Interview med BENEDIKTE DAMGAARD

Af Poul Elming

I min bestræbelse på at gøre Det Kongelige Kapels medlemmer kendte for medlemmerne af Det Kongelige Kapels Venner er lodtrækningen faldet på et af Kapellets yngste medlemmer, 1. violinisten Benedikte Damgaard. I modsætning til de tidligere interviews mødtes jeg denne gang ikke på Operaen eller Gl. Scene, men derimod hjemme hos Benedikte i hendes lejlighed på Nørrebro. Årsagen hertil er, at Benedikte pt. er på barsel efter at have født en skøn lille dreng på nu fire måneder.

Benedikte er en af de senest tilkomne musikere i Kapellet. Hun er ud af en musikalsk familie, idet både hendes mor og far er professionelle musikere: ”Så det lykkedes ikke æblet at falde langt fra stammen”! Hendes far er den højt skattede pianist og klaverpædagog, professor John Damgaard.

Benedikte er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, men har været på mange masterclasses og boede og studerede på et tidspunkt i Berlin. Hun er elev af den højt estimerede armenske violinist, professor Serguei Azizian, som desværre døde alt for tidligt i 2018. Ikke alene var han en fremragende lærer, men han mente også, at hans studerende skulle have input fra andre, så han sørgede for mange masterclasses med fremragende violinpædagoger.

 

 

 

Efter afsluttet kandidatuddannelse gik hun på to forskellige solistklasser – først som soloviolinist og derefter som kammermusiker.

Hvordan øver du her i en lejlighed på Nørrebro?

Vi har en lydisoleret øveboks, som jeg har købt på Den Blå Avis

Vi har en lydisoleret øveboks, som jeg har købt på Den Blå Avis, så vi har et arbejdsrum med vinduer fra gulv til loft. (Benediktes kæreste, André Pereira, far til den lille glut, er også violinist. Han er fra Portugal og har i flere perioder spillet i Kapellet, både som tutti 1. violinist og som solospiller i 2. violingruppen). Det er enormt dejligt at kunne øve hjemme, særligt når man har sådan en lille ”bavian”!

Benedikte begyndte sin prøveperiode d. 16/1 2023 og blev medlem nr. 1084 i slutningen af 2023.

Hvad er dit yndlingsværk?

Jeg har det med musik ligesom med mad

Jeg har mange yndlingsværker – jeg har det ligesom med mad – én dag er det én ting, man brændende har lyst til, og næste dag noget helt andet. Jeg ville være i tvivl, hvis jeg skulle vælge ét værk, jeg skulle tage med på en øde ø.

Flere af dine kolleger siger, at deres yndlingsværk er det, de spiller lige for tiden.
Jeg skulle lige til at sige det. Det er faktisk også rigtigt. F.eks. indspillede jeg sidste år de tre Grieg-sonater, og når man arbejder med et værk, er det jo det, man er inde i. I efteråret spillede vi ”The Dante Project” – en ballet med musik af Thomas Adès. Det var meget spændende. Og når Mozart er godt, når det går op i en højere enhed, så er det noget af det bedste.

Hvad laver du, når du ikke spiller i Kapellet? Jeg forstår, at du spiller en masse kammermusik. Jeg læser bl.a. om noget, som hedder ”Copenhagen Piano Quartet”. Eksisterer det stadig?
Der er den lille detalje, at bratschisten bor i Prag, og vi har bittesmå børn, så det er lidt på vågeblus, men jeg har spillet mange sonater for klaver og violin med Emil Gryesten. Jeg elsker at spille kammermusik og den kommunikation, der opstår.

Og det synes du ikke, du får ved at spille i Kapellet?

Kapellet er virkelig et ”kammermusikalsk orkester”!

Jo – og det er det, jeg holder af. Man kan sidde til prøver, og så, pludselig til koncerten, sker der noget. Alle åbner ørerne, og alt løfter sig. Det er dér, musikken bliver magisk.

Vi talte om, at det ville være godt for Kapellet at turnere, og at Marie Jacquot arbejder på at arrangere en turné om et par år. Det ryster orkestret sammen og tvinger én til at lytte på nye måder.

Der er mange forskellige hobbies blandt dine kolleger – nogen står på ski, andre sejler. Du har ikke noget lignende i din fritid?
Jeg har nogle gode venner, hvor vi har lavet CrossFit. Det er jo hårdt for kroppen at spille i orkester, og det er godt at bruge de store muskler. Men pt. er det naturligvis ham den lille, der fylder mest. Jeg har lige fået bestilt fire bøger, så jeg kan lære lidt portugisisk – og jeg har også prøvet DuoLingo.

(*CrossFit bygger på bevægelser, der efterligner hverdagens aktiviteter, hvilket gør træningen praktisk og effektiv. ** DuoLingo er en sproglæringsapp. – PE)

Mest mindeværdige/sjoveste/mærkeligste oplevelse i Kapellet?
Der er en god humor i orkestret – lidt drillerier mellem grupperne, især når man har spillet den samme forestilling mange gange. Publikum opdager det sjældent, men det kan være meget underholdende.

Er der specielt mindeværdige oplevelser?
Det er de koncerter, hvor alt pludselig stemmer – hvor man mærker, at noget sker. Det gør det mindeværdigt. Og så er der mange hyggelige folk i orkestret.

Hvad er en god dirigent?

Starten på en frase – indåndingen før – gør en verden til forskel

En god dirigent inspirerer og får alle til at ville følge. Det er væsentligt, hvordan man ånder – indåndingen før en frase gør en verden til forskel for klangen. Nogle dirigenter vil kontrollere alt, men de bedste ved, hvornår de skal give plads. Ved jubilæumskoncerten spillede vi med Gabor Takács-Nagy. Han formåede at få alle til at tænde på samme tid – det var fantastisk.

Hvilke dirigenter vil du fremhæve – og hvorfor?
Det er svært. Jeg synes, der er mange gode. Jeg har oplevet mange store dirigenter i andre orkestre. For eksempel Petr Popelka, der virkelig kunne ånde med orkestret.

Hvordan holder du dig i gang under barsel?

Vi har heldigvis øveboksen, og den lille kan sove på altanen med babyalarm – så det kan godt lade sig gøre.

Er Kapellet/Det Kgl. Teater en god arbejdsplads?
Ja, det synes jeg. Det er et spændende sted med mange dygtige og kreative mennesker. Det kan være hårdt, men der er ikke to dage, der er ens.

Er I pressede arbejdsmæssigt?
Ja, det er rigtigt. Kasper Holten har gjort en stor indsats for at skabe fokus på operaen – men det har også øget arbejdspresset. Balancen skal findes.

I bevæger jer mod grænsen?
For mange er det over grænsen. Der er mange langtidssygemeldinger, og antallet af tjenester er stort. Forestillingerne er lange – tre til fire timer.

Nu bliver prøvetiderne ændret – start en halv time tidligere, kortere pause og tidligere fri.
Det er fantastisk. Det glæder jeg mig til. Det er et initiativ fra Martin Brommann, og han har mange gode idéer.

Dit instrument?
Det tilhører en fond. Man troede i mange år, at det var en Guadagnini, men det viste sig at være et engelsk instrument bygget af Voller Brothers i slutningen af 1800-tallet. Det ejes af Augustinus-fonden. Det har en mørk klang med meget lys i toppen – et virkelig godt instrument. Jeg betaler selv forsikringen og bruger det både i og uden for Kapellet.

Tak til Benedikte, som tog sig tid mellem amninger og bleskift. Vi glæder os til, at hun igen også er aktiv i Det Kongelige Kapel.