Viola d’amore Madame Butterfly og Anne Lindeskov
D. 1. februar fik vi igen mulighed for at overvære en prøve med Det Kongelige Kapel – indledende med en spændende instrumentintroduktion. Orkestrets bratschist og medlem af DKKV´s bestyrelse, Anne Lindeskov fortalte om det sjældne instrument Viola d´amore.
Oprindeligt hed det vistnok Viola da More – maurisk viola, altså stammende fra maurernes besættelse af Spanien (711-1492). Instrumentet er bedst kendt som et barokinstrument, og kun undtagelsesvis skrives der i nyere tid for instrumentet. Fra barokperioden fremhæver Anne et stykke af Heinz Ignaz Franz von Biber for to Viole d´amore og continuo og Vivaldis 24 koncerter, heraf tre dobbeltkoncerter for viola d´amore og lut. Christoph Graupner har iflg. Anne skrevet ”fremragende værker, som det er en fornøjelse at spille”.Af yngre komponister nævnte hun Leoš Janáčeks operaer Katja Kabanova og Sagen Makropoulos samt Puccini, men det vender jeg tilbage til.
Vi fik det indtryk, at det på mange måder er et krævende instrument – det er svært at stemme, holder ikke stemningen særligt godt og det er tungt – Anne har en strop om nakken for at aflaste den venstre arm.
Det instrument, Anne spillede på har syv strenge og syv resonansstrenge, som løber under gribebrættet. Meget lumskt skal stemmeskruerene til strengene på gribebrættet drejes modsat vej af stemmeskruerne til resonansstrengene!! Her er der mulighed for at en streng kan knække (katastrofe!), hvis man ikke lige husker på, at det forholder sig sådan!
Der er stor forskel på Viole d’Amorer. Der findes ingen standard i størrelse eller antal strenge. Ofte ses de med 6+6 strenge. Den stemning, der er standard nu, blev det først i slutningen af det 18 årh. Derfor er det i barokmusik normalt at stemme om, alt efter hvilken toneart man spiller i.
Anne demonstrerede det sarte instruments lysende klang i indledningen til Bachs lutsuite i d-moll. Tak til Anne!
Og hvorfor skulle vi så høre om viola d´amore i forbindelse med en prøve på Madama Butterfly? Jo. I slutningen af anden akt, den ufatteligt smukke morgenscene med det såkaldte ”Nynnekor” spiller en viola d´amore sammen med koret. Og dens sprøde klang er tænkt at skulle blande næsten umærkeligt med korets klang. Man hører den faktisk ikke, men man ville mangle noget, hvis den ikke var der. Operahuse, som ikke har en viola d´amore benytter en bratsch, men det giver et andet klangligt billede.
Og så til selve prøven på Puccinis Madame Butterfly med orkestret under Paulo Carignanis ledelse. Butterfly er én af de fire operaer, Puccini skrev i sit hus i Torre del Lago – Manon Lescaut, Bohème, Tosca og Madame Butterfly. Hans hus er i dag et museum, og jeg kan ikke nok anbefale et besøg, hvis man er på de egne. Utroligt at se, hvordan Puccini havde lavet sig en arbejdsplads – til venstre for klaveret er der et bord, hvor nodearkene lå, så han kunne spille (komponere) ved klaveret, og straks vende sig mod nodearket og skrive det ned.
Det er berigende for éns fantasi at forestille sig, at netop her blev disse fantastiske operaer til! I øvrigt er han begravet i huset!
Tilbage til prøven. Det er et aldeles fantastisk partitur, Puccini har skrevet. Det er vanskeligt at finde superlativer til at beskrive den virtuose instrumentation, og nu siger jeg noget, som jeg sikkert vil overraske, og som jeg måske vil blive bebrejdet: Det var skønt at høre orkestret uden sangere!!! Grunden er den enkle, at når der er sangere, så lytter jeg 85% på dem og 15% på orkestret – så meget fagidiot er jeg! Her fik jeg mulighed for dels at lytte til orkesterstemmen og dels at nyde Kapellets virtuose klang. Dirigent er, som nævnt, den nye 1. gæstedirigent, Paolo Carignani, og jeg skal da love for, at vi her mødte en dirigent, som kan sin Puccini. Jeg talte med musikere, som fortalte, at de spiller efter de samme noder, som de har spillet efter de sidste 30 år – med alle de notater, accenter, ritardandi etc. etc., som i årenes løb er blevet tilføjet. Carignani har bedt dem fjerne stort set alt. Bliver ”hans” Butterfly så steril og kedelig? Nej tværtimod. Musikken lever og ånder helt vidunderligt.
Prøven begyndte med tredje akt med al den grusomme dramatik, denne akt rummer. Derefter forfra, og vi nåede faktisk – til Annes store overraskelse, og vistnok imod aftale – frem til slutningen af anden akt med ”Nynnekoret”, så Anne måtte hastigt fiksere instrumentet bag nakken, og spillede smukt viola d´amore-stemmen. Anne skrev selv til mig: ”Det var et glimrende eksempel på hvordan den hurtigt går ud af stemning… og hvorfor det er så tidskrævende et instrument.” Vi andre fandt Annes spil herligt, og hun fik efterfølgende fortjent bifald fra kollegerne i orkestret.
En herlig dag med Det Kongelige Kapel for os i DKKV. Hvor er det skønt, at vi kan komme til disse arbejdsprøver. Tak til Det Kongelige Teater og tak til Kapellet.
Poul Elming
Formand DKKV