I min næsten endeløse bestræbelse på at interviewe samtlige medlemmer af Det Kongelige Kapel valgte min kære hustru en seddel, hvorpå der stod Fagot. Blandt medlemmerne af fagotgruppen trak jeg lod, og valget faldt på 2. solofagottist, Jørgen Bracht Nielsen, som er kapelmusiker nr. 1000! Da hverken Jørgen eller undertegnede er overtroiske, holdt vi fast i, at dette er mit interview nr. 13. Og da det viste sig, at vi bor ganske tæt på hinanden, inviterede jeg Jørgen hjem på en gang interview-kaffe (som dog i Jørgens tilfælde viste sig at være interview-te), serveret i mit venneforeningskrus! Ved at mødes her kunne vi spare en masse transport og en parkeringsudgift. Flere fluer med ét smæk!
Hvorfor begyndte du at spille fagot?
Mine forældre havde sendt både mine ældre søskende og mig til klaver, og min storesøster ville prøve noget andet – hun ville prøve et orkesterinstrument, så hun skulle starte på musikskolen på kontrabas, og jeg var egentlig heller ikke så vild med at spille klaver. Så min far ringede til Otto Lindum, en fantastisk musikskoleleder. Vi er jo ude på landet. Det er oppe i Salling (en halvø i Limfjordens sydlige del, ude vestpå ved Mors og nord for Skive). Salling Musikskole i Oddense (og det er IKKE stavet forkert!) var nærmest et musikmekka på det tidspunkt. Så min far ringede til Otto. Jeg var vel omtrent 12 år, og jeg var ikke bevidst om ret meget, men min far fortalte Otto, at jeg var stor og stærk, så jeg kunne nok spille et blæseinstrument, og så foreslog Otto, om ikke jeg kunne spille fagot, og det sagde min far ja til.
Har du nogen fornemmelse, hvorfor han foreslog netop fagot?
Det var, fordi det manglede man jo. Og i stedet for at jeg begyndte at spille klarinet og fløjte ligesom alle andre. Men han var jo snu. Hvis ikke der var et specifikt ønske om et instrument, så kunne man måske få sneget fagotten ind. Og min far sagde ja, og jeg anede ikke, hvad en fagot var! Jeg mødte op til den første time og fik en instrumentkasse sat foran mig, og så skulle jeg lære at samle en fagot.
Hver torsdag aften kom en bil fra Aalborg Symfoniorkester (eller Aalborg By-orkester, som det hed indtil 1981) med Alf Sjøen, som skulle dirigere A-orkestret, og så var det obolærer, Jørgen Skyttegaard, som skulle dirigere B-orkestret, og Hugo Estrup, som var fagottist i Aalborg By-orkester. Han kom også ned og underviste hver torsdag aften, så ham fik jeg som min første lærer.
Da jeg kom til skolen første gang lærte jeg de første greb på fagotten – jeg kunne jo allerede læse noder – og så fik jeg at vide: “Når du ser en node, du kender, så spiller du bare!” Og så var man i gang, og det var så hyggeligt. Man kom de der tre timer hver torsdag aften. Min mor sang i koret, og min storesøsters kontrabas lå i bilen, og jeg skulle sidde bagi ved siden af bassen. Det var en lille familieudflugt hver torsdag.
Er din søster blevet noget ved musikken?
Nej, hun er jurist! Og min storebror blev ingeniør. De var dygtige pianister begge to, og min storebror begyndte også at spille obo. Han studerede i Aalborg og havde Jørgen Skyttegaard som lærer, og så havde Jørgen ham med til nogle projekter i symfoniorkestret.
Men jeg gik og hyggede mig med alt muligt og spillede lidt engang i mellem. Jeg gik til atletik men fik en knæskade, og måske var det der, jeg stille og roligt begyndte at spille mere og mere – samtidig med at jeg kom på MGK, som var startet i Skive. Jeg var på det første hold. Det var gode miljøer, og jeg kom på ungdomskurser – Vestertlund, Askov og hvad det nu har været. Men jeg var hele tiden i tvivl. Jeg gik også på gymnasiet, matematisk/fysisk. Jeg var aldrig så bidt af at spille, at jeg ikke kunne lade være. Men da jeg så var færdig på gymnasiet, havde jeg besluttet at søge ind på konservatoriet i Aarhus.
Du skal kun gøre det, hvis du absolut ikke kan lade være!
Så begyndte du på konservatoriet i Aarhus?
Nej, jeg endte med at komme til New York som au pair – det var en måde dengang at komme ud og rejse. Men jeg havde faktisk fagotten med derover, og spillede i diverse sammenhænge. Jeg havde en lærer fra Manhattan School of Music, og nogen sagde, at jeg bare skulle søge ind på Juilliard, men min lærer var mere realistisk. Han kunne jo godt mærke, at jeg ikke stod og øvede fra morgen til aften, og hvis du skal være musiker i New York, skal du virkelig ville det, ellers kan du godt glemme det. Min lærer sagde: “Du skal kun gøre det, hvis du absolut ikke kan lade være!” Og jeg kunne faktisk godt lade være. Så jeg tænkte, at når han siger sådan, så må jeg hellere lade være! Så fik jeg sendt den der bog, der hedder Hvad kan du blive over til New York, og så gik jeg den igennem og fandt ud af, at jeg ville være landskabsarkitekt!
Så jeg kom hjem, flyttede til Sjælland og boede i Svestrup syd for Ølstykke – helt afsides. Jeg skulle op kl. 5 om morgenen for at arbejde hos en anlægsgartner. Der gik et par år, så kom jeg på Landbohøjskolen på Frederiksberg og startede på tegnestuen der. Noget af det helt gode, der kom ud af det, var, at jeg mødte min kone, Mia, som også studerede på Landbohøjskolen. Men jeg kom ind i amatørmusiklivet og også konservatorielivet i København. Jeg havde jo hele tiden fagotten med. Så jeg kom ind i nogle sammenhænge, som var rigtig sjove. Og så tænkte jeg, at nu har jeg overvejet det så mange gange. Nu bliver jeg nødt til at søge ind. Og kommer jeg så ikke ind, så Fint! Så har jeg fået afklaret det, og så kan jeg fortsætte her på Landbohøjskolen.
Men så kom jeg jo ind – i Aarhus vel at mærke, da jeg ikke nåede ansøgningsfristen i København. Jeg kunne dog selv vælge en lærer, og selv om min nuværende kollega Jacob Dam Fredens, som også gik i Aarhus, gik hos solofagottist i Kapellet, Mogens Mogensen (Kgl. Kapelmusicus nr. 882), valgte jeg Asger Svendsen, som var lærer i København og 2. solofagottist i Radiosymfoniorkesteret (nu DR Symfoniorkestret), for jeg ville alligevel søge overflytning til København hurtigst muligt, så jeg kunne komme over til min kæreste igen! Da jeg først var forbi Landbohøjskolen, var jeg blevet 23, inden jeg startede på konservatoriet.
Og så havde du debutkoncert i 1999. Det er jo ikke altid, man som studerende på konservatoriet slutter med en debutkoncert?
Absolut ikke. Men det lyder selvfølgelig fint, og jeg er en af de ganske få fagottister, der har lavet en debutkoncert, fordi mange andre får stillinger, inden de når dertil. Men der var ikke så mange konkurrencer på det tidspunkt. Man har nok været ‘fyldt op’ i orkestrene, så derfor søgte jeg ind i solistklassen, så jeg fortsat kunne få undervisning, SU osv.
Der kommer stillinger, når folk har siddet der i 35 år. Der er jo ikke løbende udskiftning, så man holder lidt øje med det. Men jeg nåede faktisk at få et job i Kapellet før min debut. Jeg begyndte min prøvetid i Kapellet i august 1999 og blev fast medlem i år 2000 som medlem nr. 1000! Det er en væsentlig del af vores arv og DNA, at vi har de fortløbende numre.
Der er normalt tre fagottister?
I et symfoniorkester er der tre til fire. I Radioen er de fire. I Kapellet var vi faktisk fem, så hvis vi skal opnå en ordentlig nominering, så er vi fem, og i landsdelsorkestrene er de tre. Der var ikke nogen stillinger, da jeg gik på konservatoriet, men lige pludselig begyndte stillingerne at komme. Mit første job var i Malmö-operaen, hvor jeg kun var nogle få måneder. Så var der et job, som jeg havde haft kig på, nemlig solojobbet i Odense Symfoniorkester. Jeg vidste, at Kaj Danvad, der sad der, skulle gå på pension. Og jeg vandt stillingen sammen med en anden, som hedder Morten Østergaard, så vi var to, der skulle prøves.
Det er lidt træls!
Det er lidt træls. Man rejser frem og tilbage. Jeg skulle snart have et barn, og han havde lige fået et barn, så jeg gik til konkurrence i Kapellet, samtidig med at jeg var på prøve i Odense. Og der vandt jeg så – alene. Så kunne jeg starte min prøvetid i Kapellet.
På den anden side: København!
Hvad sagde du så til Odense?
Jeg gik og summede lidt på det og tænkte: “OK. Jeg skipper Odense!” Jeg kunne ikke overskue at skulle have to prøvetider oven i hinanden. Og vi havde lige fået barn. Så havde jeg den overvejelse, at hvis jeg kommer til Odense, så har jeg et solojob, og det er det, jeg havde drømt om, og jeg kom tættere på mine forældre. På den anden side: København! Der sker mere. Der er flere muligheder for kammermusik, et større orkester, og det var virkelig sjovt at være der.
Der står på Kapellets oversigt over musikere, at du har været på kursus hos Daniele Damiano, Milan Turkovic og Knut Sönstevold. Kan du fortælle noget om dem?
Svenske Knut Sönstevold var den store pædagog i Norden og en stor virtuos. Milan Turkovic var professor i Wien. Han havde en stor klasse af elever og var en mentor for mange, og han rejste desuden rundt som solist. Daniele Damiano er solofagottist i Berliner Philharmonikerne. Han var nok den, det var væsentligst for mig at møde. Han var meget ’groundet’ og havde en rolig tilgang til det hele. Men bortset fra det har jeg ikke været ude for at studere, for hver gang jeg mødte nogle lærere på kurser, så sagde de egentligt det samme, som Asger sagde. Så jeg følte ikke, jeg fik så meget ekstra.
Min fornemmelse var, at Asger havde så meget at byde på – så jeg følte aldrig, at jeg var ved at stagnere med ham. Jeg var blevet kæreste med Mia, lige inden jeg flyttede til Aarhus, hvor jeg som nævnt kun var et år. Jeg måtte jo rejse til København for at få hovedfagstimer. Dengang var der ikke en bro over Storebælt, så hver fredag eftermiddag tog jeg et tog til København, og så boede jeg på hendes lille kollegieværelse i weekenden. Så fik jeg hovedfagsundervisning om mandagen, og så tog jeg toget tilbage til Aarhus indtil næste fredag. Sådan gik det i et år!
Da jeg var meget ung, mødte jeg min kollega Jacob Dam Fredens fra Kapellet, og han vidste godt, at han skulle være fagottist! Han boede i Struer og gik på Holstebro Musikskole, som var meget ambitiøs – de havde MGK meget tidligt. Hans lærer, Folmer Jensen, ville gerne starte en blæseroktet: to klarinetter, to oboer, to horn og to fagotter. Den mest vidunderlige klang i verden! Og der skulle jeg spille sammen med Jacob.
Vi gik i gymnasiet på det tidspunkt, og dengang vippede jeg lidt frem og tilbage – min studievejleder anede ikke, hvad der skulle ske. Den ene uge ville jeg være ingeniør, den næste uge ville jeg være musiker. Men så mødte jeg Jacob, som bare var enormt god, og jeg tænkte, at så god bliver jeg aldrig. Hvis det er så god, man skal være for at blive professionel musiker, så må jeg hellere lade være. Og så går der nogle år, hvor vi lander på Aarhuskonservatoriet sammen, og nu er vi sammen i Kapellet.
… selv om jeg har spillet den måske 45 gange, blev jeg så rørt, da jeg så den i København.
Der står her, at dit yndlingsværk er La Bohème. Er det stadig det?
Jeg holder meget af at spille Wagner. Det der flow, der er i musikken – du kommer ind i en verden, der er helt speciel. Men jeg synes, at Bohème er en fantastisk opera. Jeg har faktisk set den to gange inden for de sidste tre-fire år, og selv om jeg har spillet den måske 45 gange, blev jeg så rørt, da jeg så den i København. Det var simpelthen så smukt. Tosca og Bohème er fantastiske operaer.
På standardspørgsmålene, Bor du i Danmark, kan jeg straks selv svare “Ja”. Er du gift “Ja”. Har du børn?
Ja, to piger, som begge skal være civilingeniører! De er 22 og 26.
Din største musikalske oplevelse er La Bohème med Anna Netrebko og Valkyrien med Gitta-Maria Sjöberg og Placido Domingo, begge på Operaen i København. Jeg er naturligvis skuffet over, at du ikke nævner mig som Siegmund! Men jeg forstår det. Han var jo en fantastisk sanger.
Der var en masse hype omkring, at han skulle komme, og det, der rørte mig rigtig meget, var, at Gitta-Maria helt levede op til ham (vi enedes hurtigt om, at når Gitta-Maria var god, så var hun rigtig god!).
Du har ikke svaret på, hvad du laver, nå du ikke spiller i Det Kongelige Kapel!
Man skulle tro, at jeg har fikset min have til perfektion, men nej. Men jeg har dog bygget en træterrasse sidste år. Men jeg går i fitness, og så strikker jeg.
Hvad strikker du?
Jeg strikker mest trøjer til mine børn.
Du har heller ikke svaret på ‘Min mest mindeværdige/sjoveste/mærkelige oplevelse i Kapellet’?
Den der med tæppet, der faldt ned over bas-gruppen, det gik også ud over fagotgruppen (hvilket Kasper Smedegaard Thaarup (interview nr. 9) så malende har beskrevet). Der sker jo af og til frygtelige ting. Som da Wotans spyd røg ned i graven (se interview nr. 12 med Joakim Dam Thomsen).
Joakim startede jo lidt før mig, og jeg tror, at der skete flere ting dengang – nogle forestillinger var mere ‘hat og briller’. Jeg tror, at kvaliteten er mere jævn i dag! Men det gav nogle sjove historier. Der blev nok også drukket mere øl og spiritus dengang. Det første chok var, at de fjernede stærk spiritus fra kantinen. Derefter fjernede de vin, som man jo helst skulle have til sin aftensmad. Og så var der kun øl tilbage, men ‘heldigvis’ var der både porter og almindeligt øl, indtil de så også fjernede dem.
Nu kan man jo selv efter forestillingen ikke købe spiritus, med mindre ‘Guldbaren’ har åbent.
Jeg havde en kollega, som ikke kunne forstå, at jeg kunne gå op i graven og spille uden at have drukket en øl.
Tror du, de brugte det til at dæmpe nerverne?
Det var et ritual, en rutine for ham. Og det var bare en Grøn Tuborg. Ikke stærk øl.
Man kan sige, at en dirigent er en person, der er på rette tid på rette sted.
Hvad er en god dirigent?
Dirigenten er sådan set vores ‘chef’, kan man sige. Vores CEO. Hvordan skal en chef være? Han skal være inspirerende, og han skal lede os. Lede os ind i det materiale, han står med. Man kan sige, at en dirigent er en person, der er på rette tid på rette sted. Nogen dirigenter matcher godt med Kapellet og måske ikke specielt godt med et andet orkester, og for andre er det omvendt. Det er også noget personlig kemi. Og måske en aura.
Den måde, dirigenten kommer ind i rummet på, måske næsten første gang du træder op foran orkestret, der kan man fornemme et eller andet. Så det er meget forskelligt, fordi det betyder så meget med den der kemi mellem dirigent og orkester. Og så skal det være en person, som har et ‘godt budskab’, som vedkommende har styr på, og som vedkommende kan formidle – uden at tale det i stykker og uden at være påståelig. Hvis du bliver påståelig og vil styre alting meget hårdt, så bliver det som regel ikke godt. Måske har en dirigent en idé, som er mere radikal end det, man måske lige kan få orkestret til, og så synes jeg, at en god dirigent skal forsøge at ‘rette til’ også i sit eget hoved.
Eller have tålmodighed?
Netop. Vi havde jo Marc Minkowski til Kapelkoncert (30. januar 2026). Han havde en varme, og der var en skøn stemning, men han vidste lige præcis, hvad han ville. Og han gik ikke på kompromis, men der var hele tiden et smil: “Vi gør det sammen!” Jeg var meget nervøs. Det var ikke et repertoire, vi spiller så ofte, men da vi kom til koncerten, så glædede jeg mig virkelig, for man følte sig hele tiden inviteret til at musicere. Så det var en god dirigent for os på det tidspunkt.
Det var vel ligeså meget hans personlige udstråling, for naturligvis havde han styr på, hvad han ville, men formidlede det på en spiselig måde?
For os som teaterorkester kan en god dirigent være én, som, hvis det måske midt i anden akt begynder at ’flyde’ lidt – sangere og orkester er måske ikke helt sammen – kan samle det. “Her er vi!” Det er jo en virkelig god dirigent, som har den teknik, der kan få scene og orkester til at samles.
Hvem kan du specielt fremhæve af de dirigenter, du har arbejdet med og hvorfor? Du nævnte Minkowski. Er der andre?
Jeg glæder mig virkelig meget til at spille Rosenkavaleren med Marie Jacquot. Hun har en meget detaljeret måde at gå til tingene på, og netop i Rosenkavaleren, hvor der sker så utroligt mange ting – hvis hun kan få det til at balancere og få det ned i en styrke, hvor det ikke bare bliver bulder og brag. Hun har den der distinkte teknik, som måske kan gøre, at det ikke bliver for voluminøst. Og det kunne jeg godt tænke mig med Rosenkavaleren, som jo er fantastisk musik, men orkestret skal være super disciplineret og helst holde det der pianissimo-niveau. Og så er hun enormt vågen. Hun har virkelig blikket rundt og har kontakt. Og det er jo rigtig dejligt. Man fornemmer, at hun er opmærksom på alle.
Er der andre dirigenter, du vil nævne?
Jeg synes også, at Vedernikov (Alexander Vedernikov, chefdirigent 2017-2020) havde en god indflydelse, og Paolo Carignani, som var her i en længere periode, vi nåede at bygge noget op sammen. Han har sit temperament og en bevidsthed om, hvad han ville have, og hvordan han kunne få det. Jeg synes, vi havde en fantastisk tid med ham. Han er én af dem, der har fået os til at spille mest karakterfuldt.
Jeg forstod, at han kom på kant med både ledelsen og sangerne?
Han havde en lidt direkte stil!
Jeg synes, jeg er vildt privilegeret, at jeg har det job, jeg har.
Er Kapellet/DKT en god arbejdsplads?
Ja, det synes jeg overordnet set, det er. Man kan naturligvis altid kritisere, men i bund og grund er jeg glad for at gå på arbejde. Jeg synes, jeg er vildt privilegeret, at jeg har det job, jeg har. Jeg synes, at vi som orkester holder rimeligt godt sammen og prøver at holde modet oppe og spille godt sammen. Men vi har jo i flere år haft et ledelsesproblem – at vi ikke er blevet ledet administrativt. Og der er blevet skiftet en del ud på det plan.
Det var her, Martin Brommann skulle komme ind?
Han var vores første direktør. Før i tiden var det jo operachefen, der var vores øverste leder, og det er sådan set fint nok, når der er gode dirigenter og god planlægning af repertoire. Som jeg siger, er det jo sådan set dirigenten, der er vores chef. Og hvis det er i orden, så kører det bare – så er man i godt humør. Bare i de år, jeg har været her, er der sket meget. Der kom jo de der to-procents-besparelser i hele landet, og det ramte også Det Kongelige Teater, og selvom man tænkte, at Kapellet er det sikreste sted, man kan være – der skal jo være et operaorkester i Danmark, og vi har Det Kongelige Teater, så det kan man vel ikke røre ved! Men så lige pludselig så skulle teatret også spare. De foreslog, at folk skulle gå på nedsat tid og nogen skulle have 75%-stillinger. Vi gjorde, hvad vi kunne, for at finde besparelser, og så gik vi alle sammen 10% ned i løn i tre år, imod at ingen blev fyret. Så kom Kasper Holten heldigvis tilbage med sin positive indstilling til teatret og kunsten, at vi ikke bare skal spare os selv fuldstændig ihjel. Vi er nødt til at være progressive.
Men han har sagt nej til, at der skal være flere musikere i orkestret?
Nu er det jo blevet et regneark, og Det Kongelige Teater er blevet en kæmpemæssig virksomhed. Altså, da jeg startede, var aftenens forestilling i centrum. Alt tilsidesættes, for at aftenens forestilling kommer i vej og bliver god. Nu kører det lidt på samlebånd, og det er ligeså vigtigt, hvad marketing laver på Skuespilhuset. Der er så mange afdelinger og så mange mennesker, så det hele er blevet regneark, og hvis de ser på vores tider og opdager, at der er 0,2%, der ikke er udnyttet, så er det spild af penge og tid, og så kan man jo ikke ansætte flere.
Foreningens formand benyttede chancen til at reklamere for vores arrangement, ”De go’e gamle dage” med daværende operasekretær, Margrethe Albeck, og pensioneret Kgl. Kapelmusicus Mogens Andresen.
Det, jeg kunne ønske mig, er, at man har en idé om, at et operaorkester skal have en bestemt størrelse, hvis det skal fungere optimalt, og man gerne vil spille alt det, der er i det repertoire, man gerne vil spille. Så kan det godt være, at 5. basunen i november kun spiller ti dage, men sådan er repertoiret lagt. Så ville man have den ‘organisme’, som ville være optimal for os og for vores hverdag.
Og dermed for jeres præstation?
Og dermed også for vores præstation. Den bevidsthed er der ikke, og der er ikke råd til, at man kan ‘spilde’ de penge på at have den optimale størrelse orkester, for der bliver for meget ‘spildtid’! Man tænker måske: “Vi er jo et rigt land.” Men hvis vi så sammenligner os med Stockholm og Oslo, så har vi nogenlunde samme størrelse orkestre. Så måske må man bare sige: “Vi er ikke Berlin, Paris eller London. Vi er jo en mindre hovedstad.” Vi har måske et stort, flot operahus, men vi har ikke nødvendigvis alt det, der skal til for at fylde det ud.
Venneforeningen har en fornemmelse af, at I indimellem er voldsomt pressede arbejdsmæssigt. Gælder det også fagotgruppen? Eller er det nogle gange mere end andre?
Ja, ja. Absolut. Igen. Hvis vi var fem mand, som vi burde være – men vi er kun fire – så ville man planlægge fuldstændig fleksibelt ud fra det. Men strukturen er så sådan, at vi har to soloblæsere og to 2. blæsere. Så når man spiller Tosca, Karmeliterne eller Rosenkavaleren, så skal de to 2. fagottister være der hver eneste gang, hvor de to solospillere skiftes.
Men 2. blæserne spiller så ikke så meget som soloblæserne?
De gør de ikke, nej. Det er to forskellige discipliner. Men man får en del flere tjenester på den måde.
Der står her, at du er 2. solofagot. Hvad betyder det?
Det betyder, at vi har to 1. solofagottister, og det er dem, som planlægger alle solotjenester imellem sig. Så kan jeg som 2. solo f.eks. blive brugt til en balletforestilling eller til musical. I gamle dage var konstitueringen to 1. solo, én 2. solo og to 2. spillere med pligt til kontrafagot. Det ville typisk være sådan, at 2. solo kunne aflaste 1. solospillerne ved at spille noget ballet, men da aktivitetsniveauet er blevet så lavt, som det er nu, så spiller de to solofagotister stort set alle solotjenester. I princippet er er mit job at springe ind på 1. solo, hvis der er brug for det. Det vil typisk være sådan, at når vi spiller Nøddeknækkeren, så spiller jeg en del 1. solo. Så kan jeg både spille 1. og 2., og desuden har jeg været konstitueret 1. solospiller i en periode på grund af sygdom.
Så er der kun ét spørgsmål tilbage: Jeg skal høre noget om dit instrument! Her overdængede jeg Jørgen med min – gennem internettet tilegnede – viden:
“Fagotten er et stort, dybtklingende blæseinstrument med dobbelt rørblad. Fagotten er lavet af ahorn med en konisk boring, metalbøjle (S-bøjle) og omfattende mekanik af sølv eller nysølv. Fagotten er udviklet fra den ældre ‘dulcian’. Den tyske type (Heckel-system) er i dag det mest udbredte, da det er lettere at spille på, og anvendes på alle Adler instrumenter osv. osv.”
Jeg må indrømme, at jeg ikke ved så meget om de forskellige systemer. Jeg ved, at Heckel-fagotten er den fagot, alle vil have, så det er åbenbart dem, der har udviklet et system. Men der er jo også den fransk fagot, en basson, som er en anden type instrument.
Som klinger anderledes?
Ja, meget lyst og snerrende, og den bruger man jo kun i Frankrig.
Jeg refererede her til interview nr. 12 med solooboist Joakim Dam Thomsen, som fortalte, at en obo holder ca. 10 år, men hvis en fagottist har fundet et godt instrument, så har han det for livstid! Er du enig i det?
Ja!
Lige for tiden prøver jeg at ramme den stil, vi spiller, altså alt efter om det er Poulenc eller Donizetti.
Joakim og jeg talte meget om rør. Har I det samme bøvl?
Absolut! Vi bruger rigtig, rigtig meget tid på at lave rør. Hvis man bare kunne tage sit instrument op og lige øve sig lidt, men fagotten skal samles først, så skal man bløde de der rør op, og de ændrer sig fra dag til dag, og man skal bare hele tiden have gang i at lave rør. Når man bruger så meget tid på rørene, så har man mange rør i gang, og så veksler man jo også mellem rørene.
Hvis du bare tager det samme rør hele tiden og f.eks. spiller en tre og en halv times prøve kl. 11 og tager det samme rør og spiller en tre timers forestilling om aftenen – altså højst sandsynligt kan det ikke klare det, og hvis du har gjort det, så kan det i hvert fald helt sikkert ikke bruges mere. Men hvis du spiller en tre timers prøve og tager et andet rør om aftenen eller to dage senere, så holder de længere. Lige for tiden prøver jeg at ramme den stil, vi spiller, altså alt efter om det er Poulenc eller Donizetti.
Så du vælger rørets klang, alt efter hvilken musik du skal spille?
Ja, hvis jeg har overskud til det. Hvis du har et supergodt rør, der kan det hele, så er det jo fantastisk, men det har man sjældent.
Og det holder ikke evigt!
Det holder absolut ikke evigt. Og det er et problem, hvis du har en produktion, som løber over én til to måneder, og man ligesom har set sig rigtig ‘glad’ på et rør til at spille den forestilling. Når der så er gået tre til fire uger, så står du der: “Åh, det her rør er egentlig ikke så godt længere.” Så skal man til at bytte over til et andet, og så er der de steder i operaen, hvor man måske lige skal sætte an, og kan det her rør nu det?
Men har du ikke et udvalg af rør liggende, du kan gribe til?
Forhåbentligt! Man har jo altid lidt rør med til en forestilling, så man kan skifte, hvis det går helt galt.
Er fagotrørene lige så sarte som oborørene? De er jo noget større.
De er jo noget større, og de er nok ikke helt så sarte, og jeg tror også, at fagotrørene kan holde længere, hvis man passer på dem.
Er det din egen fagot, du spillere på?
Nej, det er Det Kongelige Teaters. Det er en Heckel-fagot.
Har du din egen fagot også?
Nej. Det har jeg faktisk ikke. I mine unge dage lånte jeg en fagot fra musikskolen i Oddense, en Adler-fagot. Den fik jeg lov at tage med både til New York og til København. Da jeg så kom ind på konservatoriet, fik jeg købt en fagot. Jeg nåede at købe to forskellige. Da jeg kom i solistklassen, kunne jeg jo søge legater og købte en ret dyr fagot, og det var den, jeg vandt mine forskellige jobs på.
Da jeg så kom i Kapellet, fik jeg tilbudt at købe først en amerikansk fagot, en Fox, og senere fik jeg min Heckel. Min egen Püchner solgte jeg for 120.000 kr. Vi skulle til at købe hus og havde brug for pengene. Men det ville være dejligt at have en fagot nu. Jeg er lidt ked af, at jeg ikke har en fagot, når jeg skal gå på pension. Men så må jeg jo købe en fagot, hvis jeg vil spille mere.
Er en fagot et dyrt instrument?
Det er det blevet. Du kan godt få et ok instrument til 100.000. Men en Heckel koster ca. en halv million, helt op til 7-800.000, og der er tyve års ventetid! Alle vil bare have Heckel, og der er ingen, der har formået at lave et instrument, der helt lever op til den standard. Men der findes naturligvis andre gode instrumenter.
Men man vil jo helst have det bedste?
Så jeg er heldig, at jeg nåede at få et, inden det gik helt agurk!
Hermed slut på en særdeles hyggelig snak om Jørgen, fagotter og alt muligt andet.
Tak til Jørgen Bracht Nielsen.
