Interview med paukist HENRIK MALMGREEN

Tekst Poul Elming. Foto (hvor intet andet er nævnt) Poul Elming

Vi er nu nået til kapelinterview nr. 10! Denne gang er det en af Kapellets to paukister – som i øvrigt begge hedder Henrik til fornavn! Dette interview er med den Henrik, som hedder Malmgreen til efternavn. Vi mødtes på gamle scene og fandt en ledig garderobe, hvor interviewet kunne afholdes.

Indledningsvis bad jeg Henrik hilse sin far, Michael Malmgreen, violinist og tidligere solospiller i Det Kongelige Kapel.

Hvorfor blev det lige slagtøj? Din far spillede jo violin!

Det gjorde jeg også, da jeg var barn. Jeg startede med at spille violin og gik på Suzuki-instituttet. Det kunne jeg godt lide, men fodbolden og andre aktiviteter trak også! Og da min storebror stoppede med at spille violin, spurgte jeg, om ikke også jeg måtte stoppe!!

Det er jo aldrig dårligt at have prøvet noget forskelligt!

Der kom en interesse for slagtøj – specielt trommesættet, altså rock og jazz – rytmisk musik. Jeg var lidt i tvivl om, hvilken retning det skulle være men besluttede mig altså for at gå den klassiske vej.
Jeg gik hos tidligere kapelmusikus Ole Pedersen. Han fik mig til konservatoriet i Odense til Søren Monrad.

Du gik i Odense hos Søren Monrad, som, så vidt jeg har forstået, var en ”guru”, som alle skulle studere hos. Har han spillet i orkester?

Søren var en fremragende paukist i Kapellet i mange år, og han har haft stor betydning som lærer for rigtig mange.

Hvornår fandt du ud af, at du ville spille pauker og ikke”almindeligt” slagtøj?

På konservatoriet spiller man ”det hele”- og jeg nåede at være slagtøjsspiller i kapellet i 14 år, inden jeg kom over på paukerne.

Hvad fik dig så til at skifte til Pauker?

Jeg har altid været fascineret af paukerne, og så har jeg siddet og lyttet til paukisterne i Kapellet – det var meget inspirerende. Jeg tænkte, at hvis det skulle være, så skulle det være i Kapellet. Og så fik jeg muligheden i 2016, hvor jeg blev konstitueret på pladsen. Der spillede jeg et par år, men en stilling skal jo slås op, og så skal der være en konkurrence, og der satte jeg alle sejl til. Og så var jeg så heldig, at det lykkedes. Det er en spændende udfordring, synes jeg, at sidde på den plads.

Den første, jeg interviewede, var slagtøjsspilleren Marcus Wall, og jeg spurgte ham, om paukister er ”finere” end slagtøjsspillerne? Så sad han lidt og tænkte og svarede så: ”Nej, men de er anderledes!” Er du enig i det?

Ja, det lyder meget rigtigt.

Før vi mødtes, googlede jeg naturligvis pauker og læste, at det er de ældste instrumenter i symfoniorkestret. De ældste kan dateres 4.000 år tilbage. Så det har jo været et krigsinstrument.

Du er medlem nr. 1036 og har været fastansat siden 2005. Vi har hørt, hvordan du startede i Kapellet, men har du spillet i andre orkestre?

Nej, jeg har assisteret lidt, men ikke været fastansat i andre orkestre.

Din far har jo også spillet her!

Ja og derfor har jeg været meget herinde som barn og set masser af forestillinger.

Dit yndlingsværk? Her svarer du på Kapellets hjemmeside, Shostakovich Symfoni nr. 5, Sacre du Printemps, Tristan og Isolde, Prokofievs Romeo og Julie samt Tosca, som spiller i øjeblikket – nu med rigtige klokker!

Jeg tror, det bliver rigtig godt (interviewet fandt sted før premieren). Det er også en glimrende dirigent (Daniele Squeo).
Der kunne nævnes mange flere værker. Da jeg startede herinde, spillede vi Ringen af Wagner, og det var en kæmpe oplevelse. Med alderen er jeg blevet mere og mere begejstret for Wagners musik.

Er der kommet nye yndlingsværker til?

Ja, Strauss, Ariadne på Naxos, Salome og Elektra, og senere på sæsonen skal vi spille Rosenkavaleren.

 

Stort spring: Bor du i Danmark?

Ja, jeg bor i Virum.

Er du gift?

Ja.

Har du børn?

To børn, Alfred på otte og Elvira på fem.

Hvad laver din kone?

Hun er fløjtenist i Copenhagen Phil.

Så hun skal lære noget nyt hele tiden!

Ja, det skal hun. Vi mødtes faktisk her i Kapellet, hvor hun havde kontrakt.

Blandt dine største musikalske oplevelser nævner du Mahlers 6. symfoni med European Union Youth Orchestra med Bernard Haitink, Tristan og Isolde med Kapellet og Jiri Kout, Wozzeck med kapellet og Michael Boder, Bohème med Anna Netrebko som Mimi, samt Ringen med Kapellet. Turnerede I med European Union Youth Orchestra?

Der turnerede vi i mange lande. Det var lige inden jeg kom i Kapellet, altså fra 2003-05.

Du har været på tur med dem flere gange?

Ja, det har jeg. Vi var blandt andet i Brasilien og i London, hvor vi spillede i Royal Albert Hall og i Concertgebouw i Amsterdam med Haitink.

Og Tristan og Isolde på DKT med Jiri Kout?

Der er kun slagtøj i 1. akt, så det var ikke fordi, jeg var så meget med, men så nød jeg 2. og 3. akt. Det er stor musik!

Og Wozzeck med Boder?

Det var første gang jeg spillede Alban Berg. Det er et helt utrolig tonesprog, og Boder var den helt rigtige til at dirigere den. Det havde han virkelig sans for. Det var en stor oplevelse.

Bohème med Netrebko! Hvem dirigerede?

Det kan jeg faktisk ikke huske, men hun var helt utrolig. Vi var alle helt bjergtaget af hende.

Hvad laver du, når du ikke spiller i Kapellet?

Jeg ville ønske, jeg havde tid til at dyrke mere sport, men jeg er altid frisk på et godt slag bordtennis eller billard. Tennis har jeg spillet en del, men det er desværre lidt hårdt for armene, så nu spiller jeg mest med min søn på minibanerne, og det er enormt hyggeligt.

Min mest mindeværdige/sjoveste/mærkeligste oplevelse i Kapellet. Her svarer du Turnéen til New York 2011. Hvorfor det?

Det er jo bare dejligt at være på turné Det sker for sjældent, men det ser ud til, at der kommer noget nu. Det er vigtigt at komme ud og spille i andre koncertsale, og det er godt for det sociale samvær at komme på tur sammen.

Hvor spillede I i New York?

Vi spillede i Lincoln Center i Avery Fisher Hall. Vi spillede bl.a. Poul Ruders´ ”Dancer in the Dark”, men det var mest det at være i New York sammen med Kapellet.

Hvad er en god dirigent?

En god dirigent er en, der kan få det til at ”løfte sig”, som kan inspirere og invitere til, at musikerne kommer med et bud, og som har den tillid, det kræver – og som ikke forstyrrer alt for meget! En dirigent må gerne være krævende, men der er mange måder, man kan være det på. Det var f.eks. en stor oplevelse at spille Lohengrin med den daværende chefdirigent, Verdernikov. Han dirigerede ikke med en dirigentstok, men med en fjer (!). Der er jo en svane  i den opera, så det var nok det, der lå bag.

Han må da helt bestemt have haft humor. Det er da en humoristisk vinkel at dirigere med en fjer.

Han havde humor, og han havde tillid til musikerne.

Hvem kan du specielt fremhæve af de dirigenter, du har arbejdet med?

Ud over Vedernikov havde vi et langt forløb med Paolo Carignani. Jeg synes aldrig, der var en dårlig forestilling med ham. Og der var en gensidighed. Det er også spændende med vores nye chef, Marie Jacquot, som skal dirigere to kapelkoncerter i sæsonen og lave Rosenkavaleren.

Og så skal I jo spille et par koncerter med Antonio Pappano.

Ja, det bliver spændende, og med Lise Davidsen.

Er Kapellet/DKT en god arbejdsplads?

Ja, det synes jeg. Det er en spændende arbejdsplads med en masse kunstneriske mennesker. Der har altid været en dejlig stemning i Kapellet. Jeg har mange varme venskaber med kolleger, og jeg glæder mig til at skulle herind hver dag.

Hvordan får man det til at køre, når du spiller her, og din kone spiller i Copenhagen Phil, og I har to børn?

Det går, men det er til tider et puslespil. Nu har jeg jo en vidunderlig paukekollega, Henrik Thrane, som også har små børn. Vi kan indbyrdes bytte tjenester for at få kabalen til at gå op, og ellers kan jeg trække på ”baglandet”, hvor min far kan træde til.

Vi har en fornemmelse af, at I er arbejdsmæssigt voldsomt pressede. Er det også tilfældet set fra din position?

Ja, det synes jeg, men det er specielt i perioder, hvor der er spidsbelastninger. November og december hvor vi spiller dobbeltforestillinger, Nøddeknækkeren” på Gamle Scene og ”West Side Story” på Operaen. Der er mange aftener i den periode – det kan være hårdt.

Vi kan vel konkludere – som sædvanligt – at der skal bare ansættes 30 ekstra musikere!

Ja, Det ville da hjælpe! Det kommer nok ikke til at ske, men meget kan ordnes med god planlægning. Jeg har stor tiltro til vores orkesterchef, Martin Brommann.

Hvordan øver man sig som paukist? Vel næppe hjemme i stuen?

Nej, det gør man ikke. Men jeg har to øveplader derhjemme, som er med til at holde armene i gang. Man får ikke klang og intonation, men det kan bruges. Det vigtigste er at kende gangen i musikken.

Jeg tog et lommepartitur frem og så på paukenoderne, og et sted står der én node, men den kan vel spilles på flere pauker?

Ja den samme tone kan tages på flere pauker.

Besluttes det sammen med dirigenten?

Nej, det finder man selv ud af. I wienerklassisk musik giver det sig selv, men i eksempelvis Strauss´ ”Salome”, der  skal du gøre dig klart, hvor du vil lægge tonerne.

Jeg læste, at Langgaard har skrevet en symfoni, hvor der er otte pauker, og det gælder jo også Carl Nielsens 4. Symfoni.

I Nielsens 4. er der to paukister, som ”duellerer” mod hinanden. Den spillede kapellet sidst i 2013, ved uddelingen af Sonnings Musikpris, og hvor prismodtageren, Simon Rattle dirigerede.

De pauker, du spiller på her, det er Det Kongelige Teaters?

Ja, det er teatrets. Det er nogle gamle Dresdner-pauker fra 30erne. De lyder bare helt fantastisk og kan holde i mange år.

 I bruger flere forskellige køller? Hvem afgør valget af køller, er det jer, eller dirigenten?

Det gør vi.  Hvis du vil spille med en rund og varm klang, så er det disse køller, hvis det skal være en mere dramatisk klang, så er det hårdere køller. Man har jo sin lyd, og bruger den til at komme ind i orkesterklangen.

Du lytter efter orkestret. Hvordan kommer jeg bedst ind i orkesterklangen her?

Ja nemlig.

Det betyder altså, at der er et stort moment af kammermusik i det at spille pauker?

Det synes jeg bestemt, der er. Paukistens rolle kan både være at gå ind og styre, og andre gange er det mere at akkompagnere.

I ændrer tonehøjden med en pedal. På alle pauker?

På alle pauker!

Også ”Mozart-pauker”?

Der har vi håndsving!

Men er der ikke også håndsving på de andre pauker?

Jo, til finjustering.

Er det ikke et sandt helvede at skulle finjustere tonehøjden, mens resten af orkestret spiller?

Hvis f.eks. orkestret spiller i D-dur, og den næste indsats i pauken er i Es-dur, men du skal jo finde det Es. Det kan være nervepirrende. Og så er der yderligere den udfordring, at vi spiller på naturskind. Hvis du spiller et dejligt D, som stemmer perfekt, og hvis du så skal spille et minut efter, kan den, hvis du er uheldig, være røget en halv tone op – eller ned! Det kan ske på relativt kort tid, hvis f.eks. tæppet går op, så kan der komme et vindpust fra scenen, og der er fugtighedsanlæg, så det kan nogen gange være en stor udfordring.

Hvorfor spiller I så ikke med plastikskind?

Hvis det hele passer, og skindet ”har det godt”, så kan det lyde helt magisk, når ”det spiller”. Der lyder naturskind meget bedre end plastikskind. Det er måden, det blander med orkestrets klang.

En spændende snak om Henrik og om pauker havde nået sin afslutning, og jeg kan for eget vedkommende sige, at jeg efter denne snak lytter helt anderledes på paukespil!  Tusind tak til Henrik Malmgreen.