Interview med GRIT D. H. WESTI

Af Poul Elming

Mit ambitiøse projekt gående ud på at interviewe samtlige medlemmer af Det Kongelige Kapel er ved lodtrækning nået til et medlem af 2. violingruppen, Grit D. H. Westi. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Grit nok er den kapelmusiker, jeg har kendt længst. Grit gik i skole med min skønne hustru, og derigennem kom jeg for lang lang tid siden til at kende Grit. Jeg håber ikke, dette interview derved bliver for indforstået. Det blev et interview, som varede næsten to timer, men jeg vil bestræbe mig i det følgende på at slå ned på det væsentligste i vores samtale. Interviewet fandt sted i den uge, hvor der var repremiere på balletten Don Quixote og premiere på Wagners Mestersangerne i Nürnberg.

Kan du fortælle os lidt om 2. violingruppens musikalske betydning. Man er tilbøjelig til at tænke violingruppen som 1. violinerne og – nåh ja – så er der også en 2. violingruppe.

”2. violinerne og bratscherne er lidt det samme: De er flødeskummet inde i fastelavnsbollen.”

2. violinerne og bratscherne er lidt det samme: De er flødeskummet inde i fastelavnsbollen. En fastelavnsbolle uden creme og flødeskum er luftig, men ikke så spændende. Og det er tit os og bratscherne, der bestemmer, om det er dur eller mol! Og vi forstærker også 1. violinerne. Selvom vi er flere, så spiller vi jo ikke så kraftigt som eksempelvis messingblæserne. Og hvis 1. violinerne har en melodi, så spiller 2. violinerne ofte den samme melodi en oktav under. Den gode dirigent vil bede 1. violinerne ”give lidt mindre” og 2. violinerne ”give lidt mere”, for at få den optimale oktavering. 2. Violinen er en meget vigtig stemme. Af flere grunde glemmer mange 2. violinens betydning. Der er en tendens til traditionelt at mene, at det er fint at spille 1. violin. Hvis du spiller 2. violin, er du nok ikke så god en musiker. Men vi har jo alle gået igennem det samme uddannelsesforløb, og i studietiden uddanner man sig jo ikke til 1. eller 2. violinist. Man uddanner sig til violinist! Så går man til en konkurrence, og så er det jo et spørgsmål om, hvilken plads der er ledig. Da jeg blev ansat i Kapellet blev man ansat som violinist. Punktum. Og man cirkulerede og kunne således både spille 1. og 2. violin. Det første jeg spillede var ”Barberen i Sevilla” på 1. violinen.

Vi skal høre lidt om din uddannelse og din musikerhistorik.

Jeg startede i Halsnæs i en lille landsbyskole i 1. og 2. klasse. Det var virkelig ude på landet. Der var kun syv klasser, og vi var 12 elever i hver. Så flyttede vi til København, hvor jeg gik på kommuneskole. På det tidspunkt var jeg begyndt at spille violin, men det var en ”sort” skole, og jeg blev drillet. Der var skole-”kammerater”, som råbte Klassikersvin(!) efter mig, så jeg turde ikke tage violinen med i skole. Efter 7. klasse søgte vi en skole, hvor musikken var accepteret. Jeg kom på Zahles Seminarieskole. Zahle havde et godt ry på musikområdet takket være den fremragende musiklærer og korleder, Minna Hess Thaysen. Minna havde korprøve i alle frikvartererne, og alle var velkomne, havde jeg hørt. Så jeg bankede på døren ind til festsalen i det store frikvarter, hvor Minna havde korprøve, og sagde, ”Go’da’. Jeg hedder Grit, jeg spiller violin, må jeg godt være med?” Og så råbte Minna: ”Griiit, kom ind!” Og det glemmer jeg aldrig. Jeg kom så ind i skolens kammerorkester, og jeg kom til at sidde i spidsen for orkestret. Jeg spillede talrige koncerter med Minnas  kor, og det gav mig en enorm rutine. Den moralske opbakning og træningen i at stille sig op og spille var af stor betydning

Men jeg manglede den teknik, som Suzuki-børnene fik lige fra start.* Suzukibørnene begynder typisk i 5-års alderen. Jeg var 10 år, da jeg begyndte at spille violin. Jeg havde taget privattimer hos Milan Vitek, som på et tidspunkt var koncertmester i Kapellet, men som så blev professor på Konservatoriet og derfor måtte stoppe i Kapellet. Milan fik stor betydning for generationer af violinister, også efter at han forlod Danmark og blev professor på Oberlin College i Ohio, USA. Mange rejste simpelthen til USA for at få undervisning hos Milan. Han fik også stor betydning for bratschisterne i Danmark, idet han sørgede for, at Josef Kodousek, en fremragende bratschlærer, kom til landet. Mange af Kapellets bratschister er uddannet hos ham.
Da jeg var færdig på Zahles Skole, syntes Milan, at det var lidt tidligt at søge optagelse på Konservatoriet. Så jeg fortsatte privat hos Milan og studerede parallelt på Musikvidenskabeligt Institut på universitetet i to år. Og så var jeg klar til at gå til optagelsesprøve. I de seks år, jeg gik på konservatoriet, havde jeg fortsat Milan som lærer.

Jeg fik min diplomeksamen i 1984. Og de andre studerende, som i modsætning til mig var ud af musikerfamilier, gik jævnligt til konkurrencer. ”Hvorfor det?” spurgte jeg. ”Det gør man, når man skal have en stilling, og det er en god træning op til eksamen”. OK det må jeg da prøve, og i foråret 84 var der en ledig stilling i Aarhus. Så jeg tog til Aarhus og spillede min Mozart-koncert og tog så hjem igen. Da jeg kom hjem ringede telefonen. ”Du har fået stillingen”. Først var jeg vildt glad. Og så blev jeg enormt bange. ”Det går jo ikke. Du kan jo ikke sende et ”børnehavebarn” ind i et professionelt orkester”. De skulle til at spille Wagners ”Ringen”! Så havde jeg stillingen i 14 dage og ringede så til Aarhus og fortalte, at jeg skulle noget andet. Så jeg skyndte mig at melde mig til en optagelsesprøve i Wien hos en violinlærer ved navn Ernst Kovacic, som jeg havde spillet for året før. Efter en meget speciel prøvedag, hvor jeg mødte kl. 9 om morgenen og ikke kom til at spille før kl. kvart over 5 om aftenen, blev jeg optaget, og jeg var der i 4 år.

Vi fik her en længere snak om den udfordring det var, pludseligt at skulle spille hos en ny lærer. Specielt vibratoet ville Kovacic have ændret. Grit havde hidtil spillet med håndledsvibrato, og han ville have vibrato med armen. Specielt folkemusikere spiller med håndledsvibrato. Kovacic formåede – selvom det var svært – at overbevise Grit om, at et vibrato med armen giver langt flere variationsmuligheder.

Og så blev der øvet armvibrato i flere måneder, men det var som af få tæppet revet væk under fødderne. Jeg var grædefærdig, men jeg endte alligevel med at blive der i fire år!! Måske de bedste år, jeg har haft. Den der blanding af ungdom og eventyr. Jeg havde fået legater til at finansiere det. Jeg gik i operaen 3-4 gange om ugen altid ståpladser! De var billige, men man skulle stå i kø i timevis for at få billetter til ståpladserne.

Jeg kom i konservatoriets orkester i Wien, og vi spillede eksempelvis en masse musik af Haydn, som i Danmark stod totalt i skyggen af Mozart. Mozart skulle spilles næsten med andagt: uha, ikke for romantisk, ikke for kraftigt, og Haydn spillede man kun, hvis man ikke havde mere Mozart at spille. I Wien pillede de glorien af Mozart – ”Spielen Sie doch – es is ja Musik”, og der blev også spillet masser af Haydn. Det var nærmest en åbenbaring.

Grit og undertegnede enedes hurtigt om at lovprise Haydn!

I Wien spillede jeg i Haydn-Sinfonietta bl.a. på en turne til Italien, og jeg spillede én koncert med ”Frauen-Kammerorkester” (det var svært for kvinder at få plads i de etablerede orkestre). Jeg blev aldrig fast i det orkester, men assisterede, og jeg gik også til et par konkurrencer. Men efter fire år tog jeg hjem. Jeg var at ved at gro fast. Hvis jeg bliver her, så skal jeg stifte familie og blive her resten af mit liv. Og som kvindelig musiker var der ikke de bedste mulighed for beskæftigelse i Wien. Jeg tænkte, ”det her det er ikke min fremtid!” Jeg er dansker, og jeg tænkte også, at hvis jeg stifter familie hernede, så får jeg børn, som ikke kommer til lære de danske børnesange. ”Det kan jeg ikke ha´!”

” Hvis jeg stifter familie hernede i Wien, så får jeg børn, som ikke kommer til lære de danske børnesange. ”Det kan jeg ikke ha´!”

Så rejste jeg hjem og fik et år i Radioorkestret.

Det står ikke på Kapellets hjemmeside, men jeg ved, at du en periode var koncertmester i Randers Kammerorkester.

Ja! Mens jeg var i Radioorkestret gik jeg til konkurrence i Randers, som tidligere havde heddet Randers Byorkester, og som netop det år var blevet overtaget af Milan Vitek, og han fik ændret orkestrets navn til Randers Kammerorkester. Jeg startede i 89 og jeg fik mange gode opgaver i Randers, hvor jeg jo blev koncertmester, hvilket i virkeligheden var en udfordring. Jeg var nok ikke helt klar over, hvad det ville sige at være koncertmester. Jeg fik hjælp af en ældre kollega, Gunnar Krarup, som havde spillet mange år i Tivoli-orkestret. Han var meget ældre end mig og havde stor erfaring, og han gav mig flere fif, som jeg senere har haft glæde af. Jeg havde lidt svært ved at falde til i Randers, hvor jeg i begyndelsen ikke kendte nogen, og hvor jeg mødte en vis modstand, fordi nogen mente, at en anden skulle have haft stillingen. Overgangen fra Wien over Radioorkestret til Randers var ikke helt let.

Jeg søgte et ophold på San Cataldo. Jeg havde i Wien spillet barokviolin, og jeg fik legatmidler til at fordybe mig i Corellis sonater for violin – på barokviolin. Jeg ville gerne lære lidt mere om traditionen for eksempelvis forsiringer. Der findes materiale fra Corellis hånd om netop dette emne, så det glædede jeg mig til. Jeg fik orlov fra Randers, og så – fjorten dage før jeg skulle rejse, bliver der slået en stilling op i Det Kongelige Kapel. Et vanskeligt valg. Jeg havde i Randers mulighed for at spille masser af kammermusik, spille på optagelser, være med til at bestemme orkestrets repertoire. Jeg var nok ”kransekagefiguren” i orkestret og fik masser af gode opgaver, så jeg skulle afgøre, om jeg ville vælge alt dette fra og måske blive bagtroppen af en hel masse fremragende musikere i Det Kongelige Kapel. Så da jeg tog til Italien, blev det uden barokviolinen. Jeg ville jo sådan set gerne til København, hvor min familie var, så jeg brugte tiden på San Cataldo på at forberede mig til konkurrencen. Den lå en lille uges tid efter, jeg kom hjem. Og jeg fik stillingen i Kapellet, og jeg begyndte min prøvetid 1. januar 92, men begyndte faktisk en uge før. Man spurgte om jeg kunne assistere til nytårskoncerten i 91. Det var lidt skræmmende, da dirigenten på et tidspunkt insisterede på at høre hver pult for sig spille et kompliceret sted i musikken. Det var møg-ubehageligt.
Når man består sin prøvetid, så regnes den med i ens anciennitet, så jeg er ansat fra 1. januar 92.

Hvad er dit yndlingsværk?

” Mit hjerte svulmer, når jeg hører musik af Brahms.”

Mit hjerte svulmer, når jeg hører musik af Brahms. Jeg bliver så glad i knæene (!), når jeg hører Brahms. Det der med, hvad man ville have med på en øde ø – der skulle Brahms med. Jeg synes, at Brahms er meget kompliceret. Jeg kan blive ved med at overveje – ”hører denne tone med til det forrige eller til det næste?” Han ”limer” melodierne sammen – og så kommer der en understemme, som går på tværs. Skal man nu forstærke det der sted – eller det der sted? Hvor er det, den her musik går hen? Der er så meget at tænke over. Man mener at have fundet en løsning. Sådan vil man gerne spille til koncerten, og så pludseligt dagen inden tænker man – nej det var måske alligevel takten efter, der er den vigtigste. Det er kreativitet og følelser. Og det er nok derfor, han skal med på en øde ø. Der har man da tid til at gøre sig de overvejelser! Så må redningsaktionen gerne vente lidt!
Ligeså med italiensk barokmusik. Naturligvis elsker jeg nordeuropæisk barokmusik, det er dejligt, og det er godt, men når jeg kommer til Italien, så har det det samme som Brahms – dissonanserne, der opløser sig, og skærer lidt først, og så – ah – bliver det opløst.

Din største musikalske oplevelse var Brahms´ Klavertrio i H-dur i Napoli ”Alt lykkedes og gav højere mening i en brøkdel af et sekund!” Det var ikke længe!! Hvordan tror du publikum oplevede den brøkdel af et sekund?

De har måske slet ikke opdaget det. Men jeg har talt med kolleger og fået bekræftet, at man kan spille i dage, uger, måneder, og man har skønne oplevelser, men så er der de der få øjeblikke, hvor det løfter sig, hvor man næsten ikke selv synes, man har ansvaret for det. Hvor det hele lykkes, eller klinger særligt godt. Hvor det næsten bliver guddommeligt. Og det skønne ved den oplevelse i Napoli var, at vi alle havde den samme oplevelse på samme tid. Jeg spillede meget med en skøn dedikeret gruppe af musikere, og jeg fik mulighed for at spille fantastiske værker. Den ros og opbakning, jeg mødte der, var så befordrende for alt godt – lidt modsat danskernes måde at være over for hinanden på.

Grit bor i Danmark – på Frederiksberg, og hun er enke – Den Glade Enke (!) siger hun selv, og hun har en skøn datter.

Jeg giftede mig ret sent med en operasanger (den fremragende tenor, Kurt Westi, som desværre døde meget pludseligt. P.E.), og det var helt vidunderligt. Jeg siger tit, at vi oplevede hele livet på halvandet år: Forelskelse, graviditet, fødsel, bryllup. Vi fik et kærlighedsbarn. Hun er nu i London og har uddannet sig i musicalbranchen, og hun var med i Det Kongelige Teater, fra hun var fire år gammel. Hun har været igennem alle Det Kongelige Teaters genrer, og så havde vi noget fælles, vi kunne tale om.

Hvad laver du, når du ikke spiller i Kapellet?

”  Du skal kun gå på konservatoriet, hvis du ikke vil andet!”

Jeg vidste ikke fra femårs alderen, at jeg skulle være musiker. En bekendt skulle til optagelsesprøve på konservatoriet. Jeg vidste ikke, hvad det var og sagde til min daværende lærer, en fremragende pædagog, Jakob Thomsen, at jeg ville også gerne på konservatoriet. Så sagde han noget meget vigtigt. ”Er du sikker på det. Det skal du kun gøre, hvis du ikke vil andet!” Den tyggede jeg på i flere år – og så skete det alligevel, men den lå i baghovedet – ”kun hvis du ikke vil andet!!” Og i alle årene, hvor jeg jo så altså faktisk kom på konservatoriet og kom til Wien, tænkte jeg, ”Ja men hvad nu med at læse dansk, beskæftige mig med litteratur, og jeg ville så gerne være arkæolog med speciale i dansk oldtid. Hvad nu med det?” Året før min mor døde, lykkedes det hende at finde en metaldetektor, som hun gav mig i fødselsdagsgave. Den skal jeg lære at bruge. Desuden er jeg nok en sprognørd, men jeg har lært, at jeg ikke skal rette folk, når de skriver på Facebook. Det er nok gået over i, at jeg bruger sproget til at formidle. Hvis jeg fortæller noget og oplever, at der går en prås op for dem, jeg taler med – det kan jeg godt lide!

Citat: Min mest mindeværdige/sjoveste/mærkeligste oplevelse i Kapellet var at vores strenge, vidunderlige, tørre finske chefdirigent Paavo Berglund greb en af vores violiner og spillede 1. violin i en hel strygekvartet – venstrehåndet, altså spejlvendt, uden problemer.

Fortæl!

Berglund var en fremragende violinist. Han var chefdirigent for Kapellet, da jeg begyndte. Han gav os flere nyttige fif, men efterhånden er vi ikke så mange tilbage, der kan huske det. På en turné til Baltikum boede vi på et lille krydstogtskib, hvor vi jo så ikke skulle skifte hotel. Med på turen var også et antal Politiken-læsere, som også boede på skibet. Politiken var medarrangør, vel sagtens også af økonomiske grunde. Nede i bunden af skibet var der et større lokale, med bar og mulighed for at spille. Og der skete det en aften, at Berglund, som var venstrehåndet, tog en normal violin beregnet til en højrehåndet. Han spillede 1. violin i en kvartet, og han spillede det fremragende, selvom han spillede på en violin, der ”vendte forkert”. Jubelen ville ingen ende tage. Det var skønt at opleve ham lidt på slap line, han som ellers altid var så kontrolleret.

 

 

Hvad er en god dirigent?

(Lang tænkepause.)

Det er ikke entydigt, fordi orkestre sjovt nok også er forskellige. Både med forskellige kvaliteter og forskellige holdninger og ønsker til en dirigent. Nu har jeg været så mange år i kapellet, at jeg kan sige, at der er noget, som Kapellet ikke magter at have: dirigenter, som er tyranniske, og som hurtigt hidser sig op, og som bliver sure, hvis tingene ikke er i orden med det samme. Hvor en dirigent, som tror på orkestret, som tror, at det skal nok komme, som hurtigt bedømmer, ”her har vi gode folk; det er ikke godt lige nu, men jeg kan godt bedømme, at de her musikere, de tager ansvaret. Det skal nok komme”. Som f. eks. Axel Kober, som dirigerer Mestersangerne, og som har været guddommelig. Prøveforløbet har ikke været tilrettelagt ideelt, og han har ikke brokket sig en eneste gang. Men han er totalt ovenpå og har disponeret, så vi nu har været det hele igennem ordentligt. Vi nærmer os premieren, og han er stadig sød og rar.
En god dirigent er ikke selvoptaget, har ikke for store slag.

Hvilke af de dirigenter, du har arbejdet med vil du især fremhæve, og hvorfor?

Jeg havde den glæde at spille med Celibidache, da jeg gik på konservatoriet. Det var stort, selvom han var en tyran.
Paavo Berglund var nede i de mindste detaljer i partituret, og intet var overladt til os! Men det var bare så godt, det han ville. På turneen til Baltikum havde vi indstuderet Sibelius´ Valse Triste  som ekstranummer. Vi kom kun til at spille det en enkelt gang, vistnok i Skt. Petersborg. Det er et stykke kun for strygere. Angiveligt var blæserne, som jo ikke var med i dette ekstranummer, men sad bagved og lyttede, rørt til tårer. Det var det mest rørende – ligesom Brahms i Napoli i sin tid. Alt gik op i højere enhed.
Jeg synes også, det har været skønt at spille de store italienske operaer med Paolo Carignani. Han formår at indstudere det på én måde, men at skabe det på ny hver gang! At opleve det der Carignani kunne med at lave musik på stedet. Wow – det var godt. Og så har vi jo fået Marie Jacquot, som jeg også synes, kan trylle undervejs.

Er Kapellet/Det Kongelige Teater en god arbejdsplads?

Det er lidt to spørgsmål!

Er Kapellet en god arbejdsplads?

Ja!

Er Det Kongelige Teater en god arbejdsplads?

Lidt kompliceret af og til! Jeg elsker Det Kongelige Teater. Også fordi jeg elsker teatret som publikum. Jeg forstår godt, hvor stor en organisme teatret er. Det er et uhyre med mange hoveder. Og det er ikke altid at det ene hoved ved, hvad det andet laver, fordi der er så mange mellemstationer på vejen.

Standardspørgsmålet: Vi har i Venneforeningen en fornemmelse af, at I er voldsomt pressede arbejdsmæssigt. Er det tilfældet set fra din position?

Jeg kan jo bare vælge at sige: Er det en god disposition at have balletpremiere på Don Quixote på lørdag kl. 20 og så næste dag kl. 15 at have premiere på Mestersangerne, som er en opera på seks timer? Og generalprøve på Mestersangerne torsdag og på Don Quixote fredag!!

Den lader vi stå!!

” Mit største ønske ville være at øge Kapellet med 30 musikere!”

Der bør være forestillinger hver aften, og det er fortvivlende, at Kapellet ikke er blevet udvidet, sådan at man kan have forestilling på Gl. Scene og på Operaen samtidigt. Vi har tre huse, og så bør der også være forestillinger hver aften. Det kan ikke lade sig gøre, fordi orkestret har samme størrelse, som da jeg blev ansat, eller måske endda mindre. Mit største ønske ville være at øge Kapellet med 30 musikere! Heldigvis har vores assistenter et tårnhøjt niveau, men man kan ikke bygge et eliteorkester på assistenter – Det er ikke ligegyldigt, hvem man er gift med!! Vi skal gro sammen, så vi taler det samme sprog og forstår tingene på den samme måde.

Dit instrument?

Jeg har et tjenesteinstrument, som jeg er ufatteligt heldig at have. Det er en fransk violin, som er bygget til Kapellet, og har været i vores eje altid. Det er et af vores såkaldte Mesterinstrumenter, dvs., at det ude i det virkelige liv ville være en meget dyr violin at købe. Den har et navn, og man kender byggeren, og det er en god violin. Det er en Lupot-violin fra 1850 lavet af Nicolas Lupot. Jeg har selv en fransk violin fra samme periode, så det er det perfekte match. Jeg kan skifte mellem de to. Violiner  kan være dimensioneret forskelligt, og de to har næsten samme dimensioner, hvilket er en enorm fordel – så kan jeg spille nogenlunde rent på dem begge to!! Solospillerne får tilbudt de fineste tjenesteinstrumenter. Den violin havde været ”på vandring” gennem solospillerne. Man starter oppefra, indtil der en, der synes om det pågældende instrument. Jeg fik lavet et par mindre ændringer, da den var til reparation. Jeg fik flyttet lidt på stemmestokken, som står inde i violinen, og som har stor betydning for instrumentets klang.
Vi har også tjenestebuer. Det lykkedes mig at knække en bue, som jeg elskede at spille med. Den havde været knækket tidligere og limningen var gået op og de sagde, at det kommer til at gå op igen. Jeg fik den tilbage med besked om, at de ikke kan lave den!! Jeg har så lånt en anden bue, mens den knækkede var til reparation. Nu har jeg så fået lov til at beholde den. Det er et kuriosum at nogen buemagere i stedet for en lille perlemorsknap på froschen, der hvor man holder på buen, sætter en lille sten, der er slebet. Og jeg tænkte, ”Gud hvor sjovt. Man kan næsten se igennem den, men ikke helt”. Så var der en kollega med stor viden om buer, som anbefalede Grit at tage en lup. Der er måske et billede indeni. Og ganske rigtigt. Der er et billede af Paganini inde i stenen!

En lang samtale med Grit var slut. Tak for en spændende snak, hvor vi kom langt omkring.

*(Violinskole grundlagt af japanske Shinichi Suzuki).