20. november 2026

Én fra Kapellet og én fra DR

af Søren Ø. James

Der findes en helt særlig tid i det danske efterår, hvor de allersidste strejf af sommeraftenvarme endnu hænger i luften. Hvor folk småstædigt tilvælger fortovsservering på hovedstadens beværtninger, og hvor promenerende københavnere endnu bevæger sig rundt på gader og stræder i afslappet sommertempo. En tid på året hvor kalender og armbåndsur viser ét, men hvor en vis grad af rettidighed med rod i sanserne er langt mere afgørende for vores gøren og laden.

Kgl. Kapelmusicus nr. 1087, 2. solo kontrabassist Akseli Porkkala. Foto: Zuzanna Specjal

Mens aftenen udenfor den 29. september sang dette sidste vers, satte vi i Det Kongelige Kapels Venner to musikere, Kongelig Kapelmusicus nr. 1087, 2. solo kontrabassist Akseli Porkkala, og DR Symfoniorkestrets solofløjtenist Ulla Miilmann, stævne for at blive klogere på forskelle og ligheder i deres arbejde med den klassiske musik. En snak om netop tid, tempo, temperament og timing, som på sin egen måde ekkoede stemningen uden for Metronomens fire vægge.

Akseli kommer fra Finland, er uddannet bassist i Berlin og har, inden han i 2025 vandt sin kapelkonkurrence, som i foråret 2026 resulterede i et kapelnummer, arbejdet i både Berlin og Köln. Ulla er uddannet i USA og har siden 1994 været solofløjtenist i DRSO sideløbende med et mangeårigt engagement på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Ulla Miilmann, solofløjtenist i DR Symfoniorkestret

Særligt nyttigt – arrangementets tema taget i betragtning – var det, at begge musikere trods deres faste engagement i hvert sit orkester er bekendt med dem begge. Da Ulla efter endt uddannelse vendte retur til Danmark, var hun i en periode ansat på kontrakt i Kapellet, og Akseli har flere gange assisteret i DRSOs koncertproduktioner.

Kernen i orkesterkultur

I løbet af aftenen blev det klart, at Det Kongelige Kapel og DRSO på mange måder adskiller sig fra hinanden. En stor del af de forskelle, der blev fremhævet, hænger imidlertid sammen med, at de to orkestre er til i verden for at udføre meget forskellige opgaver. Og når opgaverne er forskellige, så bliver orkesterkulturen det også. Det giver, kunne Akseli og Ulla samstemmende fortælle, hvert orkester sin egen atmosfære, omgangstone og historie – sidstnævnte både i kronologisk og narrativ forstand.

Herfra er det nærliggende at antage, at forskellige orkesterkulturer tiltrækker forskellige musikalske personligheder. Aftenens gæster var dog ret hurtige til at give denne hypotese mytestatus. For det første kræver det tid at lære et orkester at kende indefra. Selv hvis man har haft en midlertidig ansættelse, inden der bliver en ledig plads, er det ikke sikkert, at man overhovedet er nået til bunds i kulturen. Og så er der selve ansættelsesforløbet – den benhårde konkurrence, hvor man blot er én af måske 200 musikere, der kæmper om samme plads. Slipper man gennem nåleøjet og får en fast orkesterplads, er man nok først og fremmest lykkelig for, at det lykkedes.

Så måske lander man nærmere i en eksisterende kultur og integrerer sig i et etableret fællesskab – og fordi vejen til målet er så svær, kræver det nok en ret grundlæggende uoverensstemmelse mellem eget temperament og orkesterkulturen, før man ’bare’ hælder sådan en sejr ud ad vinduet.

Kerneopgaven i Kapellet

Det Kongelige Kapel er primært et opera- og balletorkester, og fordi der ofte er forestillinger på to scener – foruden prøver på kommende opsætninger – har man som kapelmusiker til enhver tid mange musikalske jern i ilden. På bare to dage kan man nå at arbejde med hele tre eller fire forskellige produktioner. Det giver ifølge Akseli en alsidig hverdag og en særlig værdsættelse af den klassiske musiks mange genrer. Fordi man i Kapellet samtidig har mange gentagelser af hver forestilling, får man også en mere eller mindre tilbundsgående forståelse for musikken i takt med, at produktionen skrider frem.

Et særligt element i Det Kongelige Kapels arbejde er selvfølgelig tilstedeværelsen af en scene; at spille musik til en sceneforestilling er at spille en helt særlig form for musik på en helt særlig måde. I opera skal orkestrets og sangernes lyd nå publikum på samme tid, og i ballet skal der være en indbygget elastik i lyden, så musik og dans afvikles i takt. Kapellets berømte sene anslag, som også kan spores i orkestrets kammermusikalske og symfoniske koncertmusik, skyldes langt hen ad vejen netop scenen og de krav, som den og orkestergraven stiller til lydproduktionen. Som musiker sidder man med ryggen til alt det, der foregår i en forestilling, og da mennesker som bekendt ikke har øjne i nakken, er det høresansen – og selvfølgelig dirigenten – der bliver afgørende for, at det hele ender med at gå op i en højere enhed. Det vender vi tilbage til lidt senere.

Som kapelmusiker arbejder man ikke efter et fast skema uge ud og uge ind. Der er naturligvis mange aftenforestillinger, men prøver kan ligge både dag og aften. Da arbejdsugen dermed på sin egen måde er præget af foranderlighed, har man som musiker fleksibilitet til at planlægge sin tid uden for teatret. Denne arbejdsstruktur gør samtidig, at orkesterbemandingen i store træk skifter dagligt. Sat på spidsen betyder det, at det til en given produktion nærmest kun er dirigenten, der er fast inventar i prøvesalen eller orkestergraven. Til prøveforløbene er det derfor ikke ualmindeligt, at man møder op til post-its fra dirigenten, da det i højere grad end ved direkte mundtlig feedback sikrer, at alle noder opdateres korrekt.

Kerneopgaven i DR Symfoniorkestret

Kgl. Kapelmusicus nr. 1087, 2. solo kontrabassist Akseli Porkkala, og solofløjtenist i DR Symfoniorkestret, Ulla Miilmann

DR Symfoniorkestret, på den anden side, er et klassisk symfoniorkester, der spiller store koncerter og ofte med værker af flere komponister ad gangen. Kun undtagelsesvis arbejder orkestrets musikere med flere produktioner på en gang, og hver produktion har sin egen faste bemanding. Til gengæld skifter orkestret både dirigent og repertoire hver uge, hvad der kræver sin egen form for mental fleksibilitet i arbejdet. Herudover optages og live-transmitteres alle DRSO’s koncerter, og det kan – især tidligt i en ansættelse – gøre koncertsituationen overvældende; som Ulla sagde, kræver det nerver af stål, så man kan holde nervøsiteten i skak.

I DRSO spilles ikke musik til noget, der foregår på en scene, og som musiker kan man derfor lægge hele sit fokus internt i orkestret. I løbet af en sæson kan der være enkelte koncertante versioner af for eksempel operaer, men det er undtagelsen nærmere end reglen. Derfor bruger orkestret heller ikke det sene anslag, som vi kender fra Kapellet – eller i hvert fald ikke et lige så sent anslag. Ulla kunne fortælle, at man for år tilbage spillede langt mere ’bagud’, end man gør i dag, men at orkestret over en årrække bevidst har ændret spillestil.

Mens DRSO ikke spiller til sceneforestillinger, foregår hver eneste af deres koncerter på scenen i Koncerthuset. Her er der ingen orkestergravsvægge til at absorbere en skæv tone eller til at gemme sig bag. Kommer man til at spille forkert, er det mere eller mindre sikkert, at det vil nå publikums ører. Som DRSO-musiker er man altså enormt eksponeret, både på individ- og instrumentgruppeniveau. Denne ikke så uvæsentlige detalje i arbejdet kan bidrage til nervøsiteten – og er i øvrigt medvirkende til, at Ulla alleroftest holder sig fra at læse anmeldelser (en tilgang, som Akseli bifaldt).

DRSO’s musikere har en meget regelmæssig arbejdsuge. Der er prøver på faste tidspunkter mandag til onsdag, torsdag spilles generalprøve og koncert, og koncerten gentages ofte enten fredag eller lørdag. Da der kun er aftenarbejde én eller to gange om ugen, giver det overordnet en meget sammenhængende og afgrænset arbejdstid. Og, som Ulla bemærkede, giver denne struktur en fleksibilitet, der egner sig særdeles godt til faste aktiviteter uden for koncerthuset.

Kerneevnen for en orkestermusiker

Når alt det er sagt, så er der naturligvis også en række fællesnævnere mellem Kapellet og DRSO. Begge orkestre består af mennesker, som elsker den musik, de spiller, og som holder af fællesskabet og ser det som en forudsætning for at kunne lykkes. Som nok er mere omstillingsparate end gennemsnitsmennesket, og som ikke mindst har en ekstraordinært fintunet lytteevne. Det sidste fremhævede både Ulla og Akseli som en evne, man ikke er født med, men som til stadighed skal vedligeholdes og udvikles.

Når vi her i foreningen fortæller om vores musikalske oplevelser med Kapellet, og nærmest hver gang formandens musikerinterviews når hjemmesiden, nævnes kammermusikken. Og går man til kammerkoncerter med Det Kongelige Kapel, er det ikke ualmindeligt at møde følgende citat på koncertprogrammets bagside:

Når opera er bedst, når symfonisk musik er allerbedst, så er det kammermusik! Kammermusik defineret som en lyttende tilstand. En tilstand hvor man giver og tager, som i en dyb og berigende samtale, hvor man glemmer sig selv.

Selv om Akseli og Ulla ikke blev præsenteret for dette citat i aftenens løb, så opsummerer det på sin egen måde essensen i deres udlægning.

Formand for Det Kongelige Kapels Venner, Poul Elming, Kgl. Kapelmusicus nr. 1087, 2. solo kontrabassist Akseli Porkkala, og solofløjtenist i DR Symfoniorkestret, Ulla Miilmann

Ifølge begge musikere er det at spille kammermusik en central form for lyttetræning og derfor en forudsætning for at være en god orkestermusiker. I kammermusikken skal man hele tiden foregribe og respondere optimalt – både som individ og som gruppe. Man kan tænke på musikformen som en art kommunikationskunst, der skærper evnen til at skelne mellem forskellige klange, farver og teksturer – og dermed udgør den ideelle ramme for at lære at påvirke sit instrument på den mest hensigtsmæssige måde i en given akustisk kontekst. Og som Ulla gjorde det klart, er det ikke noget, man kan opnå gennem faglige diskussioner foran nodestativet; jo mere man taler om musikken, des mindre lytter man til musikken.

At besidde denne kammermusikalitet er ligeledes afgørende i orkestermusikken. Her er det nemlig lige så vigtigt, at man er i stand til at tilpasse sig den konkrete akustiske kontekst på ethvert givent tidspunkt – forskellige orkesterkonstellationer og -besætninger, forskellige solister, dirigenter og sågar arkitekturer. Altså alle de faktorer, der til enhver tid vil påvirke den lyd, man som musiker og som orkester producerer. I Kapellet bliver denne evne særligt relevant, kunne Akseli fortælle, når orkestret i forbindelse med sæsonens Kapelkoncerter rykker op på scenen, og Ulla fremhævede flytningen til DR Koncerthuset som et skelsættende tidspunkt, hvor enhver DRSO-musikers ører var på overarbejde.

Herudover kan kammermusikken siges at være musikernes ultimative redningskrans, hvis noget i en forestilling pludselig går galt. I en opera kan det for eksempel hænde, at sangere eller kor pludselig er bagud i forhold til orkestret. Det kan have den konsekvens, at en dirigent pludselig – og med ekstra store armbevægelser – vender al sin opmærksomhed mod scenen. I de situationer går orkestret typisk i kammermusik-mode; med ørerne på stilke retter musikerne ganske automatisk opmærksomheden mod koncertmesteren, som med sit kropssprog – og det ene øje på dirigenten, det andet på scenen – stille og roligt leder orkestret tilbage på sporet. Som det store fællesskab, et orkester netop er.

En stor tak til både Akseli og Ulla for at bruge deres aften på at gøre os klogere på livet med musikken i to af hovedstadens største orkesterinstitutioner.

Seneste indlæg