Det var et velmotiveret publikum, der søndag d. 29. marts ankom til Metronomen på Frederiksberg til fortællinger fra ‘De Go’e Gamle Dage’. Og det blev hurtigt klart, da foreningens formand, Poul Elming, og fhv. operasekretær, sufflør og signalør ved Det Kongelige Teater, Margrethe Albeck, indtog scenen, at aftenens program blandt andet skulle tage os med til en lomme i Det Kongelige Teaters historie, hvor indholdet – produktionerne – måske nok var bekendt, men hvor rammerne var nogle helt andre end i dag.

Margrethe blev ansat som operasekretær på Det Kongelige Teater i 1980 med en jobbeskrivelse, som gør ethvert nutidigt ønske om omstillingsparathed til skamme: budgettering, prøve- og produktionsplanlægning, personaleledelse – foruden et hav af forefaldende opgaver. Det var en æra, hvor kontraktlige forpligtelser for alle involverede både var mange og mangeartede. F.eks. krævede det sit at have overblik over, hvorvidt dublanten til aftenens forestilling nu var på den ene eller den anden type orlov, da det kunne være afgørende for, om alt planmæssigt kunne løbe af stablen, eller om man måtte aflyse. Der var to ugentlige møder mellem Margrethe og planlægningschef Jørgen Lytton, hvor den næste eller de næste par uger blev tilrettelagt i detaljen. Den fjernere fremtid – som selvfølgelig i store træk var planlagt sæson for sæson til teatrets abonnementer – forblev altså i nogen grad ukonkret, indtil man nåede et punkt, der i dag måske nok kunne betegnes som ’oppe over’.

Det var naturligvis også ’manuelle’ tider uden computer og mobiltelefon. Næsten hele Det Kongelige Teaters ledelse – balletten og balletskolen undtaget – huserede på samme direktionsgang, og teatrets egen postmester Jensen, blandt ansatte kendt som ’brevduen’, gik sin daglige runde med interne memoer. Således kunne enhver fornemmelse af at være på forkant hurtigt veksles til behov for brandslukning. Det mærkedes især i forbindelse med ombygningen af Gamle Scene 1983-1985, hvor en decideret postkrise opstod som resultat af de ansattes midlertidigt spredte placering fra Tivoli, hvor teatrets forestillinger også fandt sted, over Tordenskjoldsgade og Nyhavn og helt til Odd Fellow Palæet i Bredgade. Når beskeder endelig nåede frem, var det ikke ualmindeligt, at man måtte op på jernhesten og suse på tværs af byen.

Operaafdelingen disponerede dengang over et fast ensemble på rundt regnet 40 sangere, og da teatret samtidig havde omtrent 50 fastansatte skuespillere og mellem 100 og 110 balletdansere, var der rift om prøvesale og repetitører – især hvis der opstod behov for prøver ud over de i forvejen planlagte. Alle operapartier havde til gengæld dublanter, og med et så stort husensemble var det muligt at opsætte værker, som vi i dag skal være heldige at få lov at overvære. Eksempelvis Animalen, en opera-fabel i to akter efter Tage Danielssons bog af samme navn og med musik af den svenske komponist Lars Johan Werle, som blev opsat i 1982 på Nye Scene. Animalen kræver rundt regnet 20 sangere, foruden operakor, og handler kort fortalt om fredsforhandlinger, hvor en alsidig flok af dyr – aber, tigre, påfugle, giraffer, pingviner – kommer menneskeheden, som i sin geopolitiske forfængelighed er i risiko for forhandlingsnedbrud, til undsætning. Aktuelt? Ja! Muligt? Usandsynligt i lyset af sangerensemblets nuværende størrelse. Som Margrethe sagde: ”Det kunne man!” Og som hun svarede, da formand Elming spurgte, hvordan tiden som operasekretær på Det Kongelige Teater overordnet set havde været – alle tænkelige benspænd inkluderet: ”Det var vidunderligt!”

Aftenens anden akt bød på røver- og andre historier fra Det Kongelige Kapel, præsenteret af Kgl. Kapelmusicus nr. 896, orkestrets allerførste basbasunist og professor emeritus ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Mogens Andresen. Mogens var ansat i Kapellet mellem 1974 og 1988 og er sammen med Kgl. Kapelmusicus nr. 862, violinist Troels Svendsen, forfatter til bogen om Det Kongelige Kapel, som blev udgivet i 2013 i forbindelse med Det Kongelige Kapels Forenings 100-årsjubilæum. Med et fornøjeligt slideshow i baghånden underholdt Mogens aftenens publikum med sin store viden om navngivne kapelmusici og deres eskapader.

Vi hørte historien om Kgl. Kapelmusicus nr. 494, den yderst charmerende schweiziske violinist og sanger Edouard de Puy. Han indledte sin karriere i Sverige men blev landsforvist efter at have sunget La Marseillaise i fuld offentlighed. Han kom da til Danmark, blev koncertmester i Kapellet, sanger i Operaen og dertil volontør i Kongens Livjægerkorps. På teatret sang han bl.a. hovedpartiet i Mozarts Don Giovanni, og enten kunne han ikke slippe rollen efter tæppefald, eller også var det måske ikke så svært for ham at indtage den. Som sanglærer havde han kronprinsesse Charlotte Frederikke som elev, og det blev med tiden kendt, at deres tid sammen ikke udelukkende var brugt på lektioner i sang. Kong Frederik VI gav ham derfor valget mellem sit livs anden landsforvisning eller livstidsfængsel. De Puy valgte naturligvis det første og fik blot to timer til at forlade Danmark. Som en slags held i uheld havde man i Sverige glemt alt om hans tidligere forseelse, og han tiltrådte senere som dirigent ved Kungliga Operan i Stockholm.

Vi fik også fortællingen om sin tids største Mozart-fan, Kgl. Kapelmusicus nr. 518, klarinettist Peter Christian Petersen, hvis søn fik det ’forventningsfrie’ navn Mozart Petersen. Mozart fulgte i sin fars fodspor og blev i 1832 ansat i Kapellet som klarinettist og Kgl. Kapelmusicus nr. 557. Han var kendt for sin lyd og virtuositet på klarinetten, og han er én af meget få kapelmusici, som spontant har modtaget applaus efter en solo i en operaforestilling. Han var efter sigende både forfængelig og fyldt med selvtillid – eksempelvis rejste han sig og bukkede midt i forestillingen efter omtalte applaus. Hans hår sad ulasteligt, han var (selvudnævnt) Wagner-ekspert og interesserede sig for både mønter, segl og arkæologi. Til gengæld var han ingen ørn med penge og blev på grund af gæld et par gange sat i Blåtårn, som fængslet for kongeligt ansatte dengang hed. Efter forestillinger på teatret nød han at frekventere det samme værtshus i Nyhavn, hvor han udbredte sig om sin store viden om dette og hint. Skæbnen ville imidlertid, at han på en februaraften i 1874, kort efter Nyhavns bassins udvidelse – en måske ekstraordinært våd aften, og i hvert fald for våd til at rutinemæssig hjemtursslingren slog til – drattede i vandet og druknede.

Herudover langede Mogens en række kortere anekdoter over disken. Der var for eksempel dengang i 1607, hvor Kapellet endnu blot var et trompeterkorps, og hvor nr. 175, trompetist Christian Laursen, ’uheldigvis’ kom til at slå nr. 114, trompetist Friederich Mott, ihjel, og efterfølgende selv blev dødsdømt. Eller dengang i 1800-tallet, hvor nr. 493, oboist Christian Frederik Barth, som af en kapelmester var blevet kaldt ’et fuldkommen fordærvet geni’, på en firemåneders studierejse til Tyskland to gange løb tør for penge, to gange fik tilsendt penge og først efter fire år vendte hjem til Danmark – og til en fyreseddel. Eller den om nr. 788, trompetist Edvard Larsen, som var stor øl-entusiast, boede tæt på Kongens Nytorv og var så magelig, at rygtet sagde, at han pendlede på arbejde i hjemmesko.

Fra os i Det Kongelige Kapels Venner skal lyde kæmpestor tak til både Margrethe og Mogens for deres fortællinger, som gjorde aftenen helt særligt spændende og underholdende.

Har man interesse for at se nærmere på Anton Blochs nummerfortegnelse, så kan en ajourført liste findes på Det Kongelige Kapels Forenings hjemmeside: Oversigt over Kapelnumre