Rigoletto-prøve og cimbasso-introduktion
Tekst og foto Søren Ø. James
D. 3. januar 2026 havde Det Kongelige Kapel inviteret medlemmer af Kapellets Venner til orkesterprøve på musikken til Giuseppe Verdis opera Rigoletto, uropført i 1851 på Teatro La Fenice i Venedig. Kapellet spillede som altid fortræffeligt, i dette tilfælde ført an af dirigent Yi-Chen Lin, som ganske imponerende påtog sig samtlige af operaens roller og dermed sang både arier og recitativer prøven igennem. Alt i alt en stor oplevelse for de fremmødte medlemmer, der havde forceret sne, sjap og vinterkulde for at nå Operaen på årets første lørdags morgen.
Inden prøven præsenterede kapelmusicus nr. 953, tubaist Lars Holmgaard, os for et helt særligt instrument, cimbassoen, og illustrerede fornemt lydforskellene mellem den og tubaen med musik af Bordogni, Kopprasch og Verdi.
Lars kommer fra Holstebro og var blandt de første årgange af byens MGK-studenter. (MGK = Musikalsk Grundkursus, en forskole til konservatoriet) Selv om han i barndomsårene begyndte med først en trompet og siden en trombone mellem hænderne, var det tubaen, der fik ham på sporet af en professionel musikkarriere. Han er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, National Centre for Orchestral Studies i London og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og på DKDM er han i dag censor. Lars har været ansat i Det Kongelige Kapel siden 1989.
Cimbassoen er et vaskeægte Verdi-instrument, som dog også benyttes i regi af andre italienske operaer, i filmmusik, som alternativ til basbasun i nyere jazz og i nyere klassiske kompositioner – f.eks. Signe Lykkes Basunkoncert, som Kapellet uropførte i maj 2025.
Tubaen, som Lars primært spiller på, blev patenteret i sin nuværende form i 1845 under navnet ‘bombardino’. Verdi var imidlertid ikke fan af tubaens design, fordi dens lyd – i modsætning til flertallet af de andre messingblæsere – er rettet opad. Verdi ønskede sig en tuba eller et tubalignende instrument, hvis lyd havde ‘basunretning’, og i 1881 fik han produceret den første cimbasso.
Cimbassoens lyd er mere skarp eller mindre rund end tubaens, og da den ikke er fysisk udformet som en kontinuerligt ekspanderende kegle, kræver det mere luft at spille på den. I værker som Rigoletto spiller cimbassoen overvejende parallelt med fagotterne, og i italienske operaer mere generelt er den ansvarlig for mange af de dramatiske accenter, særligt faresignaler, der præger genren.
Ligesom Verdis operaer inden cimbassoens opfindelse måtte ‘nøjes’ med tubaen som dybeste messingstemme, er der ingen garanti for, at nutidige forestillinger ser instrumentets anvendelse. Siden 1970’erne, hvor den modernistiske bevægelse kaldet Historisk Informeret Performance eller Autentisk Performancepraksis fik så stor udbredelse i den vestlige verden, er det dog blevet mere og mere almindeligt, at enten en tubaist eller en basbasunist spiller cimbasso, når det er passende.
Det Kongelige Teater har da også to cimbassoer i instrumentsamlingen. Dels en ældre model fra 1912 indkøbt til Wagners Ringcyklus, hvis boring passer til et basunmundstykke. Og dels den, som Lars spiller på, indkøbt til Operaens åbning i 2005 og boret til et tubamundstykke. Hvis man vil høre cimbassoens lyd live, så spiller Rigoletto mellem 16. januar og 11. marts på Operaens Store Scene.
Vi siger stor tak til Kapellet og ikkemindst til Lars for deres medvirken til en fornøjelig og informativ start på 2026.