Igen blev jeg til dette interview ført ned i musikernes ‘katakomber’, hvor der er plakater, fotos og alt andet fra tidens løb; ting, man godt kunne unde en større skare at få lov til at nyde. Men musikernes skal også have deres frirum, hvor de kan have tingene for sig selv.

Jeppe hentede mig i vagten, og vi endte i trompetrummet, hvor der er fotos af tidligere trompetister, MANGE forskellige trompeter, et maleri af Knud Hovaldt, et foto af Knud, der spiller på Kapellets Tristantrompet, en trætrompet (!), én af verdens meget få ægte Tristantrompeter – blandt meget andet. Det er altid en oplevelse at se den side af musikernes hverdag på Operaen.

Jeppe er solotrompetist og Kapellets medlem nr. 1067.

Hvorfor begyndte du at spille trompet?

Et godt spørgsmål! Min mor spillede saxofon i Holbæk Byorkester. Hun var med til at starte orkestret. Da de, der havde gået i Holbæk-garden, blev for gamle til at være med, så manglede de et sted at spille, så der var en masse gardere af den generation, der startede byorkestret, og der var min mor altså med. Der blev jeg jo så slæbt med.

Jeg er enebarn, og min mor var enemor, så der var bare os i en lejlighed i Holbæk, så jeg var med til alt det der. Jeg gik og sang i børnehaven, men hun syntes, at jeg skulle i gang med noget. Jeg var kun fem år, og jeg ville spille basun! Men jeg havde ikke lange nok arme, og så ville jeg spille horn, fordi der var en, der hed Johnny Gybel, som spillede horn, og som af og til dirigerede orkestret, og jeg syntes, han var SÅ sej. Han var en stor inspiration. Jeg var jo ikke så gammel, men han gjorde et stort indtryk.

Så kom jeg på Holbæk Musikskole, og så fik jeg en kornet til at starte med. Dengang havde man ikke de der plastik-instrumenter, børneinstrumenter, som man kan få i dag. Det eksisterede ikke dengang, og kornetten er en kortere trompet, så den kunne jeg holde – og så kom jeg aldrig videre siden. Jeg fik en trompetlærer, som hed Børge Rasmussen, dengang på Holbæk Musikskole, da jeg var 5 år. Han er som en bedstefar for mig stadig den dag i dag.

Uddannelse: Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus v. Martin Schuster og prof. Kristian Steenstrup, Hochschule für Musik Karlsruhe v. Prof. Reinhold Friedrich og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium v. Jonas Wiik og Nikolaj Viltoft.

Og de sidste to blev så senere mine kolleger. De er medlemmer af Kapellet i dag.

Jeg tog til Jylland og gik på efterskole på det, der hedder Orkesterefterskolen i Holstebro. Jeg var på en af de tidligste årgange der. Jeg var på en masterclass hos Kristian Steenstrup, som var professor i Aarhus. Jeg har nok været omkring 15 år. Så fik jeg mulighed for at tage undervisning hos ham, og det, syntes jeg, var fedt. Så kom jeg til Sjælland igen, til Holbæk, og tog over til ham en gang om måneden eller hver anden måned.

Jeg blev optaget på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus som én af de første i de nye faciliteter i Musikhuset. Martin Schuster var solotrompet i Aarhus Symfoniorkester. Han og Steenstrup var et godt makkerpar. De var meget forskellige, men det var fedt. Jeg kom forholdsvis tidligt ind i Aarhus Symfoniorkester som assistent, og det gav jo helt vildt meget.

Senere tog jeg på udveksling som Erasmus-studerende til Karlsruhe og gik hos Reinhold, som er én af verdens bedste og mest betydningsfulde trompetister nogensinde. I hans klasse var der kun de allerbedste studerende, og de kom fra hele verden for at studere hos ham. Fantastisk mulighed jeg fik dengang. Jeg var kun 20 år. Jeg vendte hjem til konservatoriet i København 2013-2015 og færdiggjorde mine studier, samtidig med at jeg var kontraktansat som tutti-trompetist i Det Kongelige Kapel i to år.

Du er medlem nr. 1067, og du blev fast medlem i 2016. Hvordan gik det til?

Inden jeg blev fastansat, var jeg ansat på kontrakt i sammenlagt næsten to år på en tutti-trompetstilling.

Du var ikke assistent, men ansat på kontrakt?

Jeg var booket på kontrakt. Først var det et halvt år. Så har de så syntes, at det var meget godt, og så fik jeg et år mere. Så var der et halvt år, hvor jeg var på kontrakt i Radiosymfoniorkestret. Så var der konkurrence i Kapellet. László Molnár, ungarsk trompetist, var ansat i Kapellet men vandt en solostilling i Radioorkestret, og så var der konkurrence i Kapellet i september 2015 om Lászlós plads som tutti-trompetist. Samme sæson skulle Ketil Christensen pensioneres, og så var der konkurrence i november om hans plads som solotrompetist, så der var to måneder mellem de to konkurrencer.

Så du vandt først konkurrencen for Lászlós tutti-trompetstilling, og to måneder efter vandt du konkurrencen for Ketils solotrompetstilling?

Ja, men så skal man jo på prøve i et år. Jeg havde spillet tutti-trompet i Aarhus, i Radioen og i Kapellet, så det vidste jeg, at jeg kunne finde ud af. Så jeg insisterede på, at hvis jeg ikke bestod prøvetiden som solotrompet, så ville jeg få en ny prøvetid som tutti-trompet. Derfor holdt de lidt igen med stillingsopslaget, så den blev ikke slået op igen med det samme. Jeg bestod prøvetiden, men så landede vi i de der spareår, og det endte med, at den tuitti-stilling ikke kom igen. Stillingen forsvandt.

Hvis der var to, der havde vundet stillingerne, så havde vi været seks i gruppen. Og så gik Bjarne (Kundby Nielsen) på pension i 2019. Han var her i mange år. Og så var vi pludselig kun fire i gruppen, og det har vi været i otte år, indtil vi endelig fik lov til at lave en stilling. Så har vores nye mand, Holger Sandegaard Johansen, vundet tutti-trompetist-konkurrencen i december 2025, og han starter sin prøvetid i august, og det glæder vi os vildt meget til. Så nu bliver vi fem igen, og Kapellets trompetgruppe har historisk set næsten altid været på fem eller seks.

Som trompetist er man jo altid alene på sin stemme, selv om man spiller tutti

Kan du sætte ord på forskellene mellem solo- og tutti-trompet? Det er jo det samme instrument, hvor soloen måske er mere udsat?

Det er jo netop det. Ole Andersen, legendarisk solotrompetist i Radioen, sagde engang i den fantastiske dokumentar Mens Musikken Spiller fra 1979: ”Hvis jeg spiller forkert, så kan selv pølsemanden inde på Rådhuspladsen høre det.” Som trompetist er man jo altid alene på sin stemme, selvom man spiller tutti. Men rollen er ofte en opbakning – hvis solotrompeten ligger højt, så er det dit ansvar som tutti at få det til at stemme. Det kan næsten sammenlignes med at være hjælperytter i et cykelløb.

Har du spillet i andre orkestre før du kom til Kapellet? Du har du allerede omtalt Aarhus og Radioen.

Jeg har spillet flere steder, men jeg havde længere kontrakter i Aarhus, i Radioen og i Prinsens Musikkorps, som er et militærorkester. Det var fedt at spille i Prinsens. Jeg elsker mit arbejde i Kapellet, men det, jeg savner allermest, er at spille marcher. Jeg elsker at spille marcher! Prinsens Musikkorps har betydet rigtig meget for mig. Jeg fik lov til at prøve kræfter med alt muligt. Jeg havde kontrakt på Eb-kornet, en piccoloblæser, så jeg fik lov til at prøve en masse ting i en ung alder. Det har givet en masse erfaring.

Mit yndlingsværk: Der er mange. Strauss’ operaer, Puccinis operaer, Prokofievs Romeo og Julie og Mahlers 6. symfoni. Er det stadig sådan?

Ja, mere eller mindre. Nu har vi lige spillet Rosenkavaleren. Den har jeg tidligere spillet på 3. og 2. trompet. Nu har jeg næsten spillet alle Strauss’ operaer. Det var Salome, der var min favorit inden denne sæson, men nu er jeg i tvivl, om det er Salome eller Rosenkavaleren. Det er en af de to.

Man kan jo sige, at Salome er hurtigere overstået.

Det er jo også en pointe! Men i Rosenkavaleren får man lov at spille Rosenoverrækkelsen og så terzetten til sidst. Man får lov at være helt ‘balletdanseragtig’ og ‘kysse’ et højt des til sidst, efter man har spillet i fire og en halv time. Det har været en stor oplevelse. Marie Jacquot har været fantastisk, og hun hævder, at Rosenkavaleren er hendes yndlingsopera.

Jeg elsker Puccini. Jeg havde orlov et år efter at have været herinde i et par sæsoner. Og det, jeg savnede allermest, var at spille Puccini. Det var lidt sjovt – det havde jeg ikke regnet med.

Et symfonisk værk, som jeg ikke kendte så godt, og som vi har spillet for nyligt (Kapelkoncerten d. 24. oktober 2025) er Skrjabins Poème de l´extase, som er hans 4. symfoni. Den føltes, som var den en trompetkoncert fra start til slut. Det er den fedeste koncert, jeg har været med til at spille. Til samme koncert spillede Kapellet også Sacre du Printemps, og Marie Jacquot dirigerede.

Bor du i Danmark?

Ja!

Er du gift?

Ja!

Har I børn?

Vi har Vitus, som er fire år, så der er knald på derhjemme!

Min største musikalske oplevelse: At spille Mussorgskys Udstillingsbilleder i Elbphilharmonien med Det Kongelige Kapel på turné til Hamborg. Hvornår var det?

Det var i 2019. Og senere samme sæson var vi på turné i Sydkorea med samme værk. Også en stor oplevelse.

At opleve Mariss Jansons under Mahlers 2. Symfoni også med Det Kongelige Kapel. Hvor var det?

Det var her i Operaen. Han fik Sonning-prisen i 2018.

Jeppe peger et foto af sit helt personlige bagsceneorkester, som han samlede til Mahlers 2. Symfoni. Til venstre for Jeppe står solotrompeten fra Radioorkestret i Riga, Jens Emil Holm.

Vi gik på konservatoriet sammen fra første dag i Aarhus, og vi har fulgtes ad lige siden. Jeg var i Karlsruhe, og han var i Spanien, og vi kom hjem og gik på Konservatoriet i København sammen på kandidatuddannelsen. Og så er det Nikolaj Husum fra Radiosymfoniorkestret, og så er det Karl Husum fra Radiosymfoniorkestret og Kasper Knudsen, som er ansat i Schleswigske Musikkorps.

Det var fantastisk med Jansons. Han døde desværre, cirka et år efter han var her, men man kunne mærke på ham, at han kunne lide at være her, og han antydede, at han gerne ville komme og lave en opera her. Det ville have været fantastisk, men han levede ikke så længe. Det var vildt at opleve SÅ stort et navn have ‘fingrene nede i bolledejen’, og så i huset her. Det var første gang, jeg oplevede en af de helt store dirigere.

…jeg elsker, når man får lov til at arbejde med mennesker, og derfor har jeg også taget mange billeder herinde af musikerne

Når jeg ikke spiller i Det Kongelige Kapel, så underviser jeg på MGK og spiller kammermusik. I fritiden kan jeg godt lide at få gastronomiske oplevelser, være sammen med venner og familie, brygge øl og følge med i fodbold, cykling og Formel 1.

Det har nok ændret sig lidt. Jeg bliver tit bidt af noget nyt, og så nørder jeg det fuldstændig igennem. Men interesserne bibeholdes – jeg har fx ikke brygget øl siden 2018, men jeg har drukket øl! Men jeg har alt udstyret, og jeg ved præcis, hvordan det skal gøres. Jeg har også prøvet mjød. Men den største hobby, som jeg har haft i fire år, er fotografi og at fremkalde selv i mørkekammer. Det har ”overrulet” alt. Jeg bruger al min fritid på fotografi.

Hvad fotograferer du? Landskaber, mennesker?

Jeg fotograferer mest med film. Gammeldags film! Jeg er rigtig glad for mange genrer, men portrætter er nok det, jeg brænder allermest for. Så har det været sort/hvid film, men det har også ændret sig lidt, og jeg bruger nu også farvefilm. Altså først og fremmest portrætter men også stilleben og landskaber. Men jeg elsker, når man får lov til at arbejde med mennesker, og derfor har jeg også taget mange billeder herinde af musikerne. Det synes jeg er sjovt. Jeg kender dem jo rigtig godt. Jeg har også taget billeder af dirigenter. På vej ud skal du se nogle fotos, jeg har taget af Paolo Carignani.

Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at han ikke er her mere!

Dét synes jeg også. Han kom, lige som jeg blev ansat på kontrakt. Han lavede Verdis Siciliansk vesper. Da havde jeg måske været på kontrakt i to år. Det var første gang i lang tid, vi hørte publikum huje helt vildt af orkestret. Han fik noget specielt frem. Der er nogen, som taler om, hvilke dirigenter der har farvet dem mest. I dag er jeg 35 år og var 25, da jeg startede, og de år fra man er 25, til man er 35, tror jeg, at man bliver farvet rigtig meget. Så jeg synes egentlig, at han har lært mig at spille orkester.

Han kunne vist godt blive lidt hysterisk, og vistnok havde han det svært med sangerne?

Ja, desværre hørte man om det. Og han havde en lidt ”old school” italiensk stil engang imellem. Men af og til SKAL man have en lille skideballe for at blive bedre. Man har af og til brug for at komme ud på kanten af stolen for at præstere sit bedste, og det kunne han få frem. De ældre musikere taler meget om Paavo Berglund. For min generation var Carignani det, som Berglund var for den ældre generation. Carignani var jo ikke chef, men han var som en chefdirigent for min generation. Og sikkert for de fleste i den årrække han var 1. gæstedirigent.

Formel 1? Det er ikke, hvad det har været!

Nej. Det er det ikke, men biler i det hele taget har altid interesseret mig meget. Min stedfar, som kom ind i billedet, da jeg var en 11-12 år, han var mekaniker. Formel 1 er noget andet nu. Det er næsten lidt kedeligt, så jeg følger ikke med, som jeg gjorde førhen.

Hvad med cykling?

Cykling derimod følger jeg med i. I hvert fald hver sommer, når der er Tour de France. Lige meget hvor vi skal hen, så har jeg altid TV2 Play med den store pakke med sport, når der er Tour de France. Det skal der følges med i! Og også fodbold.

Fodbold er jo trist i øjeblikket.

Jeg er Brøndby-fan, så det er ikke så godt.

Det går dog bedre end med FCK!

Det er det eneste lyspunkt. Det går lidt bedre for Brøndby end for FCK.

De der gastronomiske oplevelser, hvad dækker det over? Laver du selv mad?

Det kan jeg også godt lide. Det har jeg gået meget op i, men at tage ud og spise er noget af det bedste, min kone og jeg ved. Vi mødte hinanden da jeg var 19-20 år, altså en 15-16 år siden.

Så I har spist sammen nogle gange!

Det må man sige. Min 40-års fødselsdagsgave til hende var, at vi skulle spise på Kong Hans Kælder. Det er nok den største oplevelse, jeg har haft rent madmæssigt, så det var alle de mange penge værd.

Min mest mindeværdige/sjoveste/mærkeligste oplevelse i Kapellet: Første gang, jeg spillede Verdis Otello i 2013. Det var en stor oplevelse, og hver gang vi spiller scenemusik, er der tit sjove og anderledes oplevelser.

Der er noget med scenemusik, også fordi det har været tæt på at gå galt i hvert fald to gange.

Vi spillede Carmen. Så går vi ud af graven, mig og min kollega Lars Husum – der er to kornetter på scenemusikken, og vi skal spille en lang duet på bagscenen. Vi har lige et par minutter, og så går jeg op på scenen. Lars er ham, der altid har styr på tiden og timer det, men så har han læst eller husket forkert om, hvor lang tid vi har, inden scenemusikken skal spilles. Så hører han over højttaleren nede i trompetrummet, hvor man kan følge med, at det er ved at være. Han tænker ”SHIT! det er lige om lidt”, så han løber op. Og jeg står deroppe og har jo ikke min telefon med, så jeg forbereder mig på, at jeg skal spille det her helt alene uden 2. stemmen. Og der står en scenedirigent, som ikke er helt tilfreds og har lidt sved på panden, men det kan jeg jo ikke gøre noget ved.

Lars åbner døren til bagscenen, en fjerdedel før vi skal starte – i den modsatte side af, hvor jeg står placeret, og det er pænt langt væk fra mig. Så spiller han, mens han går stille og roligt mod mig og scenedirigenten, og spiller udenad. Da vi så er færdige, satte han sig ned og smilte – lavede måske en ‘knuckles’, og så gik vi tilbage i graven og spillede operaen færdig. Der var pulsen pænt høj under den lange solistiske kornet-duet. Og der var ikke en kæft, der lagde mærke til noget. Det glemmer jeg aldrig!

En god dirigent er en dirigent, der kan vise, hvad de vil, med deres teknik, med hænderne…

Så kommer der et lidt drilsk spørgsmål: Hvad er en god dirigent?

En god dirigent er en dirigent, der kan vise, hvad de vil, med deres teknik, med hænderne, og ikke snakker et prøveforløb i stykker. Der kan man også ofte se forskellen på yngre og ældre dirigenter. De ældre gør mindre, men det er meget mere effektivt, og de siger mindre, for de har fanget, at selvom det ikke lykkes til prøven, så ved de godt, at vi gør det næste gang, hvorimod man ofte oplever en yngre dirigent vise det, slå af og så alligevel sige det. Der er det andet meget mere elegant – hvis man vel at mærke kan læse, hvad vedkommende vil, og de kan styre orkestret.

Hvem kan du specielt fremhæve af de dirigenter, du har arbejdet med – og hvorfor? Du har jo nævnt Mariss Jansons og Paolo Carignani.

Første gang, Marie Jacquot var her, var det første gang længe, at der var én, der kunne samle timingen fra den ene side af graven til den anden. Der er jo stor afstand. Og det kunne hun gøre med sin teknik. Der har været masser af gode – og også det modsatte – dirigenter.

Den bedste dirigent, jeg nogensinde har oplevet – det er desværre ikke i Kapellet, men jeg håber, vi en dag kan få ham hertil – er Klaus Mäkelä, som er finsk. Det er fuldstændig vildt. Han er 30 år gammel og blev chefdirigent som 24-årig for Oslo-filharmonien, som jeg har haft rigtig meget at gøre med. Man tænker ikke på, at han er så ung. Han stiller sig op foran orkestret og har fuldstændig styr på det.

Jeg fik mulighed for at komme derop og spille i sæson 2018/2019 og havde derfor orlov fra Kapellet en hel sæson. Jeg var jo ung. Så spurgte jeg: ”Må jeg prøve det?” Og det glemmer jeg aldrig Kapellet for, at de gik med til. Der var måske andre steder, der ville have sagt nej. Men: ”Ja, selvfølgelig skal du prøve det!” Og det er måske også medvirkende til, at jeg stadig er her i dag. Det er jo et fantastisk orkester i Oslo. De mangler jo ikke penge deroppe. De er på store turnéer, de har penge til de store dirigenter og spiller store programmer næsten hver uge.

Jeg har lige været på en kæmpe europaturné med Mäkelä og været rundt i mange af de store koncertsale. Det var bare helt fantastisk at opleve. Den nyeste stærke dirigentinspiration, det er ham. Han er udover i Oslo også chefdirigent for Orchestre de Paris og snart chefdirigent for Royal Concertgebouw Orchestra, en stilling bl.a. Mariss Jansons har haft, og også snart chefdirigent for Chicago Symphony Orchestra. Han er fantastisk.

For at få Kapellet godkendt til UNESCOs immaterielle kulturarv, som det er Venneforeningens ambition, er det vigtigt i et forsøg på at afgrænse Kapellet fra andre orkestre at finde noget helt unikt i Kapellets virke. Vi har talt om den unikke strygerklang, opera-, ballet- og kammermusikkens indflydelse på orkestrets klang, samt naturligvis kapelnummersystemet. Måske der er mere?

Kapelnummersystemet er jo enestående. Der er naturligvis huller i systemet, men bare det der med, at Det Kongelige Kapel har været en dansk kulturinstitution i over 575 år. Det startede jo som et trompeterkorps – det er jo meget sjovt for mig. Men det, at det har været tilknyttet Kongehuset, at det har været et hofensemble, og at det har eksisteret igennem udviklingen fra enevældigt monarki til demokrati, er unikt. Og så det med at min kollega her også har været min lærer. Jeg har spillet 2. trompet i to år til Ketil Christensen og Nikolaj Viltoft. Hvis jeg ikke havde gjort det, er jeg ikke sikker på, at jeg havde kunnet passe jobbet i dag. Og Ketil gjorde det samme med Knud Hovaldt og Edvard Larsen.

Men er det specielt for Kapellet? Tror du ikke det er sådan i mange orkestre rundt omkring?

Måske er det det. Jeg ved det ikke. Men jeg synes, vi stadig har noget i Kapellet, som er nogle traditioner – og det er ikke fordi vi skal være lokale. Der kommer jo hele tiden folk udefra. Men vi er gode til at give traditioner videre.

Det, som er overraskende for mig, er, at ud af de fjorten interviews, jeg har lavet hidtil (der er langt hjem!), har der kun været fire, som ikke er danske (slagtøjsspiller Marcus Wall fra Sverige, harpenist Angelika Wagner fra Tyskland og fløjtenist Brit Halvorsen og cellist Elen Lura Haakensen, begge fra Norge). Der er mange danskere i orkestret.

Alle, uanset hvor de kommer fra, er velkomne her i Kapellet. Vi har jo lige haft trompetkonkurrence, og den nye trompetist, der starter i orkestret, han er også dansker. Og der var mange afsindigt gode trompetister fra hele verden, som stillede op.

Nu kan jeg jo kun snakke for mig selv og min egen faglighed, trompet. Vi lever i en digital tidsalder, og man kunne forestille sig, at den måde, man spiller på i de forskellige lande, bliver udvisket mere og mere. Jeg synes faktisk, at det mere er sådan, at man kan høre, hvor orkestret kommer fra. Der er selvfølgelig inspiration fra alverdens dygtige trompetister, men der er stadigvæk et begreb som ‘den danske klang’, og jeg kan godt lide tanken om, at den tradition holdes i hævd. Selvfølgelig med fornyelse og plads til egen udfoldelse, men inspirationen og traditionen må godt kunne høres.

Tidligere talte man meget blandt messingblæsere om en amerikansk klang?

Og det synes jeg på ingen måde, vi har her i øjeblikket. Vi spiller dansk! Vi spiller heller ikke britisk. Vi spiller heller ikke russisk. Vi spiller ikke engang norsk – nu har jeg jo spillet en del i Norge. Det er også et andet klangideal.

…vi har en bred, syngende klang med kerne

Kan du sætte ord på, hvad du synes, der er specielt ved jeres klang?

Jeg vil beskrive det som en relativt stor klang med ‘kerne’ og en ‘bred’ klang og som regel også ‘syngende’. Vi er ikke bange for at bruge vibrato. Vibrato er fx oftest meget mere kontrolleret i USA, og den måde, vi spiller på, puster, og de mundstykker, som vi spiller på, er oftest lidt anderledes. Alle lande har måske noget specielt, men vi har en bred, syngende klang med kerne. Og det er da fantastisk, at selvom man er inspireret af hinandens spillestil, så kan man i mange tilfælde høre, om en trompetist er tysk, spansk, russisk, norsk, dansk, eller britisk, osv.

Vi har i Venneforeningen en fornemmelse af, at I er voldsomt pressede arbejdsmæssigt. Gælder det også trompetgruppen?

Lige nu er det maj måned, og der er vi bestemt ikke presset arbejdsmæssigt, men der er meget delte meninger i orkestret. Nu blev den sidste Don Pasquale jo aflyst, og vi skulle spille ballet. Men de har ændret repertoiret, så det kun er strygerne, som spiller, så de spiller jo væsentligt mere end os lige nu.

Men jeg synes, vi arbejder hårdere, end da jeg startede for ti år siden. Vi skal også spille flere musicals, og det kan jeg faktisk godt lide, men for trompetens vedkommende skal man ofte op og hyle de der høje toner, og det er meget anderledes at spille på den måde. Det er noget jeg egentlig ikke er uddannet til. Når det er rigtig ekstremt, så er det som at være lead-trompetist i et big band. Og måden at spille på, samt mundstykker og klang, er helt anderledes. Det er sjovt, når det lykkes, men det kan være meget svært at skifte mellem at spille musical med høje big band-toner, og så skulle klinge smukt og klassisk og trylle på en solo i en opera eller ballet. Heldigvis har vi forskellige forcer i trompetgruppen i Kapellet, så vi kan oftest klare skærene, selvom vi også en gang imellem må have hjælp af dygtige specialister udefra.

Arbejdspresset hænger måske også sammen med dobbeltdriften. Altså en musical på Operaen og ballet på Gamle Scene, hvor forestillinger spiller samtidigt. Så det bliver lidt halvt, eller også skal vi have en, der kan gøre det. Med dobbeltdriften – Nøddeknækkeren og musical samtidigt – så ryger fleksibiliteten. På Nøddeknækkeren er der to trompeter og på West Side Story er der tre, og når vi så kun er fire i gruppen, og hvis én pludselig bliver syg, så vælter hele regnestykket. Så skal vi til at have assistenter, og så skal hele Kapellet ”lægges om”. Og ligegyldigt hvad, så skal vi musikere sørge for, at kvaliteten er i orden.

Vi har rigtig gode assistenter, det er slet ikke det, men man kan godt nå at blive lidt nervøs, hvis der en aften er rigtig mange assistenter i orkestret. Der er jo naturligvis ikke samme erfaring, selvom assistenterne er dygtige. Det kan være en belastning. Nu bliver vi heldigvis én mere i gruppen. Men med dobbeltdriften mellem de to huse, så burde vi have et større orkester. Det er desværre selvfølgelig et spørgsmål om penge.

Jeg tror, det var Schønwandt, der mente, at der ideelt set burde være 130 i orkestret. I har gode assistenter, men det kan stadig være stressende?

Når man sidder sammen i så mange år – vi har været den samme trompetgruppe i ti år – så kender man hinanden. Hvis jeg har spillet meget og haft en lidt hård dag, så får jeg en helt anden opbakning fra mine faste kollegaer. De ved lige præcis, hvordan de bedst kan bakke op.

Så kommer vi til et spørgsmål, som normalt er hurtigt overstået: Dit instrument? Men der jo mange slags trompeter. (Jeg havde lavet en oversigt på seks forskellige trompeter med hjælp fra Google og viste den til Jeppe)

Den liste er langtfra fuldendt! Eksempelvis piccolotrompeten stemmer en oktav højere end Bb- trompeten. Bb-trompeten er den, vi spiller 80% herinde. Og der spilles også meget på C-trompet. Det er sjovt, at vi spiller så meget Bb-trompet i Kapellet. Det er et lidt større instrument. Du får en lidt bredere lyd, så vi går oftest langt for at spille Bb-trompet, men vi spiller altså også meget C-trompet.

Så er der bastrompeten?

Den har vi givet videre til basunisterne inde ved siden af. I gamle dage var det trompetisterne, der spillede bastrompet, men da mundstykket er så stort, har vi givet den videre til basunisterne. Det er blevet kutyme længe før min tid. Træktrompeten er uden ventiler og Naturtrompeten/baroktrompeten er mest til tidlig musik. Lommetrompeten kan man have med, når man skal rejse. Men kornetten spiller vi meget på. Mange balletting og soloer. Kornetten er en kortere Bb-trompet. Og der er også et flygelhorn!

Det sidste oplever jeg tit som noget fra jazz-musik?

Præcis. Men den er altså med i den her nye ballet (Akram Khans Lady Macbeth med musik af Vincenzo Lamagna).

Og hvordan er klangen?

Den er meget rund og blød.

Er det svært at omstille sig?

Ja, det kan det være, synes jeg. Der er jo forskellige mundstykker på de forskellige instrumenter, og vi spiller ofte på mange forskellige trompeter hver uge, så de skal alle holdes i gang ved den daglige øvning.

Det er også en D-trompet og en Eb-trompet – den spiller jeg Sylfiden på. Og hvis jeg en dag skulle spille Haydns Trompetkoncert, så er det på en Eb-trompet. Vi har også en C-piccolo og en G-piccolo og en A-piccolo. Der er også forestillingsspecifikke trompeter såsom Kongetrompeter, som bliver spillet på i Lohengrin, Trætrompeten i Tristan og Isolde og den velkendte Aida-trompet.

Men alle disse instrumenter, er det dine egne eller er det Kapellets?

Det er Kapellets. Dem har de købt til mig – eller til os – fra den der tjenesteinstrument-pulje.

Hvor længe holder en trompet. Jeg var chokeret over at høre, at eksempelvis en obo kun holder i ca. ti år!

Den kan nok holde længere, men der sker noget. Den får tæringer og kommer til at stemme dårligere, og ventilerne kan blive utætte. Og på gamle trompeter opstår der metaltræthed på klangstykket. Men sådan en trompet, som vi spiller på koster nok mellem 22.000 kr. og op til omkring 37-38.000, og de skal måske skiftes ud ca. hvert tiende år, hvis de bruges meget. Men jeg kan godt forestille mig, at jeg stadig har flygelhornet, når jeg skal pensioneres, for det spiller jeg ikke på så tit. Men man kan godt få en kærlighed til de gode instrumenter. Så kan man godt leve med, at der sker nogle ting. Der er nogle, som spiller på den samme trompet hele livet, selvom den er helt smadret.

Hermed slut på dette meget interessante interview og den meget hyggelige samtale. Og som sædvanligt lærte jeg noget om instrumenterne og om at spille i Kapellet.

På vejen ud viste Jeppe mig de to fotos, han havde taget af Paolo Carignani, fanget i meget karakteristiske positurer. Godt at Jeppe er en så fremragende trompetist. Ellers ville han nok kaste sig over fotografiet!

Tak til Jeppe