“LIVET I GRAVEN” fortalt af John Kruse
Af: Søren Ø. James
Søndag d. 9. november 2025 havde vi i Det Kongelige Kapels Venner den store glæde at få besøg af soloklarinettist, kongelig kapelmusikus nr. 945, John Kruse, til en række fortællinger fra og om livet i “graven” – musikalsk illustreret af John med soloer fra værker af Brahms, Nielsen, Puccini, Mozart, Strauss, Wagner, Verdi og Tjajkovskij. Mødet fandt sted i Metronomen på Frederiksberg. Med mere end 575 års traditioner på bagen har livet i orkestergravene på Det Kongelige Teater nemlig – i nogle tilfælde måske især med lidt god vilje – sat sine spor langt uden for teatrets mure.
Mens moderne klarinetter laves af grenadil, også kendt som afrikansk ibenholt, blev ældre klarinetter lavet af buksbom – med en blødere klangfarve end den, vi er vant til i dag. John viste os indledningsvis en helt særlig buksbomklarinet, som blev anskaffet under Kong Frederik VIIs regeringstid (1808-1863). Kapelmusikus nr. 652, Carl Skjerne, ansat som klarinettist i 1886, var den sidste kapelmusiker, der spillede på netop dét instrument. Han var elev hos den tyske klarinettist Richard Mühlfeld, og Mühlfeld skulle vise sig at spille en væsentlig rolle i musikhistorien. Han var nemlig den, der fik selveste Johannes Brahms, som efter færdiggørelsen af sin Strygekvintet nr. 2 i 1890 havde lagt karrieren på hylden, tilbage i komponiststolen. Til Mühlfeld skrev Brahms fire mesterværker, nemlig to klarinetsonater, en klarinettrio og en klarinetkvintet.
Carl Skjerne var også underviser, og han underviste blandt andre Aage Oxenvad, kapelmusikus nr. 706, ansat som klarinettist i 1909. Oxenvad var gode venner med kapelmusikus nr. 657, violinist, dirigent og ikke mindst komponist, Carl Nielsen, og Nielsens Klarinetkoncert, som John selv har indspillet med Det Kongelige Kapel og Alexander Vedernikov, blev skrevet til Aage Oxenvad i 1928.
Summa summarum (og lidt sommerfugleeffekt): uden livet i Det Kongelige Kapels orkestergrav ville vi mangle en væsentlig del af det klarinetrepertoire, som vi i dag holder så meget af.
John blev ansat i Det Kongelige Kapel i 1987 som 2.-, bas- og Es-klarinettist. Han forblev kun i den stilling i få år, inden han rykkede til Fyn som Odense Symfoniorkesters soloklarinet. I 2005 vendte dog John “hjem” til kapellet og genindtog sit kapelnummer, 946, efter at have vundet stillingen som soloklarinettist.
I denne sæson glæder han sig i særlig grad til at spille Rosenkavaleren af Richard Strauss, som spiller fra slutningen af marts til begyndelsen af maj 2026, iscenesættes af operachef Elisabeth Linton, og som skal dirigeres af chefdirigent Marie Jacquot.
For John er Det Kongelige Kapel først og fremmest et operaorkester, og sådan et adskiller sig fra traditionelle symfoniorkestre på flere måder. Først og fremmest er der langt mere kommunikation i graven, end der er på koncerttribunen. Der bliver lyttet mere og der bliver signaleret diskret eller helt ubemærket mellem orkestrets grupper og medlemmer. Med andre ord: der bliver reageret, mere end der bliver ageret. Det er nemlig helt nødvendigt, når man har med så fri en kunstart som opera at gøre. På den måde er Det Kongelige Kapel et utraditionelt filharmonisk orkester, som i højere grad består af medspillere, der roser hinanden, end af 100 solister i konstant konkurrence.
Et andet væsentligt træk ved et operaorkester er de gentagne opførelser. Hvor et symfoniorkester har relativt få koncerter med hvert værk, har et operaorkester mange forestillinger. Og når en dirigent formår at skabe et stærkt bånd til orkestret, så er det iflg. John muligt at opleve udvikling i musikken – og i kommunikationen – gennem hele forestillingsperioden. Så det er muligvis her, i operaorkestertraditionerne, at kimen til Kapellets særlige klang, som også klinger uden for operarepertoiret, findes.
Livet i graven har i Johns tid også været præget af hændelige finurligheder. Der var dengang, hvor han som nyansat 2.-klarinet kom til at spille en del af Svanesøen i dobbelt tempo. Der var dengang, hvor Kapellets strygere under dirigent Simon Rattle skulle spille en perlerække af svære rytmer divisi (hver med sin stemme), og alle – dirigenten inklusive – ankom med håbet om at kunne sætte deres lid til enhver anden end sig selv. Og der var dengang under en sceneprøve på Wagners Parsifal, hvor en instruktør så brændende ønskede, at ouverturen skulle spilles i absolut mørke, at lyset på selv nodestativerne til Johns ubehagelige overraskelse blev slukket lige inden dirigentens indledende anslag til en stor klarinetsolo.
Til fremtidens klarinettister er Johns væsentligste råd: gem Bounty-baren til efter forestillingen!
Vi siger stort tak til John, fordi han ville bruge en søndag aften – efter en opførelse på Operaen af Mascagnis Cavalleria Rusticana og Leoncavallos Pagliacci – på både at oplyse og underholde os.