29. september 2025

Orkesterregissør JOHANNA LUNDGREN fortæller om sit arbejde

Johanna mindre
Af Lone Ricks

Det blev en vældig interessant intro til Det Kongelige Kapels orkesterprøve på Leoncavallos Pagliacci eller Bajadser d. 24. september 2025. Johanna Lundgren, der er orkesterregissør, kom for anden gang og fortalte om sit arbejde. Første gang var 21. marts, men tiden slap op. Derfor inviterede vi hende igen.

Johanna Lundgren fortæller om arbejdet som orkesterregissør til de fremmødte medlemmer

Johanna begyndte sin intro allerede på vej til elevatoren, hvor vi gjorde stop undervejs. Vi blev orienteret om opslagstavlerne, som Johanna holder ajour med info til musikerne.

Vi hørte om det store arbejde, der er, med at få den rette sceneopbygning både i Operaen og på Gamle Scene. Det er forskelligt fra dirigent til dirigent, og det er også væsentligt, om det er en opera (og hvilken komponist), der spilles. F.eks. er besætningen i graven jo vidt forskellig, når der spilles en opera af Mozart eller af Wagner eller Strauss.

Scenebredden på Operaen er 22 m, hvor den på Gamle Scene er 18 m. Dybden af scenen kan også variere — ved en ballet skal den indstilles, så dirigenterne kan se dansernes fødder, og ved en opera er det vigtigt, at de kan aflæse sangernes munde.

Derudover er der en række hensyn, der skal tages — sol og vind skal deles lige, så flest mulige er glade og tilfredse.

Johanna fører en daglig checkliste over musikere, der medvirker ved prøver og forestillinger. Her noteres også sygemeldinger og eventuelle assistenter. De kalder listen en Ola — den er ‘opfundet’ af Kongelig Kapelmusicus nr. 940, solohornist Ola Nilsson.

Johanna udsender servicemeddelelser til alle musikere i forbindelse med prøver og forestillinger. Det kan være om alt muligt og skete f.eks. for nylig i forbindelse med lukningen af togstrækningen mellem lufthavnen og city.

Når der er kapelkonkurrencer, varetager Johanna de forskellige konkurrencedeltageres behov på konkurrencedagen.

Man skal være en dygtig psykolog og en ‘fixer’, der kan lide at skabe løsninger. Samtidig skal man holde hovedet koldt og være venlig og samarbejdsvillig på ethvert plan. Også hvis man er stresset.

Efter Johannas intro samledes vi i prøvesal 6, hvor musikerne var klar til prøve på Bajadser med dirigent Guilio Cilona. I løbet af prøven fik vi lov at opleve en fuld gennemspilning, og vi ser allerede frem til den kommende åbne sceneprøve på den og Cavalleria Rusticana d. 8. oktober.

Seneste indlæg