlige. Der er utroligt mange bitte små ”tonehuller”. Boringen øverst på oboen er ikke mere end en to-tre millimeter, og tonehullerne sidder med få millimeters afstand. Træet er fra det såkaldte afrikanske grenadil-træ fra Mozambique. Et lille bitte tørt træ, som vokser meget langsomt, og som er stenhårdt. Det er så hårdt, at når de fælder det, skal der stå en 4-5 mand og gribe det, for hvis det rammer jorden, så splintres det! Så tager man en blok, og laver man en boring, altså oboens boring, et hul, der er to millimeter, og så skal det så bare ligge, og hvis det så slår sig bare en lille smule, så kan det ikke bruges. Hvis man så har et stykke, der virker, så laver man en obo, som sikkert er fremragende, og så begynder jeg eller en anden at blæse 37 grader varm fugtig luft igennem mange timer om dagen, og det kan den som udgangspunkt ikke rigtig tåle!! Så begynder den at revne. Så bliver den utæt, og så kan den ikke spille! Så limer man det, og hvis det ikke er alt for galt, så bliver alt godt.

Og det er ikke noget, man selv kan gøre?

Jeg limer det selv. Det er så svært at få andre til det, og jeg har lært mig, hvordan man gør. Jeg limer selv, men hvis det går meget gennem tonehullerne, eller det er alt for dybe revner, så kan jeg ikke.

Så er det en ny obo?

Ja, ja. Og så kan der også bare ske det, at boringen slår sig en lille smule, og så kan den heller ikke. Boringen, altså ”hullet” er konisk, meget lille for oven og så går det lidt udad i klangstykket. Og hvis det slår sig, så kan den ingenting.

Er det anderledes for en obo end for en klarinet?

En klarinet er mere tolerant. Den har en stor boring, så der er lidt mere plads. Og en fagot, som også er dobbelt rørbladsinstrument, blæser igennem et metalrør, og en fagot er meget større, så en lille forandring behøver ikke være fatal. Hvis man har en fagot, man er glad for, så har man den for livet.

Med alt det besvær, en oboist har, fortryder du så, at du er begyndt at spille obo?

Jeg ville gerne være en fantastisk violinist. Det synes jeg, ville være dejligt. Jeg elsker violinen. Jeg har fundet ud af, at jeg orienterer mig mod sangere og violinister. Hvis man hører en god sanger eller sangerinde, så føler jeg, at det er den optimale måde at producere lyd på.

Det er i hvert fald den ældste måde at producere lyd på!

Det kan du jo sige, og der er ingen ”mellemled”. Det gør jo, at sangeren er meget påvirkelig, men det, synes jeg, har været den største inspiration.
Min far spillede violin, og han underviste derhjemme. Der var nogle af dem, der kom otte – ti år, og det lød stort set ens efter ti år! Jeg tænkte, at det har jeg ikke tålmodighed til!

Og for mig har det været utroligt inspirerende og informativt at tale med Joakim. Jeg har lært meget om oboistens glæder og udfordringer, og herfra skal lyde en uforbeholden tak for et hyggeligt interview

Tekst: Poul Elming