Af Poul Elming

Mit femte interview-”offer” blandt Kapellets musikere er bassisten Jeppe Mørch Sørensen. Vi mødtes på Gl. Scene og havde en overordentligt hyggelig snak om alt muligt, men naturligvis mest om Jeppe. Egentlig trives Jeppe ikke så godt i ”rampelyset”, men allerbedst som tuttibasspiller i Kapellet bag sit store instrument. Dette interview er dog netop ikke et ”rampelys”, men et forsøg på, at Det Kongelige Kapels Venner skal lære orkestrets musikere at kende.

Hvorfor valgte du kontrabassen som instrument?
Der er ikke én bestemt hændelse bag, men jeg er blevet ved med at spille kontrabas, fordi jeg kan gemme mig bag den, og jeg akkompagnerer stjernerne. Jeg er ”vandbærer”. Og det er lige mig!  Derfor er kontrabassen det rette instrument for mig, og jeg spiller i alle genrer. Det er en gave at få lov at spille i alle mulige musikalske sammenhænge. Jeg spiller ikke så meget jazzmusik mere, men jeg gør det derhjemme for sjov.

Hvornår kastede du dig over kontrabassen?
Jeg var 13 år, og jeg gik på Bernadotteskolen, hvor vi måtte spille, lige hvad vi ville. Der var forskellige instrumenter, og vi improviserede, men jeg lærte ikke at spille. Der stod en kontrabas, men så kom hele perioden med el-bas, og den rytmiske musik blev ”elektrisk”, så der kom en periode, hvor jeg spillede el-bas.

Efter 9. klasse var Jeppe ude at sejle. Derefter skulle han på HF, som var noget nyt
dengang.

Det var et super tilbud for mig, hvor jeg kunne vælge nogle fag, som interesserede mig, og jeg valgte naturligvis musik. Det var i Helsingør, hvor der var en virkelig god musiklærer, som havde et lille amatørorkester, Hamletstrygerne. Familien Rosenkilde var lidt af et dynasti for Helsingør Musikskole. Forældrene havde en lang historik omkring musikskolen og deres søn, Hans Rosenkilde, havde ligesom jeg et ben både i den rytmiske og den klassiske musik. Han var elev hos Helge Ploug Christensen, som var docent på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og en institution for bassister i Danmark. Jeg blev undervist i Helsingør af Hans Rosenkilde og lærte de grundlæggende ting, og jeg fik fat i buen!! Det åbnede for mig en ny verden. Jeg kendte kun pizzicato, som man bruger i jazzmusik. Jeg havde hørt klassisk musik i mit barndomshjem, men da jeg først begyndte at spille det, få buen i hånden, og kunne frembringe lyd, stryge, trække tonen ud af bassen og frasere som en sanger, skete der noget. Og Hans havde kontakt til Ploug Christensen, som var solobassist i Radiosymfoniorkestret, og altså også stod for konservatoriets bas-undervisning. Ploug Christensen hjalp mig til at bestå optagelsesprøven til konservatoriet, men da jeg så startede på konservatoriet, havde han så mange elever, at der ikke var tid til mig. ØV! Jeg skulle jo have haft den største lærer!

Så fik jeg i stedet Eric Schmidt, som spillede i Kapellet (nr. 867!). Han var alle tiders lærer, og han var meget dedikeret i sin undervisning af mig og meget loyal over for Ploug, som jo havde valgt ham som assistent. Eric var et livsstykke, og han elskede Kapellet. Han kom forholdsvis sent i Kapellet – han havde nemlig også spillet rytmisk musik – Max Leth, på varieté og sådan. Da han blev ansat i Kapellet havde hans rytmiske kolleger spurgt, ”jamen har du råd til at sidde i Kapellet?” De havde jo tjent styrtende med penge rundt om på de rytmiske spillesteder. Eric var en fremragende lærer, og selv efter at jeg fik Ploug som lærer, havde jeg kontakt til Eric.

Du er medlem nr. 1010, og blev ansat i 2001. Var du ansat andre steder før Kapellet?
Fra 1999 var jeg ansat halvandet år i Odense, og før jeg kom til Odense var jeg på kontrakt i Kapellet i 1995/1996. Min første ansættelse efter konservatoriet var en stilling i Harmoniorkestret i Tivoli – det var faktisk Hugo Rasmussens gamle job, der var blevet ledigt. De havde mapper med alskens harmonimusik, og så spille vi big band i den sene afdeling hele sommeren igennem. Det var nogle skrappe drenge, der sad der. De spillede i Radioens big band om vinteren og i Tivolis Harmoniorkester om sommeren. Jeg lærte SÅ meget om musik og om at spille i orkester. Så jeg kom sent i Kapellet. Jeg var 42 – 43 år, da jeg startede.

 

Medlem af Kapellet nr. 1010, Jeppe Mørch Sørensen

           Jeppe bor i Danmark, han er pt. ikke gift. Han har været gift to gange og (måske) noget under opsejling? Jeppe har tre børn og fire børnebørn!

Jeppes yndlingsværk er Stravinskys musik til balletten ”Sacre du Printemps”. Han har spillet det på Teatret som ballet for 15-20 år                    siden og har spillet det i koncertversion som assistent i Radiosymfoniorkestret.

Grunden til, at jeg slår ned på netop Sacre, er jo den rytmiske appel, der er i det værk og de jazzede harmonier. Porgy og Bess på Det Kongelige Teater er også en produktion, som jeg tænker tilbage på med stor glæde.

På Kapellets hjemmeside kan man læse, at Jaco Pastorius´ ”Three Views of a Secret” med  Toots Thielemanns og med kor og orkester              er  et andet af Jeppes yndlingsværker:

”Pastorius tænkte bas på en helt ny måde. Bl.a. spillede han ”melodisk” på bassen. Han havde en båndløs el-bas, som kunne ”synge” ligesom en kontrabas. Første gang Joe Zawinul fra Weather Report hørte en optagelse med Pastorius var hans reaktion, ”Spiller han også el-bas?”, for han troede det var en kontrabas, han spillede på. Pastorius var en stor musiker!”
Hvorfor netop dette værk af Pastorius?
”Tonaliteten har noget blues. Jeg har lidt blues i mig. Rent tonalt er det jo noget med, at tonika kan være med en lille septim, og hvor tertsen er en ”blå” tone mellem en lille og en stor terts, nogen gange begge dele samtidigt! Når det får den tvist, så er jeg ”hjemme”. Det er som hos Stravinsky. Hver gang der er nogen dissonanser, så bliver jeg glad i låget!!”

Jeppes største musikalske oplevelse er at sidde i graven om aftenen midt i orkestret.

Så du har det godt i Kapellet?
Ja, det har jeg. Det er der, nakkehårene rejser sig. Jeg sidder jo der midt i ”en sky” af strygere, flot messing, træblæsere og slagtøj. Så jeg lytter ikke til klassisk musik derhjemme. Det er jo slet ikke den samme lyd, som at sidde midt i det hele.

Jeppe fortæller også om Smetana og Dvorak med konservatorieorkestret og Rafael Kubelik som en stor oplevelse. Det var vistnok et orkesterseminar for afgangseleverne fra alle landets konservatorier, og Ole Henrik Dahl havde indstuderet musikken med dem, så de var klar, til når den store mester stod på podiet. Det var første gang, Jeppe spillede med en af de helt store. Der skete noget helt specielt, da Kubelik pludseligt stod foran konservatorieeleverne.

Når Jeppe ikke spiller i Kapellet improviserer han over Jazz-standards, både hjemme for sin egen skyld og sammen med venner.

”Jeg lægger stor vægt på, f.eks. til konkurrencer at spille udenad, så føler jeg mig mest fri, og det skal man træne. I barokken improviserede man, men det gør man ikke så meget i klassisk musik i dag. Det er klart, at det også har at gøre med, hvilket instrument, man spiller. Bassister improviserer. Tænk på Niels Henning Ørsted Pedersen, som var mit forbillede. Jeg føler, at jeg skal kunne spille frit fra leveren. Det er ikke noget, jeg er særligt dygtig til. Men det er noget med ikke kun at akkompagnere på kontrabassen, men faktisk få lov at spille melodier. At improvisere er dels noget, man skal træne, og nogen har anlæg for at improvisere. Jeg er en af dem, der skal kæmpe lidt for at være fri i mit spil. Det er nemmere ”bare” at spille det, der står i noderne. Det er anderledes, når man skal lade fingrene spille, lade ”nuet” styre og give slip på alting. Og det er her Jazz-standarderne kommer  ind. Så er de rammen. Du har et 32-takters forløb med nogle akkorder, og så skal du skabe en melodi eller en stemme ud fra det”.

Gør det dit spil i Kapellet bedre, eller er det blot adspredelse fra kapelarbejdet?
Der vil jeg sige, at andre må bedømme.
Men du fornemmer det vel selv?
Ja, jeg føler, at det er med til at holde mig i live. Det er vigtigt, at vi holder os i live. Det er jo faktisk en meget streng disciplin at være orkestermusiker. Jeg er lidt et frihedselskende menneske, der har brug for at udtrykke mig.

Hvor mange er I i basgruppen i Kapellet?
Vi burde være syv bassister, men vi er kun fem, så vi mangler to. Der er fire soli- og tre tuttipladser, og der mangler vi så de to soli. To af tuttispillerne rykker så op og bliver konstitueret som solospillere.

Du sejler og lakerer din 18 fods Utzon-spidsgatter. Den er jo opkaldt efter Jørn Utzons far, Aage Utzon, som var skibsbygger, først i Aalborg og siden i Helsingør.

Ja, det er det nærmeste, man kommer til en sejlende kontrabas!! Min far var arkitekt, og vi arbejdede med træ. Min båd lå ved Svanemøllen i mange år, og jeg har noget med træ! Jeg elsker at reparere kontrabasserne. Det er min søgen efter klang og lyd, så det interesserer mig, hvordan de er konstrueret, og hvordan de er justeret.

Sjoveste oplevelse i orkestret: At spille 1. solostemmen i cellokvartetten fra 3. akt af Tosca til en julefrokost!! Det skulle IKKE være cellister, der spillede! Det var vistnok også en bratschist, en violinist og en hornist, og det skulle lyde sådan, og de spurgte, om jeg ville spille solostemmen. Jeg havde en sort paryk på, og jeg havde øvet mig. Celloen er stemt i kvinter, hvor bassen er stemt i kvarter, så ens hjerne slog knuder hele tiden. Så jeg skulle måske bruge mine improvisatoriske evner! Jeg håber, det var sjovt. Jeg var rystende nervøs.

Kammermusik? Der er ikke skrevet så meget for kontrabas. Der er selvfølgelig Schuberts Forellekvintet, som jeg har spillet, men jeg kan godt undre mig over, at der ikke er skrevet mere for kontrabas.

Hvad er en god dirigent?

Det er meget sammensat. Men det er vel først og fremmest, når dirigenter ”giver slip” og musicerer med os, når man kan se på dem, at de har musikken i sig og kan formidle den, at man kan se pulsen, og man kan se flowet og intentionerne, man får nogle informationer, nogle beskeder, at det ikke er en dirigent, der står i sin egen verden, men at vi musicerer sammen.

Hvem vil du specielt fremhæve, af de dirigenter, du har arbejdet med, og hvorfor?

Dietfried Bernet havde noget magisk over sig. Han havde ikke en avanceret teknik. Der var et eller andet ved ham, jeg godt kunne lide. Han var lidt uhøjtidelig og havde nok haft et hårdt liv. Han ”gik efter bolden”, som man siger.

Er Kapellet og Det Kongelige Teater en god arbejdsplads?

Ja, ubetinget. Kapellet er specielt. Der er et kammeratskab i orkestret, en solidaritet, som vokser ud af det musikalske samarbejde. Hengivenhed over for hinanden. Vi er her simpelthen for at støtte hinanden. Vi akkompagnerer hinanden, også på det menneskelige plan. Det er uvurderligt.
Der var nok tidligere en større stolthed over at være ansat på Teatret. Den større djøfisering, hvor de måler og vejer og forsøger at få mere ud af os, det har påvirket min respekt for huset. Men det er måske bare en forandring, der er sket.

Vi har i Venneforeningen en fornemmelse af, at I af og til er voldsomt presset arbejdsmæssigt. Er det også dit indtryk?

Ja. Det må man sige. Efter mange år med en kontrabas, så kan der opstå arbejdsskader- overbelastningsskader. Vi sidder jo på en høj stol. Og når folk siger, Hvad er problemet? – Prøv at sidde på sådan en høj stol i tre timer. Kan du holde det ud ? – Nej! Prøv så at holde på en kontrabas samtidigt!! Kan du holde det ud? Nej, det kan jeg slet ikke! Prøv så også at spille på den!! Ok. Vi forstår godt problemet!

Dit instrument?

Mit tjenesteinstrument er en af de 4 gamle C7 basser!, der er stemplet med C7. Og der er også bratscher og celli, der er stemplet med C7. C7 står for Christian VII. I hans regeringsperiode har man opkøbt nogle instrumenter, og de holdt en lille ceremoni, hvor der blev brændt ”C7” i instrumenterne. Historien går, at der var et italiensk orkester heroppe, og da de skulle hjem, solgte de deres instrumenter for at finansiere hjemrejsen! Det er en fin gammel firestrenget bas, som jeg spiller på. Så har jeg laver en extension på den, for vi spiller jo tit femstrenget bas, som kan gå dybere ned. Så har jeg som sagt lavet en extension, og man kan købe ekstra lange strenge, så den kan spille de dybere toner. Det er en af mine ”træopgaver”, udsprunget af min violinbyggerinteresse.

Her skimtes forlængelsen af den dybe streng på Jeppes bas. Foto: Caroline Bittencourt.

Tak til Jeppe for en usædvanligt hyggelig og informativ seance om livet som kontrabassist i Det Kongelige Kapel.