Kære Venner af Det Kongelige Kapel

Fredag d. 15/3 var vi inviteret til generalprøve på kammerkoncert #3. For musikerne er det en kærkommen lejlighed til at spille ”under pres”, med tilhørere i salen. Det er en helt anden situation end ”blot” at sidde sammen og øve. Der er ”vand i bassinet”! For os tilhørere var det naturligvis først og fremmest en oplagt mulighed for at høre musikerne spille et herligt program, men ikke mindst chancen for at få en lille snak med musikerne bagefter – om musikken, om instrumenterne etc. En ren win-win! Vi vil fra bestyrelsen for DKKV forsøge at få denne mulighed institutionaliseret, som det vist hedder.

Kammerkoncert #3, var berammet til søndag d. 17/4 på Takkelloftets Foyer. Og netop på denne lokalitet var vi inviteret til generalprøve. Vi hørte Strygekvartet nr. 1 i h-moll af Sergei Prokofiev, Claude Debussys Sonate for fløjte, bratsch og Harpe, samt et helt nyt værk, ligeledes for fløjte, bratsch og harpe, And then I knew ´twas the wind ´af japanske Toru Takamitsu.

Musikerne var glade for at spille programmet for et publikum – det er altid, som nævnt, godt at presse sig selv op til en stor opgave, og behøver jeg sige, at vi var glade for at opleve dette spændende program?

Prokofiev forlod Rusland lige efter Den russiske revolution. Efter et kort ophold i Japan drog han videre til USA og Europa. Hans eksil havde dog ikke politiske årsager men kunstneriske: han anså, at uroen efter revolutionen ikke gav ham den arbejdsro, han havde behov for. Først i 1936 vendte han tilbage til Sovjetunionen. Det er uklart hvorfor, Prokofiev valgte at vende tilbage til hjemlandet. Han opgav selv hjemve som den vigtigste årsag.

Prokofiev levede fra 1891 – 1953, og blev altså født i Zartidens Rusland, som da han døde, var blevet til Sovjetunionen. Ligesom Sjostakovitj måtte Prokofiev forsøge at tilfredsstille Stalins hyppigt skiftende smag og meninger om samtidens musik. Da endelig Stalin døde i 1953, kunne man vel forvente, at Prokofiev så kunne være mere fri i sin skabergerning – men nej! Som følge af, hvad jeg anser som en af skæbnens mere ironiske hændelser, døde Prokofiev den samme dag som Stalin!!

Den kvartet, vi hørte i dag blev førsteopført i april 1931, altså mens han stadig levede i landflygtighed. Det er en prægtig kvartet, og som altid, når jeg oplever kammermusik på højt niveau, registrerer jeg speciel den nonverbale kommunikation, der er mellem musikerne. Det er team-work på højeste niveau – et lille smil, et nik, et blik! Det er bare så bekræftende.

Om selve kvartetten kan jeg sige, at Prokofiev har bevæget sig langt væk fra wienerklassikkens og romantikkens måde at skrive kvartet på. Hos Prokofiev har alle instrumenter lige stor vægt. Tidligere var primarius toneangivende og de øvrige instrumenter ”bakkede op”! Her var ingen vigtigere end andre.

Claude Debussy levede fra 1862–1918. Sonate for fløjte, bratsch og harpe, som vi hørte i dag er skrevet sept.-okt. 1915, altså ikke så længe før hans død.
Debussys musik er indbegrebet af impressionisme, men det tog ham mange år at udvikle og modne sin stil, og han var næsten 40 år gammel, før han i 1902 opnåede international berømmelse med sin eneste opera, Pelléas et Mélisande.

Han er den måske ypperste repræsentant for impressionismen, (selvom han ikke selv accepterede denne betegnelse), og hans musik regnes for bindeled mellem romantik og modernisme. Hans musik – impressionisme eller ej – er normalt et drømmende, orgiastiske klangunivers. Således også sonaten, vi hørte i dag. Også instrumentkombinationen skabte et helt specielt drømmeunivers, hvor man blot kunne lade sin fantasi få frit løb med billeder af naturstemninger. Her kan den enkelte tilhører skabe sig sit eget univers.

Det er til gengæld lidt vanskeligere at skrive noget om Takemitsus værk, som vi hørte for første gang. Besætningen er som i Debussys Sonate, og der er faktisk meget af den samme atmosfære – sikkert grundet instrumentationen. På vej fra prøven blev Jens og undertegnede enige om, at det lød som Debussy på speed(!) Det var under alle omstændigheder skønt også at opleve Takemitsus værk.

Tak til Prokofiev-kvartetten, Charlotte Rafn og Desislava Kostova, begge violin, Nanna H. Rasmussen, bratsch og Emilie Eskær, cello, samt til Debussy- og Takemitsu-trioen, Brit Halvorsen, fløjte, Angelika Wagner, harpe og Hidekazu Uno, bratsch.

Poul Elming

Formand, Det Kongelige Kapels Venner