Som forberedelse til interviewet havde jeg googlet oplysninger om harpen. Det har for mig altid været et mysterium med de der pedaler (syv i alt!). Hvad gør de, og hvordan finder den stakkels harpenist ud af, hvad skal ske og hvornår? Kan man overhovedet betjene dette instrument uden at være ingeniør? Den første del af vores samtale handlede derfor om dette ‘mysterium’. Angelika fortæller:

Der er 47 strenge på en harpe. Hver streng kan have tre forskellige tonehøjder, alt efter om pedalerne er oppe, i midten eller nede. Eksempel: en streng kan være et G, men også et gis eller et ges. Der er syv pedaler, én for hver tone i skalaen, tre pedaler til venstre og fire til højre.

Pedalerne er forbundet med nogle skiver, som justerer længden på strengene. Skiverne drejer og klemmer strengene af, forkorter dem altså. På den måde bliver strengenes toner højere. Strengene er stemt med et b for hver tone, altså ces, des, es, fes, etc. Trykker man så pedalen ét trin ned, får man tonerne c, d, e, f, etc. (svarende til de hvide tangenter på et klaver), og trykker man pedalen ned i nederste position, får man tonerne cis, dis, eis, fis, etc.

 

Står det i noderne, hvilke pedaler, du skal bruge, eller har du forberedt det hjemmefra under indstuderingen?

Det skal jeg forberede hjemmefra. Det kan nogle gange være ret kompliceret, især når der er mange toneartsskift eller meget kromatik. Der er jo syv pedaler, men jeg har kun to fødder. Harpen er – i modsætning til et klaver, som har en ramme af stål – bygget af træ. Derfor bliver harpen ofte ’uren’ med tiden – træet ’arbejder’ hele tiden.

Er det derfor, I altid skal stemme harpen?

Det er mest, fordi strengene er lavet af tarm og er meget følsomme over for temperaturskift eller fugtighed i luften. Intonationsproblemerne opstår, fordi harpens træramme altid bevæger sig minimalt og skubber derfor den kompliceret mekanik med pedaler og skiver ud af balance. En harpe skal derfor til eftersyn en gang om året.

Så fik vi (jeg) så nogenlunde styr på det, og kan gå over til det egentlige interview.

“Det er for dyrt,” sagde de. “Det får du ikke lov til. Du kan spille blokfløjte!”

Hvordan pokker får man den ide, at man vil spille harpe? Har det noget med dit navn at gøre? Angelika betyder ”engleagtig” på latin, og vi forestiller os jo, at englene spiller på harpe!

Jeg er sikker på, at jeg skal undervise i at spille harpe i himmeriget!

Jeg kommer fra Sydtyskland, fra Allgäu, hvor man spiller meget folkemusik. Mine forældre lærte hinanden at kende gennem folkemusikken. De startede sådan en folkemusikgruppe i 60’erne, og der var en harpenist med. Hun kom fra det samme område, og hun blev senere min første lærer. Folk var efter krigen meget fattige, og da hun skulle studere i München, gik hun til optagelsesprøve men kunne ikke spille, for hun havde ikke et instrument. Måske skulle hun synge eller spille lidt guitar for at demonstrere en vis musikalitet, men hun begyndte først at spille harpe, da hun var blevet optaget på konservatoriet! Det vil slet ikke gå i dag!

Jeg kan også huske, at min far byggede sin egen guitar og senere et lille bærbart orgel og endte med at bygge alpehorn. Der var ganske enkelt ikke penge til at købe instrumenter. Da de så dannede gruppen med denne harpenist, hørte jeg hende spille og sagde som syvårig til min mor: ”Jeg vil spille harpe.” Det var mine forældre ikke begejstrede for. ”Det er for dyrt,” sagde de. ”Det får du ikke lov til. Du kan spille blokfløjte!” Jeg nægtede, og da jeg var ni, ville jeg stadig spille harpe og fik endelig lov til det.

Angelika fik sin uddannelse på Hochschule für Musik und Theater München hos den navnkundige lærer Helga Storck. Hun er kapelmedlem nr. 1037 og blev ansat i 2006. Fortæl! Havde du tidligere været assistent i Kapellet?

Nej, jeg kendte slet ikke Kapellet. Jeg havde spillet i mange forskellige orkestre i Tyskland og havde til sidst en stilling i Chemnitz i Østtyskland. Det var et såkaldt A-hus – for at blive kaldt det, skulle der være mindst 100 musikere ansat, altså flere end vi er i kapellet nu. Jeg havde en 50%-stilling på grund af finansielle problemer. Min kollega havde stadigvæk 100%.

Der var en konstant trussel om yderligere besparelser, op til 30%, og jeg var bange for, at min stilling ville ryge før eller siden. Desuden var det ret kedeligt med måske kun en eller to tjenester om ugen. Jeg længtes efter at spille, og jeg assisterede derfor i mange orkestre i omegnen, bland andet Staatskapelle i Dresden, i Leipzig og i Magdeburg – over det hele. Så besluttede jeg at søge en anden stilling, men der var i lang tid ingen ledige harpestillinger.

Men pludseligt dukkede hele tre stillinger op med en uges mellemrum: København, Oslo og Halle. Der havde ikke været nogen stillinger i et helt år, og så kommer disse tre klumpet sammen på tre uger! Jeg endte med at skulle forberede seks solostykker og 40 orkesteruddrag, et kæmpe program. I det mindste var det ikke kedeligt længere.

… det gik over al forventning, og jeg vandt stillingen.
Det var jeg virkelig ked af!

Og du gik til alle tre?

Det var planen, selvom jeg helst vil til Oslo. Det var nemlig kendt i harpeverdenen, at der var en harpenist, som gerne ville have stillingen i København. Hun havde kontrakt i Kapellet og hendes mand var solobassist. Det vil jeg jo ikke ødelægge for hende. København skulle jeg kun bruge som generalprøve til Oslo. Programmet forberedt jeg derfor lidt ’loose’. Aftenen inden gjorde jeg det uhørte, at jeg ikke øvede mig, men fik den dejligste middag og drak vin til maden! Skandaløst!

Næste morgen startede konkurrencen tidligt, og alt gik som smurt. Jeg spillede efter bedste evne og kom videre i anden runde. Og før jeg fik set mig om, var jeg i tredje og sidste runde! Der var nogle uddrag, jeg ikke havde forberedt særlig grundigt og nærmest spillede fra bladet, men det gik over al forventning, og jeg vandt stillingen. Det var jeg virkeligt ked af! Den skulle hende den anden harpenist, hende med bassisten, jo have! Men selvfølgeligt takkede jeg ja og kørte videre til Oslo. Måske kunne jeg også vinde den stilling? Men i Oslo sneede det, og det var iskoldt. Jeg blev simpelthen så forkølet, at jeg lå i sengen en hel uge. Det var utænkeligt at spille til den konkurrence.

Det blev København. Den harpenist, som gerne ville blive i København, fik stillingen i Halle og manden fik solobas-stilling i Gewandhaus i Leipzig, 30 km derfra. Det hele endte godt til sidst.

Det må have været forsynet, som trak i nogle tråde. Jeg læser om dig, at dine yndlingsværker er Strauss’ opera Elektra og Stravinskys Le sacre du printemps. Er det stadig dine yndlingsværker?

Jeg har spillet Elektra mange gange, og jeg elsker det stadigvæk! Også Sacre er fantastisk. Det griber mig stadigvæk, som om det var første gang, jeg hørte det. All times favourites! Men min liste over yndlingsværker bliver bare større og større.

Bor du i Danmark?

Ja, ja!

Men der er jo nogen, som bor i Sverige og tjener penge i Danmark.

For mig var det altid klart, at jeg skulle bo i Danmark. Jeg ville lære sproget og lære landet at kende. Det er svært, hvis man bor i Sverige.

Er du gift?

Nej, men jeg har en kæreste, som jeg nu bor sammen med.

Har du børn?

Nej, jeg har ingen børn!

Så læser jeg på nettet, at når du ikke spiller i Kapeller, så dyrker du sport! Hvilken type sport?

Jeg elsker at bevæge mig.

Løber du?

Jeg løber og cykler – men meget afslappet. Jeg vandrer gerne, også på større ture med rygsæk og telt. Det er den bedste måde at slappe af på.

På det seneste er du blevet food-fanatiker og kan lide at lave mad?

Jeg har opdaget det nordiske køkken. Det virkeligt spændende og lækkert.

Hvad lærte jeg af det? Klassisk musik skal høres live!

Mest mindeværdige/sjoveste/mærkeligste oplevelse i Kapellet! Du skriver Die Walküre med Kirill Petrenko i 2013. Hvor?

Han lavede den koncertant her på Operaen. Han skulle vist dirigere den i Bayreuth senere, så han varmede lidt op i København. Han var fantastik. Vildt god!

Så står der La Bohème med Anna Netrebko. Var det også her?

Ja, det var også her. Jeg havde ikke hørt hende live på det tidspunkt – kun på plade. Det var ikke noget særligt, og hun sang lidt for lavt, syntes jeg. Da hun så kom til København, ville jeg selvfølgeligt høre hende. Så hørte jeg hende og blev blæst helt omkuld. Hun var helt fantastisk! Sikke en stemme! Hvad lærte jeg af det? Klassisk musik skal høres live!

Og du nævner Plácido Domingo som Siegmund. Det var også her?

Ja, det var det. En af mine første klassiske plader var Cavalleria Rusticana med Domingo, og siden da har jeg været stor fan! Han var en skøn sanger, en stor skuespiller og en fin musiker.

… for mig er det vigtigt, at en dirigent er afslappet. Jeg er spændt nok i forvejen!

Her kommer det svære spørgsmål: Hvad er en god dirigent?

Ha ha! Der findes sikkert mange meninger om det, men for mig er det vigtigt, at en dirigent er afslappet. Jeg er spændt nok i forvejen! Og så skal dirigenter frasere. De skal vise en frasering, så vi alle ånder sammen, starter sammen, tænker det samme om musikken. Hvem har melodien, hvor ligger understemmer, hvilken rytme er vigtigt? De skal arbejde med balance, med klang, farver, udtrykket. Paolo Carignani sagde altid: “Mezzoforte, forte, piano, hvad er det for noget? Næ! Hvilken karakter skal det have! Det er vigtigt!”

Hvem kan du specielt fremhæve af de dirigenter, du har arbejdet med, og hvorfor?

Så er det helt klart Kirill Petrenko, for han arbejdede med frasering, balance, karakter. Jeg kan huske ham fra dengang, han dirigerede Die Walküre her i København. I løbet af et par prøver formåede han at få orkestret til at ånde sammen og spille efter hans ønsker. Det var som om, alt blev nemmere at spille.

Jeg har spillet med Daniele Gatti i Dresden, og han var også fremragende. Han kunne vække begejstring og spilleglæde. Det var måske ikke altid perfekt sammen, men han kunne skabe den rigtige stemning. Det var altid meget udtryksfuldt. Og han var meget sjov, han smilede hele tiden og lavede jokes. Det fik musikerne til at slappe af og spille frygtløst.

Nu kommer et navn mere op: Adam Fischer, Underholdningsorkestrets chefdirigent. Jeg har spillet med dem til en barokkoncert. Han fik det bedste ud af hver eneste musiker! Jeg kommer i tanker om, at jeg har hørt Claudio Abbado med Berlinerne og Valery Gergiev med et russisk orkester, muligvis Skt. Petersborg Filharmonikerne, i München i min studietid. Begge to har gjort stort indtryk på mig. Det lød fantastisk, meget levende, fortællende, meget klangfuldt.

Nu kommer der…

Nej, undskyld! Jeg skal lige spøge dig: hvem, synes du, er en god dirigent?

Jeg kunne godt lide at lave musik med James Levine. Og så er jeg ked af at sige det, men Christian Thielemann, som jeg ikke finder specielt sympatisk som menneske, men bevar mig vel, hvor er han en fremragende dirigent. Jeg sang Parsifal med ham det sidste år, jeg sang i Bayreuth. Jeg har aldrig oplevet nogen, som kunne frasere sådan med orkestret.

Daniel Barenboim er også en skøn dirigent, men han er svær for os sangere, for du ved aldrig, hvilket tempo han vil have. Det ændrer sig fra gang til gang. Ofte har det været iscenesættelser af Harry Kupfer, hvor vi lå på gulvet og kravlede rundt – og ikke havde mulighed for at se på ham. Det var indimellem lidt udfordrende.

Simon Rattle har jeg lavet Parsifal med i Amsterdam og til en semikoncertant opførelse til en promenadekoncert i Royal Albert Hall. En af min karrieres største oplevelser. Det tog mig mindst en uge at ’lande’ efter den koncert.

Nå. Nu skal vi ikke tale mere om mig.

Af og til tæller jeg for sjovs skyld og ser, at der mindst er en tredjedel assistenter i violinerne, permanent. PERMANENT!

Er Kapellet og Det Kongelige Teater en god arbejdsplads?

Da jeg kom for snart 20 år siden, var det en god arbejdsplads, men det er gået tabt og er blevet ødelagt!

Også Kapellet?

Desværre, ja!

Hvad er det, du synes, er gået tabt?

Mange ting. For det første er vi et amputeret orkester. Der er alt for mange ledige stillinger i næsten alle grupper. Af og til tæller jeg for sjovs skyld og ser, at der mindst er en tredjedel assistenter i violinerne, permanent. PERMANENT! Så bliver det meget svært at spille homogent sammen. Det er slet ikke assistenternes skyld, de spiller fremragende, men de skal lige vænne sig til vores spillestil, vores timing, og så skal de også lige lære noderne. Det er mange ting på en gang!

Desuden har vi et markant mindre repertoire. Vi har otte operapremierer om året. Det er næsten ingenting. Da jeg startede, var vi på 16 operaer, og et tysk operahus på vores størrelse har mellem 20 og 30. Det er trist! Heldigvis spiller vi også balletter og koncerter.

Til gengæld spiller vi ofte en forestilling mange gang i træk. Det sker på bekostning af fleksibilitet, samspilsevner, reaktionen i forhold til at rette ind efter en sanger. Det er sundt for et operaorkester at have mange forskellige forestillinger. Man bliver bevægelig, vågen og har nemmere ved at spille sammen.

Da jeg interviewede Grit (D.-H. Westi), sagde hun, at hendes største ønske var, at der kunne blive ansat 30 musikere mere.

Minimum, ja! En ting er, at det er anstrengende at spille med mange assistenter, men samtidigt mister vi også mere og mere vores helt egen, specielle spillestil. Man kæmper for at gennemføre forestillingerne.

Jeg synes nu, I spillede fremragende i Mestersangerne!

Måske overdriver jeg lidt, men jeg, som har været i orkestret i mange år, kan høre, at der kommer en forandring. Og det går hurtigt!

Jeg var lidt overrasket over det forløb, der hed torsdag generalprøve på Mestersangerne, fredag generalprøve på Don Quixote, lørdag premiere på Don Quixote og søndag premiere på Mestersangerne.

Vi har haft flere weekender med den tæthed af forestillinger. Det er meget slidsomt, og man kan se, at folk hurtigt bliver overbelastede og syge. Vi er ikke nok musikere til at gennemføre sådan et program. Når man spiller en så fysisk krævende forestilling på 6 timer som Mestersangerne og dagen inden har spillet to forestillinger, så er det ikke forbavsende, at kroppen ikke holder til det.

Flere har sagt, at Kapellet i høj grad er et kammermusikalsk orkester, hvor man lytter til hinanden.

Hmm… jeg synes, det går mere og mere tabt.

Det kan du ikke genkende?

Jo, men det går desværre den forkerte vej. Vi har været bedre til det for et par år siden. Skyldes det de mange ledige stillinger, det smalle repertoire, de mange samme forestillinger i træk? Det er sikkert en blanding af flere faktorer, og det bliver nok svært at rette op uden den stor forandring i ledelsesstil.

Horngacher-harpen egner sig rigtigt godt til orkesterspil, især opera

Jeg vil gerne høre lidt om dit instrument! Er det Kapellets instrument, eller er det din egen harpe?

Som harpenist spiller man som regel på et tjenesteinstrument. Den harpe, jeg spiller på dagligt, kommer fra et tysk firma, Horngacher. Den er ret gammel, vistnok bygget i 50’erne. Det er en høj alder for en harpe, men den lyder stadigvæk meget godt. Privat spiller jeg på et amerikansk instrument, fra firmaet Lyon & Healy.

Hvad er forskellen på de to?

Horngacher-harpen er mere massiv i bassen og mørkere i klangen. Ikke så brillant som Lyon, der er mere lys og let i klangen. Horngacher-harpen egner sig rigtig godt til orkesterspil, især opera, fordi den blander godt med de andre instrumenter og har en god dybde og fylde i klangen. Den stikker ikke ud, men kommer alligevel godt igennem.

Tilbage er kun at få et foto!

Det gør jeg kun sammen med dig.

Altså en selfie?

Ja.

Hermed slut på dette interview med Angelika Wagner – og en forklaring på, at undertegnede optræder på det ene foto. Tusinde tak til Angelika!