Interview med BENEDIKTE DAMGAARD

Af Poul Elming

I min bestræbelse på at gøre Det Kongelige Kapels medlemmer kendte for medlemmerne af Det Kongelige Kapels Venner er lodtrækningen faldet på et af Kapellets yngste medlemmer, 1. violinisten Benedikte Damgaard. I modsætning til de tidligere interviews mødtes jeg denne gang ikke på Operaen eller Gl. Scene, men derimod hjemme hos Benedikte i hendes lejlighed på Nørrebro. Årsagen hertil er, at Benedikte pt. er på barsel efter at have født en skøn lille dreng på nu fire måneder.

Benedikte er en af de senest tilkomne musikere i Kapellet. Benedikte er ud af en musikalsk familie, idet både hendes mor og far er professionelle musikere; citat: ”Så det lykkedes ikke æblet at falde langt fra stammen”! citat slut. Hendes far er den højtskattede pianist og klaverpædagog, professor John Damgaard.

Benedikte er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, men har været på massevis af master-classes og boede og studerede på et tidspunkt i Berlin. Hun er elev af den højt estimerede og højt elskede armenske violinist, professor Serguei Azizian, som desværre døde alt for tidligt i 2018. Ikke alene var han en fremragende lærer, men meget prisværdigt mente han, at hans studerende skulle have input fra andre end ham, så han sørgede for, at der var massevis af master-classes med fremragende violinpædagoger.

Efter afsluttet kandidatuddannelse gik hun på to forskellige solistklasser (!) først som soloviolinist og derefter som kammermusiker.

 

Hvordan øver du her i en lejlighed på Nørrebro?

Vi har en lydisoleret øveboks, som jeg har købt på Den Blå Avis

Vi har en lydisoleret øveboks, som jeg har købt på Den Blå Avis, så vi har et arbejdsrum med vinduer fra gulv til loft. (Benediktes kæreste, André Pereira, far til den håbefulde lille glut, er også violinist. Han er fra Portugal og har i flere perioder spillet i Kapellet, både som tutti 1. violinist og som solospiller i 2. violingruppen). Det er enormt dejligt at kunne øve hjemme, særligt når man har sådan en lille ”bavian”!

Benedikte begyndte sin prøveperiode d. 16/1 2023 og blev medlem nr. 1084 i slutningen af 2023.

Hvad er dit yndlingsværk?

Jeg har det med musik ligesom med mad

Jeg har mange yndlingsværker – jeg har det ligesom med mad – én dag er det én ting, som man brændende har lyst til, og næste dag…. Jeg ville være i tvivl, hvis jeg skulle vælge ét værk, som jeg skulle tage med på en øde ø.

Flere af dine kolleger siger, at deres yndlingsværk er det, de spiller lige for tiden.

Jeg skulle lige til at sige det. Det er faktisk også rigtigt. F. eks. indspillede jeg sidste år de tre Grieg-sonater, og når man står og arbejder med et værk, er det jo det, man er inde i, og som man arbejder sig ind i.
I den korte tid, jeg var på Teatret i efteråret, spillede vi ”The Dante Project” – en ballet med musik af  Thomas Adès. Det var meget spændende. Og når Mozart er godt, når det går op i en højere enhed, så er det noget af det bedste.

Hvad laver du, når du ikke spiller i Kapellet? Jeg forstår, at du spiller en masse kammermusik. Jeg læser bl.a. om noget, som hedder ”Copenhagen Piano Quartet”. Eksisterer det stadig?

Der er den lille detalje, at bratschisten bor i Prag, og vi har bittesmå børn, så det er lidt på vågeblus, men jeg har spillet mange sonater for klaver og violin med Emil Gryesten. Jeg elsker at spille kammermusik, elsker den kommunikation, der er i at spille kammermusik.

Og det synes du ikke,  du får ved at spille i Kapellet? Jeg har hørt kolleger sige, at I jo spiller kammermusik i Kapellet.

Kapellet er virkelig et ”kammermusikalsk orkester”!

Jo. Og det er det, jeg holder af ved det orkester. Det er virkelig et ”kammermusikalsk orkester”. Man kan sidde og have prøver, det er måske en symfoniuge, og så lige pludselig til koncerten, så sker der et eller andet. Alle åbner alle ører, og så er det, at alt løfter sig. Der hvor musikken en gang imellem bliver ”magisk”, det synes jeg, er noget af det fedeste. Det sker naturligvis ikke hver gang. Men så længe at det kan ske, at man kan mærke en magi, det, synes jeg, er meget vigtigt.

Vi talte om, at det ville være godt for Kapellet at turnere, og at Marie Jaquot arbejder på at få arrangeret en turné om et par år. Det er givetvis noget, som ryster orkestret sammen.

Det er spændende at komme ud og spille for det første i en sal, der er en anden, end den man altid spiller i – det tvinger én til at åbne ørerne på en anden måde, og for et publikum, som måske opfatter noget andet, end vi normalt oplever.

Der er mange forskellige hobbies blandt dine kolleger, nogen står på ski, andre sejler i sejlbåd. Du har ikke noget lignende i din fritid?

Jeg har nogle gode venner, hvor vi har lavet CrossFit*. Det er jo relativt hårdt for kroppen at spille i orkester, og det er godt at bruge store muskler, hvor der til dagligt jo mere er tale om finmotorik. Jeg synes, det er godt at styrketræne og at få brugt kroppen. Men pt. er det naturligvis ham den lille, der fylder mest, men jeg har lige fået bestilt fire bøger, så jeg kan forsøge at lære lidt portugisisk. Og jeg har også prøvet ”Duo-Lingo”**.

(*CrossFit bygger på bevægelser, der efterligner hverdagens aktiviteter, hvilket gør træningen både praktisk og effektiv. ** Duo-Lingo er en sproglærings-app til mobiltelefoner. PE)

Mest mindeværdige/sjoveste/mærkeligste oplevelse i Kapellet?

Nu har jeg jo ikke været der så længe, men jeg vil sige, at det er et orkester, der gerne laver lidt sjov af og til – holder hinanden lidt på dupperne, drillerier mellem grupperne. Når man har spillet en forestilling 30 gange, kan man godt lave lidt spas. Men normalt er det ikke noget publikum registrerer. Men det kan være meget underholdende. Der er meget, der ”kører rundt” mellem musikerne.

Er der specielt mindeværdige oplevelser?

Det er jo koncerterne, hvor Kapellet spiller sammen. Man tænker, at det bliver da måske en udmærket koncert, og så sker der pludselig et eller andet – WOW, hvad sker der lige her! Det gør det mindeværdigt. Og der er mange hyggelige folk i orkestret. Vi er gode ved hinanden og nyder at sidde og hygge os efter en forestilling.

Hvad er en god dirigent?

Det kan være forskelligt for de forskellige grupper, strygerne, som sidder tæt på i forhold til grupper, der sidder meget længere væk. En god dirigent er for det første én, der formår at inspirere og få alle til at få lyst til at følge vedkommende til at gå med på ideer.

Starten på en frase – indåndingen før – gør en verden til forskel på den klang, du kan få ud af dit instrument

Det er væsentligt, hvordan man ånder. Starten på en frase – indåndingen før – gør en verden til forskel på den klang, du kan få ud af dit instrument og altså ud af orkestret, og det kommer uendeligt meget fra dirigenten. Tænk på, hvordan et orkester klinger med forskellige dirigenter. Det er ikke kun, om man spiller sammen, spiller kraftigt eller svagt. Det er de klangfarver, som en dirigent formår at få frem. Man kan forklare meget med ord, men det bedste – og det, som et orkester elsker – er, når man kan se det. Der er dirigenter, der vil kontrollere alt, men ofte kommer der noget godt ud af en forståelse af, hvornår man skal lade orkestret spille selv, og hvornår man skal ”hjælpe”. Ved Jubilæumskoncerten spillede vi med ungarske Takács (Gabor Takács-Nagy), som var primarius i Takács-kvartetten. Vi spillede bl.a Bartóks Koncert for orkester. Det var fantastisk. Han er jo ikke uddannet stor dirigent, men han forstår det der med at trække vejret, og han formåede at tænde alle på samme tid, og få alle til at synes, at i aften er det virkelig vigtigt.

Hvilke dirigenter af dem, du har arbejdet med, vil du fremhæve, og hvorfor?

Åh. Det er svært. Jeg synes, der er så mange der er gode. Nok er jeg en af de senest ansatte i Kapellet, men jeg er ikke nogen årsunge og har oplevet mange store dirigenter med andre orkestre. Der er mange, men ikke nogen, som står helt unikt. (Her kom Benediktes kæreste,  André hjem med den lille Miro på maven efter en lang bytur!!) – – Benedikte fortsætter: Jeg har også spillet til Malkokonkurrencen, hvor den tjekkiske Petr Popelka, der tidligere var bassist i Dresdner Staatskapelle, ganske vist ikke vandt konkurrencen, men han var vist hele orkestrets og i hvert fald min foretrukne. Her var også en dirigent, der virkelig kunne ånde med orkestret, så musikerne mærkede det.

Da lodtrækningen til interviewrækken faldt på dig, var der nogen som sagde, at du jo var på barsel. ”Det er da fint” Det er jo en del af dagligdagen i Kapellet, at nogen er på barsel engang imellem, og hvordan holder man så sig selv i gang med øvning? Hvor meget tid får du til at øve?

Vi har heldigvis øveboksen, og den lille kan sove på altanen med en babyalarm, så selvom det er en lille lejlighed, kan det lade sig gøre.

Er Kapellet/Det Kgl. Teater en god arbejdsplads?

Ja, det synes jeg. Frem for alt de forskellige mennesker, både hvordan de spiller, og de er nogle dejlige mennesker. Det er et spændende sted med alle de specialiserede mennesker, som er fantastisk dygtige inden for deres kreative område. Det gør det en rigtig spændende arbejdsplads. Det kan også være hårdt, men der er ikke to dage, der er ens.

Vi har i Venneforeningen en fornemmelse af, at I er voldsomt pressede arbejdsmæssigt. Er det også tilfældet set fra din position?

Ja! Det er rigtigt. Der er ingen tvivl om, at Kasper (Holten) har gjort en enorm indsats for at få fokus på operaen, med feed-back fra publikum – der kommer flere til opera. Men det har også pludseligt øget arbejdspresset, og jeg tror, både han er klar over, og orkestret tydeligvis også, at det er en balance, der skal findes.

I bevæger jer mod grænsen?

Der er mange langtidssygemeldinger! Antallet af tjenester er stort, og det er lange forestillinger

For mange er det over grænsen. Der er mange langtidssygemeldinger! Antallet af tjenester er stort, og det er lange forestillinger – 3-4 timer. Jeg har spillet mest symfonimusik tidligere, det er naturligvis også hårdt, indtil man har lært det repertoire, men det er noget andet at spille en koncert på halvanden time, og arbejdsbyrden er for det meste noget mildere plus mere ligeligt fordelt på året.

Der er jo også perioder, hvor der er flere tjenester!

Jeg tror, at alle i Kapellet gerne så, at det bliver mere jævnt fordelt.

Det ved jeg ikke, om kan lade sig gøre!

Måske! Der er steder f.eks. i Tyskland, hvor det er muligt, så vi håber stadig.

Nu bliver prøvetiderne ændret. Start en halv time tidligere, kortere pause og tidligere fri, så der er længere tid mellem prøve og aftenens  forestilling.

Det er fantastisk. Det glæder jeg mig i hvert fald meget til. Det er jo i høj grad et initiativ fra Martin Brommann, og han har mange fine initiativer. Det bliver spændende at se, hvor meget der er muligt i så stor en institution som Det Kongelige Teater.

Dit instrument? Er det et tjenesteinstrument, eller er det din egen violin?

Det er ingen af delene! Det til hører en fond. Man troede i mange år, at det var en Guadagnini (italiensk violinbygger fra 2. halvdel af det 18.årh.), men for nyligt fandt man ud af, at det er et engelsk instrument, bygget af Voller Brothers Violins i London i slutningen af 1800-tallet. Det kom der en vurdering på, da det overgik fra noget, der hedder GOOF-fonden til Augustinus-fonden. Så det er Augustinus-fonden, der ejer violinen. Det er en violin, som har en meget mørk klang, men med meget lys i toppen. Det er et virkeligt godt instrument, og jeg betaler selv forsikringen. Jeg bliver nødt til at kunne bruge mit instrument, uanset hvor jeg spiller. Jeg har også mit eget instrument, men jeg er lykkelig for at kunne få lov til at låne dette instrument.

 

Tak til Benedikte, som tog sig tid mellem amninger og bleskift. Vi glæder os til, at hun igen også er aktiv i Det Kongelige Kapel.