Bravo!
Strøtanker fra Stockholm
Af Poul Elming
Jeg tilbragte de sidste fire påskedage i Stockholm sammen med min hustru. Stockholm er en meget smuk by med mange gamle, velbevarede bygninger. Byen har qua sin ”afsides” beliggenhed tydeligvis ligget mere beskyttet end København, som flere gange i historien er blevet bombet.
Vi besøgte Vasamuseet, en seværdighed, som varmt kan anbefales. Rent ud sagt en verdenssensation. Vi besøgte Gamla Stan, med kongeslottet, talrige gamle pittoreske bygninger og små snævre gyder – og så naturligvis Stortorget, som faktisk ikke er specielt stort, men som indtager en markant position i historiebøgerne, idet det var har Det Stockholmske Blodbad fandt sted i 1520, hvor Chr. II lod 82 svenske stormænd og prominente borgere henrette!!
Og så var vi i Operaen og så Wagners Parsifal. Som ung student overværede jeg en koncertant opførelse i Wiesbaden. Siden har jeg kun set Parsifal på scenen tre gange – denne sidste stockholmske opførelse indbefattet. OK, så har jeg sunget titelpartiet henved 150 gange, heraf 25 gange med Det Kongelige Kapel, men altså kun overværet operaen tre gange.
Jeg skal under ingen omstændigheder være anmelder på forestillingen, men jeg har lyst til at fremhæve titelrolleindehaveren, Joachim Bäckström, som i øvrigt er uddannet i København. En flot rolledebut. Forestillingens Amfortas blev sunget af Peter Mattei. Af alle de fremragende sangere, jeg har oplevet i den rolle, er han, om ikke den bedste, så i hvert fald én af de tre bedste.
Stephen Milling alternerede i monsterpartiet Gurnemanz, men han sang desværre ikke den aften. Jeg havde gerne hørt ham igen i den rolle.
Iscenesættelsen var sær, men Wagner overlever alt!!
Det, som især gjorde indtryk på mig, og som er den egentlige årsag til denne lille klumme, var publikums enestående entusiastiske bifald og bravoråb, når Kungliga Hovkapellet og deres chefdirigent, amerikanske Alan Gilbert (i øvrigt noget af et scoop at have fået ham som chef) modtog applaus. Måske burde vi, som Det Kongelige Kapels Venner gå forrest med entusiasme og bravoråb, når vores orkester modtager applaus? Blot en tanke!!