Efter lodtrækning hjemme i min stue blev det første ‘interviewoffer’ Marcus Wall fra slagtøjsgruppen. Her er resultatet af mit første interview: Først og fremmest må jeg sige, at Marcus er et enormt sympatisk menneske, som det var meget spændende og hyggeligt at sludre med om dette og hint.
Marcus er svensk og bor i Lund. Han er gift og har to børn, hvor den ældste, 13 år, spiller klaver og lidt slagtøj og den yngste, 11 år, just er begyndt at spille basun. Marcus er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvor han studerede 1999-2005. Han er medlem nr. 1021 af Kapellet, og hans start i Kapellet var lidt usædvanlig.
Han blev nr. 2 ved den konkurrence, han stillede op til, men fik en kontraktansættelse i Kapellet. Vinderen af konkurrencen bestod imidlertid ikke prøvetiden, og Marcus’ tid som kontraktansat blev betragtet som prøvetid, hvorfor han umiddelbart blev fastansat.
Jeg tog udgangspunkt i Kapellets hjemmeside, hvor der står lidt om de enkelte musikere. Om Marcus står der bl.a., at hans yndlingsværk er Mahlers Symfoni Nr. 5, hvorfor jeg naturligvis satte mig til at lytte til dette monumentale værk med den berømte 4. sats, Adagietto, kendt fra den ikoniske film Døden i Venedig med Dirk Bogarde. Marcus havde dog ikke set den film, og trak lidt på det, da jeg spurgte om symfonien stadig var hans yndlingsværk? ”Njahh… Mit yndlingsværk er altid det, jeg spiller just nu!!” En vidunderlig holdning – den direkte vej til glade musikere!
På hjemmesiden står der ”Min mest mindeværdige/sjoveste/mærkeligste oplevelse i Kapellet”. Her fremhævede Marcus turneerne til New York i 2011, Oman i 2012 og Sydkorea i vistnok 2019. Han synes om at være på turne. Dels er det godt for gruppen, hvor musikerne i øvrigt har et enestående fint forhold til hinanden, men det gode ved at være på turne er ”at man ikke selv skal arrangere og organisere!” En holdning, jeg helt kan tilslutte mig.
Når Marcus ikke spiller i Det Kongelige Kapel ”Spiser jeg god mad med min familie. Spiller golf og rock.” For at tage det sidste først, så spiller Marcus med venner for sjov. God mad? Hans kone har en fætter, som har en fin restaurant i Malmö. Det er herligt at spise der. Golf? Jeg måtte undersøge noget om handicap! 0 er bedst og 54 er værst! 16-20 regnes for godt, men Marcus’ handicap er 15 komma et-eller-andet – altså en særdeles habil golfspiller.
Derefter stillede jeg det irriterende spørgsmål, ”Hvad er en god dirigent, og hvem vil du specielt fremhæve?” Her nævner Marcus Paolo Carignani: ”Han giver altid 100%, og så får man selv lyst til at yde sit bedste.” Marcus glæder sig i øvrigt til at spiller under Marie Jaquot, som tiltræder som ny chefdirigent fra næste sæson.
Så spurgte jeg, om han synes, at Kapellet/DKT er en god arbejdsplads? Her var svaret et klart ja. Marcus studerede først hos Ulf Svensson, paukist i Helsingborg Symfoniorkester. Senere fik han på konservatoriet i København dels Bent Lylloff og dels Gert Mortensen som lærere, og gennem dem hørte han om Kapellet. Det blev derfor en drøm at spille i netop Det Kongelige Kapel, så han er landet på den helt rette hylde. Marcus har også studeret pauker hos Wieland Welzel, paukist i Berliner Philharmonikerne.
Vi kom naturligvis til at tale om arbejdsbelastningen som musiker i Kapellet, og her finder Marcus, at man som slagtøjsspiller har meget afvekslende arbejde. Violinister, fløjtenister, etc., har ganske meget den samme arbejdsstilling hele tiden, mens man som slagtøjsspiller veksler meget. Givetvis grunden til, at man sjældent hører om arbejdsskader netop i den gruppe.
Til slut spurgte jeg, om man som slagtøjsspiller kan spille alle instrumenter, inklusive pauker? Alle kan spille alle instrumenter, men man vil aldrig komme til at spille pauker. Det er alene paukisternes gebet. Så måtte jeg jo spørge, om paukister er ‘finere’ end andre i slagtøjsgruppen, hvortil Marcus uden betænkning svarede: ”De er anderledes!” Godt svar!
Tak til Marcus, som jeg nu synes, jeg kender meget bedre end før, og forhåbentligt vil læsere af dette interview have den samme oplevelse.
