Mit næste interview-’offer’ er Kgl. Kapelmusicus nr. 1060, solohornist Claudio Flückiger. Claudio er fra Schweiz men taler glimrende dansk. Vi mødtes på Operaen i den såkaldte Kapelfoyer.
Du er fra Schweiz, og i Schweiz er der tre sprog: fransk, italiensk og tysk. At dømme efter dit fornavn er dit modersmål italiensk, men at dømme ud fra dit efternavn må tysk være dit første sprog, og da du desuden er uddannet i Zürich, tyder meget på at tysk er dit sprog?
Ja, tysk er mit hovedsprog, og Claudio er et navn, som findes i hele Schweiz. Men der findes faktisk et fjerde sprog i landet, rætoromansk (som tales i kantonen Graubünden i det sydøstlige Schweiz. Så blev jeg så klog!).

Foto: Caroline Bittencourt/Kapelforeningen
Mit første spørgsmål er, hvorfor begyndte du at spille horn?
Jeg elsker bare klangen af instrumentet.
Og det har du altid gjort?
Lige fra jeg hørte det første gang.
Og hvornår begyndte du at spille horn?
Da jeg var ti år gammel. Det er heldigvis ikke som violin, hvor man skal knokle fra man er fire år. Det er lidt mere stille og roligt.
Tidligere hørte man ofte hornene knække på tonerne. Man sagde meget nedsættende, at hornet er et guddommeligt instrument. Det er mennesker, der spiller, men kun Gud ved, hvad der kommer ud af det. Men jeg synes, at det i dag er meget sjældent, at det går galt for hornene. Har I fået en bedre teknik, eller hvad skyldes det?
Instrumenterne er jo blevet bedre de sidste måske 50 år, men der er også sket en udvikling i uddannelsen af hornister og instrumentalister i det hele taget. Men da jeg valgte hornet, var jeg slet ikke klar over, hvilken fantastisk rolle det har i orkestret.
Prøv lige at sætte ord på den rolle.
Man laver ikke for meget, man laver ikke for lidt. Man er bindeled mellem træblæsere, messingblæsere og strygere. Man blander vildt godt med cello og med fagot, så man har en utroligt mangfoldig rolle i orkestret. Schumann sagde, at hornet er sjælen i orkestret. Så den rolle tager jeg gerne på mig.
Jeg kan helt følge dig. Hvis horngruppen spiller godt, så er det jo en fryd.
Og en hornist, specielt en solohornist, kan virkelig ødelægge meget!
Du er solohornist. Hvad er din rolle i forhold til de andre hornister? Hvis der er en solo, så er det dig, der spiller den?
For det meste er alt, hvad der er svært og eksponeret, det er mig! Tredje-hornet har også af og til en eksponeret rolle.
Er du den eneste solohornist?
Nej. Ola Nilsson er også solohornist. I Kapellet er vi altid to ligestillede solospillere – harpe, pauker og blæsere osv.
Og koncertmestre?
Der er fire ligestillede koncertmestre, men ellers er der to soli. Det er altid den første, der spiller det sværeste, men nogen gange er det for tredjehorn næsten sværere. Brahms, for eksempel, skriver meget for tredjehorn, og de er ikke så vant til at spille solistisk. Nogen gange er det faktisk sværere for dem, for lige pludselig skal de træde frem og har den vigtigste stemme. Det er næsten sværere end for solohornister, der er vant til at spille solo.
Jeg citerer: Du er ”uddannet i Zürich både på konservatoriet og i operahuset” – det har jeg sat et spørgsmålstegn ved – der er åbenbart orkesteruddannelse i operahuset? Det er der jo ikke her!
Det er meget almindeligt i Tyskland og i det hele taget i Mellemeuropa. Det er et akademi. Man uddanner i orkesterspil. Man er en god instrumentalist, når man begynder på akademiet, men det er, hvordan man spiller i orkester – man lærer for eksempel repertoire at kende.
Du lærer ikke at spille solokoncerter?
Nej, overhovedet ikke. Det er ikke en instrumentaluddannelse, det er en orkesteruddannelse.
Jeg ville gerne være solohornist i et stort operahus
Du er kapelmedlem nr. 1060 og blev fast medlem af Kapellet i 2011. Hvordan gik det til? Hvorfor landede du i København?
Jeg ville gerne være solohornist i et stort operahus.
Og du var ikke solohornist i Zürich?
Jeg var akademist!
Du blev ikke medlem af orkestret?
Man har en tidsgrænse som akademist. For mig var det to år. Som akademist har man 60 % tjenester plus undervisning i eksempelvis prøvespilstræning, træning til audition – man får mentaltræning, og hvad man nu har brug for.
Får man så løn?
Man får stipendium.
Du har svaret på, at du spiller solohorn – er der også tuttihorn i et orkester.
Det er der i mange orkestre her i Norden, men vi har delt det op mellem højdehornister og dybdehornister. De lige, anden og fjerde, er de dybe og de ulige, første og tredje, er de høje. Hornet har et stort register, ambitus, og det kræver en anden indstilling at spille et dybdehorn. Jeg ville ikke være særlig god til at spille anden-horn, fordi det er et andet register. Fjerdehornet er tit meget dybt. Det er fuldstændig samme instrumenter – men man har nok lidt anderledes, lidt større, mundstykker. Derfor har vi det delt op mellem dybdehorn og højdehorn, og det er altid et højt ved siden af et dybt.
Men du bliver opmærksom på, at der er en stilling i København, eller har du været andre steder i mellemtiden efter Zürich?
Jeg har været tre måneder i Innsbruck. En anden hornist studerede på akademiet i Zürich. Så vandt han stillingen i Innsbruck. Derefter vandt han fire stillinger, vistnok i Belgien og Luxemburg, og han vandt solostillingen i Det Kongelige Kapel og i Scottish Chamber Orchestra. Og da han er engelsk, valgte han orkestret i Edinburgh, og så vandt jeg først hans stilling i Innsbruck, og så sagde han: ”Claudio, du skal prøve København, det er et sjovt orkester,” og så sagde jeg ”OK!”
Så gik du til prøvespil her?
Ja. To gange. Første gang tog de ikke nogen, og anden gang vandt jeg.
Du har jo ikke spillet i mange orkestre. Andre har været i flere orkestre, før de kom til København.
Jeg har bagefter prøvet mange orkestre som assistent – men ikke faste stillinger i andre orkestre.
Dit yndlingsværk er ”alle Richard Strauss’ fantastiske værker – især hans sceneværker var grund nok for mig for at blive operahornist.” Er det stadig din mening?
Ja!
Han var jo en enestående instrumentator.
Hjulpet af at hans far var hornist!
Det har givetvis smittet af på ham. Er der en af Strauss’ operaer, du foretrækker frem for andre? Det er jo ikke længe siden, I spillede Rosenkavaleren.
Jeg vil meget gerne spille Arabella og Capriccio. Frau ohne Schatten har jeg spillet i fem forskellige produktioner.
… jeg elsker at spille på gamle instrumenter!

Nu til noget helt andet! Bor du i Danmark?
Ja, man skal jo næsten bo her… ja, ok, man kunne jo bo i Sverige.
Har du børn?
Ja. To egne piger og tre pap-børn også.
Så I har fem børn. Hvor gamle er de?
Et, fire, ti, femten og sytten!
Min største musikalske oplevelse: ”Idomeneo i Zürich på historiske instrumenter og med Nikolaus Harnoncourt som dirigent.” Fortæl – fortæl! Findes der historiske horn?
Harnoncourt anvendte naturinstrumenter i virkelig lang tid med Concentus Musicus.
Er det så naturhorn uden ventiler?
Uden ventiler!
Det er nok der, jeg har hørt de største katastrofer!
Det kan godt være! For strygerne er forskellen ikke så stor. De spiller med barokbue og på tarmstrenge.
Som ikke ’støjer’ så meget…
Præcis! Men hos blæserne er der jo stor forskel. Klarinet og fagot, for eksempel, er helt anderledes bygget, og de kæmper specielt meget med intonation.
I Zürich har operaen deres eget barokorkester, La Scintilla. De har spillet meget med Cecilia Bartoli, som bor i Zürich, og de laver flere produktioner med hende hvert år. Dem fra orkestret, der har lyst til at specialisere sig på historiske instrumenter, de vælger det her orkester.
Harnoncourt startede faktisk det hele i 70’erne med, at man ikke spiller Beethoven med dobbeltbesætning, og gik tilbage til, hvordan det var og virkeligt lød. Han fraserede, men han kunne ikke dirigere. Det var frygteligt. Men han kunne forklare det hele. Han skulle snakke det igennem og kunne alligevel vise noget med sine store øjne og energi. Det er noget, jeg stadig lever af.
Og det betragter du som din største musikalske oplevelse?
Ja, ja! Jeg var jo meget ung, og jeg elsker at spille på gamle instrumenter!
Og du synes stadig, det ville være sjovt at spille på naturhorn?
Ja, men der står jeg ret alene. Mozartoperaer på moderne instrumenter er så kedeligt. Det er bare den samme klang over det hele, og hos Mozart har hver toneart en betydning: G-dur, for eksempel, er lyst og uskyldigt, F-dur er til naturen og det enkle folk, D-dur er til de ædle mennesker og jagten. Alt har andre klangfarver, specielt også på grund af hornene – vi skal skifte vores bøjler til forskellige tonearter. I Don Giovanni skifter du 36 gange mellem forskellige tonearter. Men her spiller vi alt på ventiler og keder os! Eller i hvert fald mig.
Min mest mindeværdige/sjoveste /mærkeligste oplevelse i Kapellet: ”Som schweizer, der aldrig har set en kongelig, er det altid sjovt og ærefuldt at spille for Hendes Majestæt Dronningen (Margrethe), især fordi hun er så forbundet til orkestret.” Men nu er hun jo ikke den øverste monark, og de unge kommer vist aldrig i teatret.
Det er trist.
Men både dronning Margrethe og hendes forældre kom ofte i teatret. Kong Frederik var jo en fin dirigent, og der findes mange herlige beretninger om Kong Frederik IX som dirigent.
Jeg levede en måned i regnskoven i Amazonas.
Når jeg ikke spiller i Det Kongelige Kapel: ”Spiller jeg floor-ball, står på ski i de schweiziske Alper eller deltager i naturprojekter – helst i tropiske områder…”
Nu med familie er det blevet til Norge. Det er længe siden jeg har deltaget i naturprojekter.
Men du har været i tropiske områder?
Ja, meget.
Og hvad var det for nogle projekter?
Jeg levede en måned i regnskoven i Amazonas. Vi skulle binde en snor på store tudser, så skulle vi se, hvor meget de gik om natten, og vi skulle fange fugle og tælle papegøjer. De første år skulle jeg jo finde på noget at lave i Kapellets lange sommerferie.
Nu kommer der er svært spørgsmål: Hvad er en god dirigent?
Kemien skal stemme.
Der er vel også noget med, at én dirigent er god for ét orkester men ikke for et andet?
Ja. Orkestrets kemi skal stemme med dirigentens, og nogen er gode til noget repertoire og kedelige til andet. Det har vi oplevet. Vi har hyret én, som var god til et eller andet, og så blev vi vildt skuffet til noget andet. Stemningen på prøver og forestillinger har jo meget at gøre med dirigenten. Nogen kan løfte det hele på et højt niveau.
Hvis vi ser bort fra Harnoncourt, hvem kan du så specielt fremhæve af de dirigenter, du har arbejdet med, og hvorfor?
Jeg har spillet meget i Gustav Mahler Jugendorchester og har spillet flere projekter med Blomstedt, men jeg var sikkert ikke gammel nok til at kunne værdsætte ham tilstrækkeligt. Da jeg var der, var Welser-Möst meget mere passende for ungdommen.
Er der nogen af dem, vi har haft her for nyligt, du kan fremhæve?
Aksel Kober, som dirigerede Mestersangerne – det var nok noget af det bedste, vi har haft.
…men jeg synes, det er blevet så tyndt, at jeg næsten ikke gider mere.
Er Kapellet/DKT en god arbejdsplads?
Ellers var jeg nok ikke havnet her! Der er nogle vidunderlige ting. Der er god stemning i orkestret, og arbejdsforholdene er virkeligt gode. I begyndelsen var det også godt med repertoiret, men jeg synes, det er blevet så tyndt, at jeg næsten ikke gider mere.
Vi blev lovet, da vi flyttede ud i Operaen, at nu skulle der årligt spilles mindst én af de store Strauss- eller Wagner-operaer osv. I år er der ingenting. Og det har jo nok lidt at gøre med bemandingen i orkestret?
Vi hyrer ikke først flere musikere, og så kan vi sætte større forestillinger op. Hvis vi planlægger store forestillinger, kommer musikerne også – for det står i partituret.
Men så bliver det assistenter. Og det hænger jo også sammen med økonomien.
Ja, Kapellet er frygteligt underbemandet, det er klart.

Vi fornemmer i Venneforeningen, at I er voldsomt pressede arbejdsmæssigt. Er det også tilfældet set fra din position?
Vi er syv hornister, men vi skulle være otte. Lige før jeg kom, gik Ejvind Frandsen på pension, og den stilling blev aldrig genbesat. Siden da har der kun været tre dybdehornister, og vi er fire højdehornister, så der mangler en dybdehornist, og de er virkelig pressede.
En af grundene, til at jeg er her, er, at i mange år var der gode arbejdsvilkår. Der var ikke for mange tjenester og god fleksibilitet. Min drøm var, at jeg en uge (altså koncertuge, 3-5 dage) pr. måned havde en symfonikoncert eller noget i et andet orkester, hvor man kan assistere. Så får man lidt ekstra løn, man ser et andet orkester, man oplever andre problemer, andet repertoire, andre arbejds- og spillemåder, og også de andres problemer. Det kunne jeg i lang tid. Jeg kan stadig lidt – nu har jeg jo også familie, så der er ikke så let.
Vil det sige, at du af og til er ude og spille med andre orkestre?
Ja!
Og hvilke orkestre? Er det Radiosymfoniorkestret eller Copenhagen Phil?
Det er mest i Bergen. Jeg har været i Göteborg en del, jeg har været i Staatskapelle Berlin eller Tonhalle Zürich. Altså lidt forskelligt. Og det er essentielt. Det holder mig i gang, netop fordi repertoiret her er ret tyndt.
Det er din største anke imod teatret, ikke mod Kapellet, at repertoiret er tyndt?
Ja. Og alt for meget af det samme. Vi spiller de samme forestillinger så mange gange.
Og så er der kommet mange musicals!
Vi nærmer os slutningen. Hvad kan du sige om det instrument, du spiller på? Er det dit instrument eller er det teatrets instrument.
Det er en af de gode ting hos os. Vi har mulighed for hvert femte-tiende år at købe et nyt instrument. Kapellet har den dér skat af strygeinstrumenter. Hos os er det omvendt. Instrumenterne er gode i begyndelsen og så holder de måske ti års tid. Så er der ikke så meget spænding i metallet – der er ikke så meget ’kød på knoglen’. Jeg har været her i 15 år, og efter ti år har jeg fået et nyt instrument, som jeg spiller ind, varmer op og tilpasser. Det gamle horn køber jeg fra teatret for at have et øveinstrument derhjemme.
Jeg har aldrig tidligere tænkt på, at instrumenterne bliver skiftet ud efter nogle år…
Bortset fra strygerne. Blandt blæserne er fagot nok den, der holder længst, som også med afstand er det dyreste af blæseinstrumenterne.
Nu skal jeg have et foto af dig til vores nyhedsbrev.
Så skal vi ud og have efterårsfarverne med.
Tusind tak til Claudio for en hyggelig og udbytterig samtale.
































