Interview med cellist ELEN LURA HAAKENSEN

Af Poul Elming

Mit næste interview er med cellisten Elen Lura Haakensen. Vi mødtes undtagelsesvis ikke på Operaen eller på Gl. Scene, men derimod i Elens hjem, en næsten 300 kvm. stor herskabslejlighed på Østerbro, en lejlighed hun deler med sin mand, saxofonisten Christian Hougaard, og deres fire børn. Elen har en særlig plads i venneforeningens historie, fordi hun og hendes mand var meget aktive initiativtagere til foreningens stiftelse i 2017.

Du hedder altså Elen, og ikke Ellen. Det er der jo ikke mange danskere, der hedder!

Jeg ved ikke, om det er en norsk variant af Helen eller Ellen.

Er der mange, der hedder Elen i Norge?

Nej!

Du er speciel på mange måder!

Jo, da. Min tvillingesøster hedder Maria, som måske er et af de mest almindelige navne.

Elen er født i Norge, i Stavanger i det aller-sydvestligste hjørne af Norge. Hun er datter af en violinist og en bratschist.

Mine forældre spillede i Stavanger Symfoniorkester, så hele min barndom har jeg sovet til koncert, når de ikke havde fået babysitter.

Violinist og bratschist! Hvorfor spiller du så cello? Er det for, at I skulle kunne spille kammermusik sammen?

Jeg ville egentlig spille violin, men min tvillingesøster er lidt mindre end mig, så hun fik violinen. Det har noget med størrelsen at gøre.

Så to violiner en bratsch og en cello! Så har I jo alletiders strygekvartet!

Vi spillede til alle familiesammenkomster, til jul og når vi havde familiefester. Min mor spillede også klaver. Vi spillede til glæde for de ældre i familien.

Forhåbentlig også til glæde for jer selv?

Jah-jo. Det var min mors projekt. Måske var det noget med at konkurrere med Stavangers pæne fruer. Mine to søstre fik nok af det der. Min tvillingsøster kastede violinen væk i raseri. Hun var træt af at skulle vises frem og presses. Der er jeg måske lidt mere forsigtig.

Så du smed ikke din cello væk?

Nej. Det gjorde jeg ikke.

Jeg læser, at du er uddannet på Barrat Dues Musikkinstitut i Oslo. Er det konservatoriet i Oslo, eller er det en privat institution?

Det er er vel egentlig en privat stiftelse. Stephan Barrat-Due, som leder det nu, har overtaget det fra sin far.

Barrat Dues Musikkinstitut stiftedes i 1927 af violinisten Henrik Adam Due sammen med sin hustru, pianisten Mary Barratt Due.

Det er den største yngleplads måske i hele Norden. Vilde Frang har gået der og Hemsing-søstrene blandt mange. De har uddannet det ene supertalent efter det andet. Mette Hanskov har været meget inspireret af stedet.

De underviser helt små – musikskoleniveau fra man er 4-5 år til konservatorie- og solistniveau, i et og samme hus. Og så spiller man i forskellige orkestre alt efter ens niveau. Jeg drog til Oslo, da jeg var 17 år og prøvespillede og kom ind på det, som var et før-konservatorie niveau, man kunne kalde det MGK, og det var de kendt for at være de bedste i landet til. Jeg gik egentlig på gymnasiet i Sandnes (musiklinje), men syntes, det var kedeligt med al den teori, så i stedet rejste jeg til Oslo, og fik der en lejlighed for mig selv. Jeg kendte ikke en sjæl i Oslo. Jeg fejrede min 18-års fødselsdag HELT alene! Og dengang var der ikke mobiltelefon, og jeg havde hverken telefon eller TV. Jeg havde en radio! Jeg havde ikke mulighed for at have kommunikation med min familie. Jeg måtte til et indkøbscenter, hvor der var en mønttelefon. Men så kom min tvillingesøster året efter. Det hjalp lidt, men hun var mere til party og fest, så vi gik i hver sin retning. Vi boede ikke sammen, og hun fik en kæreste.
Den bedste del af min studietid var definitivt i Stockholm. Stockholm er den smukkeste by. Det var en åbenbaring, når man kom med toget fra Oslo.

Ja, her kom du til Edsberg Music Institute i Stockholm. Er det i virkeligheden Kungliga Musikgögskolan?

Det er blevet en del af Musikhögskolan (en kammermusikuddannelse, med ligevægt af solospil og kammermusik). Det er på et slot, Edsberg Slott. Man har hele overetagen med udsigt til et storslået parkanlæg og til en bugt med forgrening til Østersøen. Det er det mest fantastiske sted, måske i hele verden, i hvert fald for mig! Det er for strygere og pianister – dog ikke kontrabas. Der er omkring 25 studerende samtidigt på slottet. Jeg boede i østfløjen, som var et af husene på slotspladsen. Der havde jeg mit studenterværelse. Så gik man over gårdspladsen og låste sig ind. I slottet var der køkken, og der var øverum og koncertsal, og alt det havde vi for os selv. Vi var der om natten – døgnet rundt. Vi havde en fest. Der var de bedste lærere. Jeg studerede hos Thorleif Theden, og der kom de mest fantastiske gæsteprofessorer, som fik os til at elske kammermusikken endnu mere. Når man først var kommet ind på det sted, har man svært ved at forlade det.

Hvor længe var du på Edsberg?

Mon ikke i fem år. Jeg var der længere, end jeg egentlig skulle. Jeg tror, jeg ”hanged around” et år mere, da min kæreste på det tidspunkt fortsat var elev der. Jeg gik der lige inden Andreas Brantelid, og han blev også hængende længere. Foruden mig har også to af Kapellets andre cellister gået på skolen, Joel Laakso, som jeg gik samtidigt med, og Tomas Lundstrøm, som gik der efterfølgende.

Du er Det Kongelige Kapels medlem nr. 1032 og har været fast medlem siden 2005. Hvordan gik det til?

Ja, hvordan gik det til? Da jeg omsider indså, det var no way of return på Edsberg, skulle jeg ud og finde lykken. Det var faktisk det første job, jeg søgte efter endt studietid.

Jeg havde en pianistkæreste dengang, og vi drog til København, og han spillede med mig, og så vandt jeg stillingen. Jeg tænkte, ”Det Kongelige Kapel – et symfoniorkester eller kammerorkester?” Men så gik det op for mig, at det var et operaorkester! Jeg havde ikke gjort så god en research på forhånd, før smartphonen og før man googlede alt muligt. Jeg havde nok ikke i min studietid forestillet mig, at jeg skulle spille opera, da det var fjernt fra, hvad jeg lyttede til, og hvad jeg havde beskæftiget mig med indtil da.

På Edsberg var der ganske mange danskere. ”København er så fedt!” Så København var på min liste. Jeg ville af mange grunde ikke tilbage til Oslo. Så det var ligesom Stockholm eller altså København – det er jo en spændende by, så jeg drog herned, men savnede Stockholm vildt meget i begyndelsen. Så søgte jeg et job i Hovkapellet i Stockholm, og fik det – jeg var på prøve deroppe. Men så kunne jeg mærke – ”Nej Kapellet i København er mit orkester”.

Stockholm eller i hvert fald cellogruppen er mere hierarkisk, jeg savnede Kapellets fladere hierarki. Man var ikke mindre betydningsfuld, fordi man var ny, ung eller for den sags skyld tutti-musiker. Selvfølgelig er der også her en slags hierarki, men der var en grundlæggende respekt for det, man kom med, og det man kunne. Så der traf jeg en beslutning om, at jeg ville være i Kapellet i København. Og fra den dag kunne jeg derfor tage København til mig 100 procent. Før havde jeg ligesom fortsat haft mine tanker og mit hjerte i Stockholm.

Siden har jeg været her, og det er et valg, jeg er glad for. Stemningen er god og følelsen af et 9 til 16-arbejde, som man frygter lidt i studietiden, er fjern, hvor alle uger er lagt op forskelligt. Der er også fleksibiliteten til at kunne få fri til eventuelle egne projekter. Og generelt er jeg omgivet af helt vildt dygtige og inspirerende kolleger.

Så bestemte jeg mig for, at her vil jeg blive. Og så kunne jeg tage København til mig 100%

Siden fik jeg også en mand og fire børn

Er din mand dansk?

Ja.

Ham vender vi tilbage til senere. Nu citerer jeg fra Kapellets hjemmeside:

”Min største musikalske oplevelse: Da jeg som ung var til koncert i Stavanger Domkirke for at høre Bachs Johannespassion for første gang. Min mor spillede i orkestret, og min stedfar dirigerede. Jeg husker, jeg sad på første række uden de store forventninger, men da musikken startede, var jeg ved at falde ned af stolen, og jeg var helt målløs. Aldrig havde jeg hørt noget lignende og smukkere. Jeg elsker Bach og hans passioner, men har fortsat til gode at spille dem selv. Det håber jeg selv at opleve en gang i løbet af mit musiske liv.”

Du skriver også, at dine yndlingsværker er Matthæus-/Johannespassionen af Bach – er der noget i vejen med h-moll messen og Juleoratoriet?

Nej. På ingen måde, men det var ligesom min første åbenbaring, og hvis jeg havde det dårligt, satte jeg ”Erbarme dich” med Michael Chance på repeat. Det var min trøst og terapi. Men jeg HAR spillet Juleoratoriet.

Jeg citerer igen Kapellets hjemmeside:

”Når jeg ikke spiller i Det Kongelige Kapel: Jeg elsker kreative stunder med mine børn. Når hele stuen forvandles til et inferno af materialer med perler, stof, saks og limpistol, er jeg i mit familiære es. Ellers er jeg glad for at spille kammermusik, og startede bla. derfor Fejø Kammermusikfestival for nogle år siden sammen med min mand.”

Hvornår startede I Fejø Kammermusikfestival?

Jeg tror, at første gang var i 2013. Nu er det jo ganske som musiker at lave sin egen festival, internettet og sociale medier har gjort det meget enklere at nå ud til målgrupper uden nødvendigvis at have en masse kapital i ryggen. Men da vi startede var det lidt mere usædvanligt måske. “What? Har I startet en kammermusikfestival? ”  Men der var bare den herligste livsbekræftende energi dernede, og det at både musikere og publikum utroligt gerne ville komme tilbage, gjorde det en bærekraftig event, vil jeg sige, som siden har eksisteret.

Det er ikke kursus eller master-class?

Nej, det var koncerter på slap line, Christian med sine kontakter i den rytmiske verden og jeg i den klassiske gjorde at kunstnerne ofte kom op med noget helt nyt, for programmet var sjældent aftalt på forhånd, man kom ned og aftalte hvad man mon skulle finde på/spille sammen. Det var meget ”loose”, lidt som mig og Christian er som typer. Vi spillede på alle mulige steder på Fejø, i tillæg til kirken og skolen, i mosteriet, i møllen, i stalden, på stranden, i laden hos købmanden osv. Vi var altid på jagt efter nye steder, hvor der ikke var blevet spillet før, og hvor der var en ok akustik. Festivalen blev hurtig til Fejø beboernes “egen” hvor de bidrog med overnatning, opvask, kørsel, hjemmelavet most hjemmebagt brød osv. osv..

Spiller I stadig i Fejø-festivalen? 

Nej. Festivalen har ændret karakter, og er givet til nye kræfter. Fred være med det. Men vi har stadig tilhørighed til øen, og et fantastisk sommerhus på Fejø. Vi har startet noget mindre, mere “håndholdt” som hedder Kits Sommersaloner. Vores sommerhus ligger på det smukkeste sted. Det er en del af et kollektiv med flere familier. Vi blev inviteret ind til dette kollektiv af en Kit Broholm, som boede der og som var fast koncertgænger på vore koncerter. “Vil I ikke være søde og komme forbi vores sommerhus før I forlader øen?”, sagde hun til en koncert. Og vi tænkte, hvad er nu dette for noget? men vi tog os tid til at tage derhen og tabte kæben, for det er bare et virkeligt smukt og unikt sted, og vi blev inviteret til at blive en del af Brigetvej-kollektivet. Men så døde desværre Kit uden tragiske omstændigheder nogle år senere, så vi lavede simpelthen salonen til ære for og til minde om hende. Hun var det kærligste, klogeste og varmeste menneske, og det føles godt at fejre hende med sang, dans og musik i laden med udsigt over vand og marker.

For 4 år siden flyttede vi ind i denne store lejlighed og det nyeste vi funderer over, er om vi skal lave saloner her i vort eget. Vi har tre store stuer en suite og flygel, så det er ikke utænkeligt det bliver til virkelighed inden længe. Hvis nogen er nysgerrig og vil holde sig informeret om dette kan de følge med på Facebook-siden, “Kits sommersaloner på Fejø” hvor Kbh. Salonerne nok også bliver annonceret.

Du skriver, at din mindeværdigste oplevelse i Kapellet var Sonning Pris-koncerten i 2013 med Simon Rattle. ”Det var én af de koncerter, hvor orkestret føltes som et stort bankende hjerte”.

Dengang var det en del andre musikere end i dag. Nogle var måske lidt trætte efterhånden, men til denne koncert sad alle fremme på stolen. Det var en særlig oplevelse at opleve hvert eneste medlem yde sit maksimale.

Program: Sibelius, Symfoni Nr. 7, Hans Abrahamsen, Dobbeltkoncert for violin, klaver og strygeorkester, Carl Nielsen, Symfoni No. 4, Det Uudslukkelige, og som ekstranummer Dvorák, Slavisk Dans op. 72. Nr. 7. Solister: Carolin Widmann, violin og Tanja Zapolski, klaver.

Koncerten ligger på YouTube. Det er ikke meget med Kapellet, som ligger på YouTube, men det lykkedes med den koncert.

Nu kommer et spørgsmål, som jeg har stillet de andre af din kolleger: Hvad er en god dirigent?

Ups! Tja! Det oplagte er en pulsfornemmelse og en fraseforståelse samtidig med at have et stærkt bud på, hvad man vil. Man skal også have et charmerende væsen, teknisk overskud og naturligvis et overblik. Det skal jo være en slags overmenneske, som kan mere end alle andre. Der er jo de gamle hierarkiske dirigenter, og så er der f.eks. Marie Jacquot. Hun har en forfriskende moderne approach. Der er positivitet. ”Lad os opdage det sammen”. Hun har en naturlig integritet. Hun kommer i sneakers og er nede på jorden, samtidig som hun bare har de kvaliteter, som skal til for at få musikken til at leve.

Her fortæller jeg om min helt private teori om, hvorfor Kapellet er så fremragende et orkester, nemlig, at man i høj grad spiller kammermusik, lytter til hinanden og finder ind i en fælles klang!

Ja, det kan du tro. Jeg oplevede det senest i Cavalleria Rusticana. Hvis du ikke har ørerne på stilke, har du ikke en chance. Dirigenten er fin at have, men du skal have fokus på fløjten, fagotten og harpen og hornene osv. Hele tiden. Men det også det, som er sjovt. Af og til mærker man, at alle er trætte, men alligevel på, så er det superinspirerende at mærke, at vi kan evne at løfte hinanden. Du går måske drænet ind i graven, og samspillet med ens kolleger fylder en med ny energi! Det er en god dag på arbejde.

Ud over Simon Rattle, hvilke dirigenter kan du så fremhæve og hvorfor?

Åh. Jeg er så dårlig til navne.

Der er mange, der godt kunne lide Paolo Carignani!

Ja, absolut.

Ja, absolut. Han var på mange måder sin egen, orkesterets mand! Han havde en meget charmerende og intuitiv tilgang til musik og det at dirigere. Super energi og stærke meninger, nok lidt vel stærke vil nogle mene, for det resulterede i, at han måske også fik en del uvenner i huset.

Jeg var meget glad for Vedernikov, som jo desværre døde. Han havde en særlig mystik og urkraft i sig. Han gav mig engang det skønneste kompliment, ikke som musiker. Jeg traf ham på gangen med håret strittende efter en hektisk cykeltur i regn og blæst, med regnjakke og alle mulige poser, hvor ledningen fra mit cykelbatteri bl.a. hang lidt ud, og så smilede han og sagde til mig, “Hey! You look amazing!, you look like a character from an interesting movie”…!!

Foto: Elens fotos”You look amazing, like a character from an interesting movie”

Det var Corona, som slog ham ihjel?

Vi fik at vide, at han var indlagt med Corona, og kort efter, at han var død!

Virkelig chokerende og voldsomt… En enorm tragedie både menneskelig, men også for det internationale musikliv!

Jeg må også nævnte Kirill Petrenko, som dirigerede Die Walküre! Den oplevelse ligger også helt i top. Jeg elsker faktisk at spille Wagner!! Den boble man kommer ind i, og hvor man glemmer tid og sted og bare er i musikken, (celloen er et af de instrumenter, der bare kører konstant, og som får det store maskineri til at bare køre og flyde.) ”Hvor er jeg, hvem er jeg, og hvilken tid er det på døgnet?”  kan være følelsen efter en Wagner-forestilling. Næsten som en drøm, man omsider vågner fra. Ja det lyder som den ene kliché efter den anden, men det passer jo faktisk med Wagner, og er en helt speciel følelse. Man savner altid musikken, når perioden er forbi.
Mestersangerne med Axel Kober, Lohengrin og ikke mindst Tristan og Isolde… Det har der været for lidt af de seneste år!

Er Kapellet og Det Kongelige Teater en god arbejdsplads?

Både og, er man en musiker med tendens til primadonnanykker, er kapellet nok ikke det rette sted. Det går uforholdsmæssigt meget tid med at råbe ledelsen op om helt basale ting som vigtigheden af godt lys på pulten, stole som ikke knirker eller vipper (så man sidder og spænder), luft, Work/Life balance, at kapellet ikke nødvendigvis elsker at spille fredag aften, så man i tillæg til forestillinger også lægger unødvendige prøver der etc. Jeg ville ønske, der var mere plads til, at fokusset var på det kunstneriske, men vi er mange, der skal dele om midlerne og opmærksomhed i huset, og vi er desværre lidt nede på listen, når prioriteringerne gøres.

Det er nok et problem i mange orkestre at finde balancen mellem hjem og arbejde, det er ikke let at være mor til fire og 100 % kapelmusiker for at sige det sådan. Den sidste tid er der måske tendenser til, at der lyttes bedre og mere, efter at vi fik vor egen chef? Men jeg ved det ikke helt endnu, tiden vil vise det.

Nu taler du om Det Kongelige Teater. Men Kapellet. Er det en god arbejdsplads? Du var jo positiv, da du kom herned til København.

Jeg har haft 20-års jubilæum. Jeg begyndte jo samtidig som Operaen! Når Operaen har 25-års jubilæum, så har jeg 25-års jubilæum, og det skal nok fejres!

Så du har ikke haft din daglige gang på Gamle Scene?

Jeg havde prøvespil på Gl. Scene, hvor jeg husker, at det lugtede af cigaret- og cigarrøg, men min første koncert var Operaens åbningskoncert. Og jeg tænkte ”Wow! Her har de penge til det hele. Jeg skulle lære Ringen, Elektra osv i min prøvetid. Jeg tænkte ”Shit! Er det sådan at spille i et operaorkester?” Men så fandt jeg ud af, at det ikke var normalt.

Hvordan ser det ud fra din position?

Vi er presset arbejdsmæssigt. Jeg er tuttispiller, men siden sommerferien er jeg rykket op som 2. solospiller, og det er måske ikke en stilling, jeg kunne tænke mig at have fast. Det kræver simpelthen for meget. Det kræver så ufatteligt meget forberedelse af de solospillere som altid skal lede an. Men jeg synes, det er sjovt og er glad for at have fået muligheden.

Så du er tutticellist. Og det er du glad for!

Det er jeg virkelig glad for. Jeg kan godt lide at stikke hovedet op af og til (kammermusik og solo) blive hørt, for så at trække mig ned igen. Og man kommer ind på arbejde, tutti spillerne er sgu supervigtige for at få den kraft og det sus, som Kapellet er kendt for.  Og så er det jo godt, at mennesker er forskellige. Tænk, hvis alle kun ville sidde som nr. et!

Fortæl om dit instrument. Den cello, du spiller på, er det din cello, eller er det Kapellets?

Det er Kapellets. Det er jo så heldigt, at vi har en af verdens fineste samlinger af instrumenter, og det var også én af de ting, som trak i sin tid. Der gik nogle år, før jeg fik det instrument, jeg har nu. Men den cello er jeg meget glad for. Det er et 1700-tals instrument. Det er en svensk Öberg-cello, med kraft og personlighed. * Det er et instrument, som solospillerne har haft, for det har så megen kraft. Men det er et ret stort instrument. Man skal være en ret stor person som mig for ikke at få problemer med fingrene. Det er sandsynligvis derfor, den er havnet hos mig. Den passer godt til mit temperament. Jeg følte, at jeg fik min stemme med det instrument! Det er mærkeligt. Hvis man har et instrument, man ikke klinger med, så er det, som hvis man skal synge, og der pludselig kommer en anden klang end den, man tror man laver. Så får man det instrument, som passer, og pludselig falder det hele på plads. Jeg var så glad, da jeg fik det instrument. Følelsen af at ”komme ud”. ”OK. Nu er det endelig mig, der taler“.

Så det er lige så meget dig, som det er celloen, der spiller?

Selvfølgelig. Et instrument kan jo klinge forskelligt alt efter, hvem der spiller.

Tusind tak for en spændende snak om Elen, om musik, Kapellet og alt muligt andet.

                           * Johan Öberg den ældre, født omkring 1723, død 14. september
i Stockholm, var instrumentmager i Stockholm og fremstillede både
strygeinstrumenter og f.eks. harper.